Ateisten Hawking og den kristne Joni

Astrofysikeren, professor Stephen Hawking, som døde 14.3.18, 76 år gammel, har jeg fulgt med særlig interesse, da han ligesom en af vore nære venner led af den uhelbredelige sygdom ALS, som han fik som 21-årig. Mod alle odds fik han alligevel et langt liv, selvom lægerne dengang kun gav ham 2 år at leve i. Gud gav ham i sin langmodighed ekstra respit.

Han hyldes nu verden over som det forskergeni, han var, og hans foredrag samlede store skarer, selvom han kun kunne tale gennem avancerede computere. Han fik mange ekstra år til at tænke over livet, og det var præcis, hvad han gjorde. Han traf et ateistisk livsvalg med påstanden om, at ”vi er blot en avanceret type aber på en lille planet fra en gennemsnitlig stjerne. Vi kan forstå universet, og det gør os særlige…”

Jeg tænker på en anden rullestol-berømthed, nemlig Joni Eareckson Tada (f. 1949), der som 17-årig blev lam fra skuldrene og nedefter efter et udspring i en pool med for ringe vanddybde i CA.

Ja, så ”meningsløs” er hendes historie, og dog behagede det Gud at herliggøre sig gennem hendes ulykke for over 50 år siden og gøre hende til et levende vidne om frelsen i Kristus og hans store nåde og kærlige ledelse. Hendes bøger blev bestsellers, og hendes vidnesbyrd fra mange platforme rørte hjerterne.

Ja, to dramatiske hændelser. Hawking blev verdensberømt som en højt profileret ateist, der beklagede, at han som videnskabsmand nogensinde havde været så dum at give plads til Gud i sit verdensbillede, og en kristen kvinde, for hvem Kristi evangelium kom til at fylde alt i hendes liv som det eksistentielle svar, videnskab og filosofi ikke kunne give.

Hawking blev nok den mest berømte, verdsligt set, men Jonis stjerne kom til overgå alle andre lysende ”stjerner” i glans og viste fra sin rullestol den vej for andre, som er Ham, Guds Søn, der er vejen, sandheden og livet.