’Kan tro flytte bjerge? Og flytter bjerge troen?’

Troende er mindre syge – og sygdom kan få folk til at søge Gud, mener Niels Christian Hvidt. Han har holdt over 400 foredrag om ’tro og helbred’ og bruges som konsulent af medierne.

Niels Christian Hvidt, nyudnævnt professor i eksistentiel og åndelig omsorg taler, når Agape holder Inspirationsdag den 4. november på Diakonhøjskolen i Aarhus.

Meget tyder på, at tro faktisk kan flytte bjerge – især ved sygdom. Niels Christian Hvidt, dr.theol., professor ved Syddansk Universitet i Odense, er i færd med at udforske, hvordan det forholder sig i Danmark. Hans forskning befinder sig således midt i krydsfeltet mellem tro og videnskab.

Tro hjælper syge

Niels Christian Hvidt har de seneste 10 år ledet den danske forskning i forholdet mellem krop, psyke og sjæl. Han vil redegøre for resultater, der viser, at mennesker med en religiøs praksis har en lavere sygdomsrisiko og lever længere.

Hvilken rolle spiller tro i et sekulariseret samfund som det danske, hvor religion spiller en mindre rolle, men over 70% af befolkningen alligevel kalder sig troende?

Tro flytter bjerge, men sygdomsbjerge flytter også troen! Forskningen tyder på, at mange patienter håber på og beder om et under, når livet er allersværest.

Inspirationsdagens talere

Niels Christian Hvidt er Danmarks mest erfarne foredragsholder indenfor emnet ’tro og helbred’. Han har holdt over 400 foredrag og bidrager ofte i medierne om eksistentielle patientperspektiver.

Om eftermiddagen er der forskellige seminarer og workshops:

1. ”Forbøn – om håb og heling” ved sognepræst Heine Holmgaard.

2. ”Lad troen få krop” ved Carsten Dalsgaard Hansen, der er leder af Hellig Kors Kloster.
I denne workshop vil deltagerne se nærmere på begrebet spiritualitet og overveje, hvad det kan betyde i en diakonal og sjælesørgerisk sammenhæng. Workshoppen vil bl.a. handle om, hvordan det, at Gud blev menneske i Kristus, kan ændre vores tilstedeværelse i verden. Om smerte, gennemsigtighed og empati. Carsten har netop skrevet en bog om kristen spiritualitet (endnu ikke udkommet).

3. ”Eksistentiel og religiøs kommunikation i behandlingssammenhænge” ved Aida Hougaard Andersen, der er aut. psykolog og i gang med et ph.d.-projekt om emnet.
Hvorfor kan det være vigtigt at kunne inddrage troen i samtalen med lægen eller psykologen? Og hvordan er det anderledes end hos en præst eller sjælesørger?

Inspirationsdagen varer fra 9.15 til 19.30. Tilmelding på www.agape.dk