Merethe stod fast som en bornholmsk klippe

Tidligere MF’er for Kristeligt Folkeparti fylder 75 år.

Tidligere folketingsmedlem Merethe Due Jensen fylder 75 år 10. september 2018

Merethe Due Jensen er født på solskinsøen Bornholm. Her voksede hun op i Nexø på et lille husmandssted under ret beskedne forhold med nogle køer, grise og høns, men med kærlige, gode og arbejdsomme forældre, hvor de kristne værdier var en naturlig del af Merethe Due Jensens opvækst.

Købmandsuddannet

Merethe kom i lære hos den lokale købmand, men selv om hun med sit smilende og festlige væsen var god til kunderne, følte hun en stærk trang til at prøve nye udfordringer – i København.

I 1965 blev hun gift med Nørrebro-drengen Ebbe Jensen, der var fotohandler.

Efter en årrække som bogholder valgte Merethe Due Jensen at hjælpe sin mand i de to fotoforretninger, parret havde, dels på Nørrebro, dels på Gammel Kongevej på Frederiksberg.

Senere solgte de forretningerne, og Ebbe Jensen blev kontorleder på Kristeligt Folkepartis kontor i Skindergade. Da generalsekretæren kort efter stoppede, blev han partiets daglige leder.

Det var i den periode, hvor Kristeligt Folkeparti havde flere folketingsmedlemmer på Christiansborg.

Han arbejdede bl.a. tæt sammen med Jens Møller, Christian Christensen, Arne Bjerregaard, Jens Steffensen, Inge Krogh og Flemming Kofod-Svendsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ebbe blev senere kommunikationsdirektør i det daværende Danske Handelskammer nu Dansk Erhverv.

Hjerte for børn

Merethe Due Jensen havde ikke planlagt at blive politiker. Hun havde derimod lyst til at arbejde med børn og læste til lærer om aftenen på Københavns dag- og Aftenseminarium med tilvalg af speciale C, som gav hende mulighed for at undervise børn, der havde særlige behov, og som stod hendes hjerte nær.

Men pludselig kom Merethe Due Jensen i Folketinget i 1988 og igen i 1993 for Kristeligt Folkeparti. Hun kom først ind som stedfortræder, da Flemming Kofod-Svendsen blev minister, og et folketingsmandat dermed blev ledigt. Merethe stod da øverst på listen over kandidater med personlige stemmer. Og det viste sig hurtigt, at pædagogen også havde et politisk talent.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Merethe Due brugte sin politiske karriere til at kæmpe for sine mange mærkesager; de ufødte børns ret til livet, kampen imod kunstig befrugtning og fosterfordrivelse (abort), afskaffelse af børneporno samt en opstramning af folkeskolens formålsparagraf, hvor værdibegrebet om kristendom skulle indgå.

Merethe Due Jensen stod fast som en bornholmsk klippe på disse områder, hvilket gav en del natlige møder på Borgen.

Store sorger

Merethe Due Jensen flyttede til Frederiksberg i 2004. På Frederiksberg genfandt hun igen lysten til at melde sig ind i et politisk parti efter en længere pause i politik på grund af sygdom og død i den nære familie – og det blev Det Konservative Folkeparti.

Selv om Merethe Due Jensen mistede sin mand til kræften i 2001, efter 36 års lykkeligt ægteskab, og den ene af sine sønner ved en trafikulykke, er hun taknemmelig for livet. Hun ser tilbage på et rigt og spændende liv, selv om der også har været store sorger.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Merethe glæder sig over sin søn, Henrik, svigerdatteren og sine to børnebørn og et nyt lille medlem af familien – et lille oldebarn. Sønnen Henrik kender mange af Udfordringens læsere fra sit arbejde som rejsesekretær i Dansk Europamission.

Merethe nyder sit pensionistliv med rejser rundt omkring i verden – især den svenske natur med skove og elve tiltaler Merethe.

Merethe Due Jensen fejrer sin 75 års dag med familie og venner på Frederiksgården på Frederiksberg.