Debat

Hvorfor protesterede danske præster ikke?
„Barbariske drab på skolepiger,“ lød overskriften til følgende TV 2-nyhed 30-10-05: „Ukendte gerningsmænd overfaldt lørdag en gruppe gymnasieelever i Indonesiens urohærgede provins Sulawesi og skar hovedet over på tre piger. Øen Sulawesi har de seneste år været præget af kampe mellem landets kristne mindretal og muslimer, der udgør mere end 90 % af Indonesiens indbyggere. Eleverne gik alle på en kristen privatskole og var på vej til skole, da de blev overfaldet af hætteklædte mænd. Eleverne fik halsen skåret over. Deres hoveder blev senere fundet flere kilometer væk.“
Hvorfor blev der ikke fra danske prædikestole protesteret mod disse grusomheder begået mod unge kristne trosfæller?
I nyhederne fra tv-danmark 2/1-06 oplystes det, at en bombe på en markedsplads i byen Palu, ligeledes i den religiøst splittede Saluwesiprovins i Indonesien, havde kostet mindst otte mennesker livet og kvæstet yderligere 45. Det var kristne, der blev ramt af bomben.
Dette er kun to af de mange rystende eksempler på den forfølgelse af kristne, der finder sted i mange lande.
„Kristne, jøder og muslimer har intet at lade hinanden høre,“ er en ikke ualmindelig fordom mod kristne og jøder.
Har vi nogensinde hørt om, at kristne eller jøder har skåret halsen over på unge muslimer?
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Århus C

Ytringsfrihed -en boomerang!
Ved flittig brug af sin ytringsfrihed risikerer man at blive ramt i nakken af sin egen boomerang.
I Pia Kjærsgaards ugebrev 2. juledag 2005 siger hun under overskriften „Politiserende præster slår usmagelig plat på julen“:
„Kære præster. I skal være så hjerteligt velkomne til at blande jer i den politiske debat. Men smid præstekjolen først. Lad være med at fægte med bibelen og evangeliet eller tale om Jesu lignelser. Vær konkrete og fortæl om det, der bekymrer jer.“
Hvis jeg var præst, ville jeg svare: Kære Pia Kjærsgaard! Det er i høj grad bekymrende, at vi ikke må være konkrete. Hvis fri abort er det samme som fosterdrab, må det politiserende kunne siges fra prædikestolene, hvad der står i Bibelen: Du må ikke slå ihjel!
Knud Held-Hansen
Th. Staunings Vej 12
9210 Aalborg SØ

Er du allerede abonnent? Log ind her.

Denne artikel er gratis.

Opret en gratis konto og få flere af Udfordringens bedste artikler direkte i din indbakke.

Eller bliv abonnent og få ubegrænset adgang til alle artikler.