Er folk ikke ringere stillet, hvis ingen beder for dem?

Kære Orla Lindskov
Jeg er dybt, dybt taknemmelig for din forbøn. Tanken gør mig varm indvendig, men – et eller andet sted er tanken om forbøn mig også imod.

Jeg tænker nemlig på, at hvis forbøn har så stor betydning, må det jo betyde, at alle de mange mennesker, som ingen beder for, helt uforskyldt er ringere stillet.

Det forholder sig jo sådan, at i nogle kredse kan der være mange, der beder for et menneske. Mens begrebet forbøn ligefrem er helt ukendt i andre kredse.

Synes du ikke, at det er et problem?

Hvis du mener, at emnet har almen interesse, vil du måske tage det op i din Brevkasse i Udfordringen. Jeg læser Udfordringen hver uge. Jeg vil gerne være anonym.

En varm hilsen til dig.
XXX.

 

Stadig flere beder for syge – og det er godt

Kære XXX
Jeg synes, dit brev er interessant. Det synes jeg, fordi det faktisk rører ved et stort problem.
At tanken om forbøn et eller andet sted er dig imod, fordi du føler, at mange bliver ”snydt” for forbøn. Den tanke er ny for mig.

Dog vil jeg så hellere glæde mig over de kredse og menigheder, hvor man tilbyder forbøn for syge, ja, forbøn i det hele taget.
På et punkt har du dog ret. Den manglende forbøn i mange kredse og menigheder er et problem. Mest selvfølgeligt for dem, der kunne trænge til forbøn fx på grund af sygdom.

Lad mig nu først slå fast, at forbøn for syge ikke er den nemmeste tjeneste for kristne.
Ser vi på Jesu tjeneste, mens han var her på jorden, så ser vi, at Jesus så sygdom som menneskenes fjende. Det viser alle hans helbredelser, og det er jo trods alt Jesu tjeneste, vi skal efterfølge,

Han havde næppe hjulpet den syge ved Betesdas dam, eller kvinden med blødningerne, eller de lamme, de stumme, de blinde og de døve, hvis han mente, at deres sygdomme var til gavn for dem.

Gud siger jo også til os i Bibelen, at han på alle måder ønsker, at vi skal have det godt.
Den bibelske lære, som jo helst skal være de kristnes udgangspunkt, taler til os om på alle måder at hjælpe de syge. Herunder også at bede for syge. Bøn er jo det stærkeste hjælpemiddel, vi har som kristne.

Det praktiserede Paulus på Malta: Paulus gik ind til den syge, står der – ”lagde hænderne på ham og bad for ham og helbredte ham.” Paulus vender jeg tilbage til.

Jesus har ikke alene talt til os om at bringe mennesker frelse. Han har også pålagt os ved tro, håndspålæggelse og bøn at give mennesker deres sundhed tilbage.

Men gennem årene er der sket en langsom svækkelse af kristendommens tro på guddommelig helbredelse. En udvanding kunne vi kalde det.

Det er sket på trods af, hvad Jesus ønskede. Hør blot hvad Jesus siger til sine første disciple i Johannes-evangeliet kap. 14, vers 11 og 12:
”De, som tror på mig, skal også gøre de gerninger, jeg har gjort, – ja, de skal endda gøre større gerninger.”
Jesus står her med en gruppe mennesker foran sig, nemlig hans disciple. De skulle efterfølge hans eksempel, også med hensyn til helbredelser. De var det 1. århundredes Jesu-disciple. Vi er i dag faktisk det 21. århundredes Jesu-disciple.

Hvad der derefter sker med disciplene, læser vi i Markus-evangeliet kap. 6, versene 12 og 13: ”Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.”
Nu tilbage til Paulus. Han var ikke med blandt de første disciple. Paulus havde nemlig ikke vandret med Jesus, mens Jesus vandrede her på jorden. Men alligevel var han tro mod Jesu befaling med hensyn til de syge.

Han havnede på et tidspunkt under store besværligheder på øen Malta. Han var på missionsrejse. Han kommer til en mand, en far, der ligger syg, plaget af feber og dysenteri. Det læser vi i midten af kap. 28 i Apostlenes Gerninger.
”Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham og helbredte ham.”

Efter dette kom også de andre syge på øen og blev helbredt. I en bibel-kommentar står der endda, at Paulus helbredte alle de syge på Malta.
Noget, der er anderledes, læser vi i det 1. brev til Timotheus kapitel 5, vers 23, her skriver Paulus til sin syge ven Timotheus: ”nyd lidt vin for din mave og dine jævnlige sygdomme.”

Og i 2. brev til Timotheus kapitel 4, vers 20 fortæller Paulus, at han efterlod Trofimus syg i Milet.

For Paulus var det altså ikke altid muligt at helbrede de syge ved håndspålæggelse og bøn. Ikke engang hans venner. Det må have været svært for Paulus.
Forbøn for syge er nemlig ikke nogen nem tjeneste. Det var det ikke for Paulus. Det er det heller ikke i dag. Denne kendsgerning kan nok afholde mange kristne fra at gå i gang med forbøns-tjeneste. Men noget er heldigvis ved at forandre sig.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov