Pastor bliver anklaget for terror og spionage

Amerikanske Andrew Brunson risikerer at få op til 35 års fængsel i Tyrkiet.

Den 16. april skal pastor Andrew Brunsons sag prøves i en tyrkisk kriminalret. Først nu, 17 måneder efter fængslingen, kommer retssagen mod 50-årige Brunson.

Brunsons advokat, Ismail Cem Halavurt, udtaler til World Watch Monitor, at et 62-siders anklageskrift først kom ham i hænde, efter at det var lækket illegalt til tyrkiske medier.
Anklageskriftet blev angiveligt tilbageholdt som ”bevismateriale”.
Advokaten har kun få uger til at forberede sig til sagen, hvor Brunson anklages for at have links til de to terrororganisationer: FETO-netværket under Fethullah Gülen og det forbudte kurdiske parti, PKK.

”Hemmelige” vidner

Anklagerne mod Brunson bygger på udsagn fra ”hemmelige” vidner, der er blevet afhørt af anklageren.
Et af vidnerne hævdede, at Brunson regelmæssigt har haft møder med en lokal leder af FETO-netværket. Brunson selv har erklæret, at han aldrig med ”vidende eller vilje” har haft møder med noget medlem af FETO.

I juni sidste år udfordrede Soner Tufan, der er talsmand for de protestantiske kirker i Tyrkiet, de regeringsvenlige mediers dækning af sagen med ordene:
”Lad retten gå sin gang. Kom med bevismaterialet, hvis I har noget og start retssagen hurtigst muligt. Det eneste, vi ønsker, er retfærdighed.”

Politisk gidsel

I et interview efter offentliggørelsen af anklagerne mod Brunson, udtalte Soner Tufan: ”Det er en formørkelse af fornuften. At påstå, at Andrew skulle være leder i FETO og skulle have prøvet at ødeløgge dette land er en fornærmelse og en krænkelse af sund fornuft. Hvem ville dog tro den slags? Han har tilbragt en vigtig del af sit liv i dette land med at fortælle mennesker om Jesus i alle sine prædikener og arbejdsopgaver. Hvordan kunne sådan en person være medlem af en islamisk orden?”

– Andrew Brunson er uskyldig, sagde Tufan til World Watch Monitor den 21. marts. ”Der er tale om en meget politisk gidselsituation. Det er derfor [de tyrkiske myndigheder] var nødt til at kræve den værste straf mod ham, bare for at gøre ham mere værdifuld, sagde Soner Tufan.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan udtalte i september, at han han ønskede at lave en fangeudveksling, så Brunson kunne blive udvekslet med Fethullah Gülen, som lever i eksil i USA. I januar i år fastslog Erdogan, at han ville afslå at udlevere nogen fængslet ”mistænkt”, indtil USA havde udleveret Gülen.

En ære at lide for Kristus

Fra sin fængselsscelle i Izmir skrev Brunson for nylig: ”Lad os slå det fast, at jeg er i fængsel, ikke på grund af noget, jeg har gjort men på grund af, hvem jeg er – en kristen pastor.
Jeg savner desperat min hustru og mine børn. Men jeg tror på denne sandhed: Det er en ære at lide for Jesus Kristus, som mange har gjort det før mig. Min dybeste tak til alle rundt om i verden, som står sammen med mig og beder for mig.”