Jorden har vi kun til låns

Noget af det første, vi kan læse i Bibelen, er, at Gud satte mennesket til at forvalte sit skaberværk – i frihed og ansvar.

I et interview i Politiken hævdede en dansk klimaforsker, at kristendommen er hovedansvarlig for de klimaændringer, vi ser nu. At kristendommens natursyn skulle være hovedårsagen til de menneskeskabte klimaforandringer, fordi Gud skabte naturen, og Gud har givet den til mennesket til fri afbenyttelse. Synspunktet er hørt før.

Men det er noget pjank. Det er at lægge skylden/ansvaret over på Gud. Så kunne vi lige så vel hævde, at fordi Gud skabte mennesket, er han skyldig i alle de sære ting, vi har for, og i alle de unoder, vi render rundt og laver. Det ville være en fuldkommen misforståelse af skabelsen og syndefaldet.

Vi er tværtimod skabt til frihed og dermed til ansvar. Vi er Guds forvaltere, også når det handler om, hvordan vi forvalter miljøet, klimaet, fattigdommen osv. – slet og ret!

Derfor er det i høj grad også et kristent-etisk anliggende, hvordan vi skal tackle de klimaændringer, som ikke er noget, der måske/måske ikke kommer i en eller anden abstrakt fremtid, men noget som vi allerede begynder at mærke: Voldsom tørke, heftige hedebølger, hyppigere og kraftigere storme, oversvømmelser, ustyrlige naturbrande osv. rundt om på kloden. Det handler også om en kerneværdi i kristendommen: Næstekærlighed. Hvilken verden vil vi give videre til de næste generationer?

Katharine Hayhoe er en anerkendt amerikansk professor og klimaforsker, som i 2014 kom på Time Magazines liste over USA’s 100 mest indflydelsesrige personer. Hun er også en konservativ, evangelikal kristen, gift med en evangelikal pastor, og har viet meget af sin tid til at forsøge af overbevise andre evangelikale kristne i USA om alvoren i de klimaforandringer, vi ser, men er igen og igen stødt på en mur af modstand. Hun siger, at de to ting, hun hører mest, er en generel mistillid til videnskaben, og at det måske ville undergrave tanken om Guds suverænitet, hvis klimaændringerne skulle være menneskeskabte.

Selv svarer hun nej, for det handler om vores frie vilje: ”Gud gav os hjernen til at træffe gode valg, og der er konsekvenser forbundet med disse valg”.

I en herlig anekdote om Martin Luther fortælles det, at han engang blev spurgt: ”Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at verden går under i morgen?”. Luther svarede: ”Så ville jeg plante et æbletræ”.

Vi skal selvfølgelig plante et æbletræ – billedligt talt – når vi snakker klimaforandringer!

Klimaforskerne er ret enige om, at hvis vi kan holde den globale opvarmning på under 2 grader celsius, så kan vi indrette os og lære at leve med det, bygge diger osv. Højest 2 grader, og helst mindre, var også det sigte, som verdens ledere ved COP21-topmødet i Paris enedes om i den globale klimaaftale, der skulle begrænse udslip af drivhusgasser.

Skrækscenariet er selvfølgelig, at klimaet løber løbsk, og temperaturen stiger med 4 eller måske 6 grader, hvilket vil få uoverskuelige konsekvenser med smeltet polar- og indlandsis og oversvømmelser af lavtliggende områder, også i Danmark.

Men så galt behøver det ikke at gå. Det kræver dog politisk vilje fra alle sider, ikke mindst hos den siddende præsident for den største af supermagterne.

Det er legitimt at hævde, at Paris-aftalen er utilstrækkelig og dyr, som Bjørn Lomborg gjorde, og at pengene bruges bedre på at bekæmpe følgerne end på at forsøge at forebygge klimaændringer. Men at signalere, at klimaændringerne er nærmest ikkeeksisterende, er ikke at være den gode forvalter.

Man kan også, som nogle kristne, vælge at tolke tidens tegn med afsæt i Bibelen, men hvad enten klimaændringerne er tegn på endetiden eller ej, så skal vi stadig plante det dér æbletræ. Som den gode forvalter og i skyldig tak!