TDC lukker af for børneporno
Internetkunder hos teleselskabet TDC kan fremover føle sig en smule mere sikre, når de surfer på internettet. I hvert fald skulle et nyt filter hos internetudbyderen sikre kunderne mod børneporno.Filtret, der er udarbejdet i samarbejde med Rigspolitiet og organisationen Red Barnet, virker ved at blokere for adgang til de internetadresser, der indeholder ulovlig børneporno. Listen over ulovlige hjemmesider opdateres konstant med hjælp fra Rigspolitiet og Red Barnet, som løbende indsamler informationer om børneporno på internettet.
Hidtil har internetudbyderne tøvet med at indføre filtre med den begrundelse, at det var op til forbrugerne selv at sortere i hjemmesiderne. Men den senere tid er udbuddet af børnepornografisk materiale steget markant, og i Norge og Sverige har man gode erfaringer med filtre. I Norge blokerer filtre dagligt 10.000-20.000 opkald til hjemmesider med børneporno. I Sverige er det 20.000-30.000 opkald, der bliver blokeret.
– ole