’Nu forberedes Jesu genkomst!’

– Gud bevarer jøderne i Israel, indtil Kristus kommer igen, siger Franklin Graham.

Evangelisten Franklin Graham er en af mange, som ser jøder og kristnes fejring af Israels 70 års jubilæum og etableringen af USAs ambassade i Jerusalem som opfyldelsen af profetier om Jesu genkomst.

”Idag for halvfjerds år siden blev staten Israel grundlagt. Som opfyldelse af profetierne lod Gud nationen blive til, og han bevarer dem indtil den dag, Herren Jesus Kristus selv vil vende tilbage for at stille sin trone i Jerusalem, som Skriften fortæller os,” skrev Franklin Graham på Facebook i mandags. Han tilføjer med henvisning til USAs beslutning om at flytte ambassaden:

”Jeg tror, det er vigtigt, at USA formelt anerkender Jerusalem som Israels hovedstad og flytter vores ambassade dertil.

Det er blevet lovet af tidligere amerikanske præsidenter og regeringer, men det er aldrig blevet til virkelighed før nu,” skriver Franklin Graham.

– Jerusalem er den evige hovedstad for det jødiske folk, sagde pastor John C. Hagee.
3.000-årig sandhed

Mange kendte prædikanter har kommenteret på forbindelsen mellem ambassadeindvielsen og bibelske profetier.

Seniorpastor John C. Hagee fra Cornerstone Church i Texas talte ved indvielsen om Jerusalmens særstilling som ”Guds stad”:

”Jerusalem er stedet, hvor Jeremias og Esajas skrev de principper om retfærdighed, som er blevet det moralske fundament for den vestlige civilisation. Jerusalem er der, hvor Messias vil komme for at grundlægge et kongerige, som aldrig får ende,” sagde Hagee. I sin bøn for ambassaden bad han:

”Vi takker dig, Herre, for præsident Donald Trumps mod til at anerkende den 3000-årige sandhed over for hele verden, at Jerusalem er og altid vil være den evige hovedstad for det jødiske folk.”

Også præsten Greg Laurie fra Californien har udtalt sig positivt om ambassadeflytningen.

”Jerusalem har altid været og vil altid være hovedstaden i denne store nation (Israel). Herren gav den til Kong David og nu er det på tide, at vi flytter vores ambassade dertil,” udtalte Greg Laurie i en kort videohilsen på Facebook.

– Trump har ligesom Kong Kyros opfyldt bibelske profetier, sagde dommer Jeanine Pirro.
Som Bibelens Kyros

Dommer Jeanine Pirro, der bl.a. er studievært i debatter på Fox News, sammenligner Trump med den bibelske Kong Kyros:

”Donald Trump anerkender historien. Han har, ligesom Kong Kyros før ham, opfyldt den bibelske profeti udtalt af guddomme, som tilbedes af jøder, kristne og selv muslimer, at Jerusalem er den evige hovedstad i den jødiske stat og at det jødiske folk fortjener et retfærdigt, frit og suverænt Israel,” skrev dommeren i et indlæg på Fox News sidste søndag.

Voldelige protester

Ambassadeindvielsen i Jerusalem og Israels jubilæum bliver set som en provokation i den muslimske verden. Der var voldelige protester ved grænsen mellem Gaza og Israel, hvor mange palæstinensere blev dræbt og mindst 2400 såret. Der blev bl.a. sendt brændende drager over grænsen mod Israel, hvor soldaterne svarede igen med skydevåben, da de blev beskudt med bl.a. molotovcocktails.

Ifølge den amerikanske pressesekretær Raj Shah var det terrorgruppen Hamas og ikke de israelske tropper, som var skyld i blodsudgydelserne. Et stort flertal af de dræbte var medlemmer af Hamas.

”Vi mener, at Hamas er ansvarlig for disse tragiske dødsfald, at deres ret så kyniske udnyttelse af situationen er det, der har ført til disse tab, og vi ønsker bare, at de stopper det, sagde Raj Shah.