En livstidsfanges historie og venskab med IM

Livstidsfange Lars Irgens Petersen rakte i desperation i et brev ud til Indre Mission. Det blev der et venskab med tidl. generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen og en bog ud af.

Det skulle jo gerne være så godt, men så kom det faktisk til at gå rigtig skidt. Lars Irgens voksede op i et socialt boligbyggeri i Taastrup, men de gode minder er få.

En far, der er i tvivl om, hvorvidt han nu også er far til knægten. En mor, han i dag karakteriserer som et ubehageligt og ondskabsfuldt menneske. Hvor meget mindre kan man bede om?

Han karakteriserer sin barndom som et helvede, ”fattigt på venskaber – både med udefrakommende og indbyrdes”.

I skolen var han bagud, men kompenserede ved at lave narrestreger. Måske kimet til den tumultariske tilværelse og kriminelle karriere, der efterfølgende skulle blive hans; det hele kulminerer med en smugleraktion, han deltager i – en last på 13 tons marokkansk hash.

I forbindelse hermed begår han også dét nøje planlagte mord, han i dag afsoner en livstidsdom for.

På flugt fra indre dæmoner

Mentalt ender han med at føle sig mere og mere fastlåst i sit eget sind: ”For hvor skulle jeg starte, og hvor skulle jeg slutte for at få styr på mit liv?” spørger han (s. 219). Han er på flugt for sine indre dæmoner, på jagt efter et nyt ståsted, en ny vej gennem livet.

Uden i øvrigt at have noget særligt kendskab til bevægelsen sætter han sig en dag ned i fængslet og skriver til Indre Mission. Spørger ad, om der mon er plads til ”sådan én som ham” i deres kristne fællesskab.

Besøgsven fra IM

Det er der, og det bliver tidl. generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen, som takker ja og bliver Lars’ besøgsven – med streg under ’ven’. I bogen veksler Lars’ beretning med Thomas’ indskudte essays om emner som bl.a. kærligheds-løshed, skam, skyld, empati, ondskab, fremmedgørelse, psykopati og nåde. Denne komposition af bogen giver en sjælden nuancerings-rigdom, som man ellers ikke er vant til i den slags bekendelses-bøger.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tilbage står kun at ønske den held på vejen. Alt andet vil ikke være rimeligt.

Lars Irgens Petersen og Thomas Bjerg Mikkelsen: ”Alle vil jo bare elskes.
En livstidsfanges historie og en vens tanker.” 279 sider • 200 kr. • Lohse