Tyskland vil altid støtte Israel’

Under sit 5. besøg i Israel som Tysklands kansler modtog Angela Merkel et æresdoktorat fra Haifa Universitet.

Her ses hun sammen med statsminister Benjamin Netanyahu under en pressekonference i Jerusalem.

Forholdet mellem Israels statsminister Benjamin Netanyahu og Tysklands kansler Angela Merkel ser ud til at være strålende. Begge ønsker kamp mod antisemitisme, vil forhindre at Iran får atomvåben og vil udvikle samarbejdet på næsten alle områder.

Merkel og Natanyahu holdt pressekonference på det berømte King David hotel i Jerusalem den 4. oktober. Det var det syvende fælles regeringsmøde mellem de to lande. Ordningen med fælles regeringsmøder blev vedtaget i 2008. Sidste år blev det dog aflyst på grund af tysk misfornøjelse med Israels politik.

Dette var Merkels femte besøg i Israel, siden hun blev kansler for snart 13 år siden.

Svigter aldrig Israel

Merkel og Netanyahu udsendte en fælles erklæring, hvori det hed, at de er tilfredse med udviklingen af det stærke og levende samarbejde gennem det seneste tiår. Netanyahu bekræftede, at Tyskland er og vil forblive en af Israels nærmeste og vigtigste allierede.

Kansleren understregede, at den tyske regering har en forpligtelse og et historisk ansvar for Israels sikkerhed som en jødisk stat og sagde, at man aldrig må gå på kompromis med Israels ret til at eksistere. Tyskland er imod enhver boykot af Israel.

– Merkel sagde i Knesset for ti år siden, at Tyskland aldrig vil svigte Israel. Du har vist, at du har holdt ord, sagde Netanyahu.

Samarbejdet mellem de to lande handler ifølge erklæringen om både innovation, økonomi, handel, kultur, miljø, ungdomsudveksling, politik, forsvar, efterretning, kamp mod terror og cybersikkerhed. Netanyahu påpegede, at Tyskland er en bil-nation med kapital, og Israel arbejder for at få trygge selvstyrende biler.

Mod antisemitisme

Netanyahu takkede Merkel for hendes hårde kamp mod antisemitisme både i Tyskland og i Europa.
I erklæringen taler Netanyahu og Merkel om vigtigheden af at bevare mindet om holocaust for fremtidige generationer, så det bliver en søjle i forholdet mellem de to lande og folk. De ønsker større udveksling af unge.

– Der har været problemer med antisemitisme i Tyskland. Vi kæmper mod antisemitismen og vil sikre jødisk liv i Tysland. Det at jødiske huse må beskyttes af politiet, viser, at vi må fortsætte kampen mod antisemitismen. Vi må få folket med os, og regeringen må lede dette arbejde, sagde Merkel under spørgerunden.

Fra venstrefløjen og islam

Netanyahu forklarede også, hvordan den moderne antisemitisme viser sig i dag.

– Før var antisemitismen traditionelt på højrefløjen. Nu er der en ny antisemitisme. Man finder den på den radikale venstrefløj og blandt muslimer i Europa. Antisemitisme er altid bagvaskelse.

I gamle dage sagde de, at jøder forgiftede brøndene og drak blodet af kristne børn. Selv Voltaire og Dostojevskij troede på dette. Nu ser man igen bagvaskelser, men de er rettet mod staten Israel. Vi bliver beskyldt for at gøre forfærdelige ting, blandt andet mod palæstinensiske børn. Masser af folk tror på dette.

Kampen mod antisemitismen må rettes mod dem, som angriber den jødiske stat. Israel er den eneste stat i Mellemøsten, som garanterer rettigheder for minoriteterne, sagde Netanyahu.
Han tilføjede, at man nu ser ændringer til det bedre i den offentlige mening i arabiske stater.

Irans krigsmaskine

Igen advarede Netanyahu mod Iran, som ekspanderer i Mellemøsten og forsøger at skaffe sig atomraketter. Han var imod at fjerne sanktionerne mod Iran og støtter USAs sanktioner.
– De milliarder, som går til Iran, bruges til at betale landets krigsmaskine, sagde Netanyahu.
Han henviste til, at iransk efterretning forsøgte at begå terroraktioner på europæisk jord, og bad verdens nationer om at presse Iran til at stoppe med terror. Videre påpegede han, at Iran vil bruge Syrien og Libanon til terrorangreb mod Israel.

Netanyahu sagde, at Israel vil fortsætte med at blokere dette. Ifølge pressen har Israel siden 2017 gennemført 200 angreb mod iranske mål i Syrien. Målene var især våbenfabrikker og overførsler af avancerede raketter til Hizbollah i Libanon.

Tyskland støttede ophævelsen af sanktionerne mod Iran. Iveren for samarbejde med regimet har været stor i Tyskland. Men Merkel sagde under pressekonferencen, at Tyskland vil gøre alt for, at Iran ikke skal få kernevåben. Iranerne har selv udtrykt ønske om at udslette Israel og forsøgt at udvikle atomraketter.

– Israel har ret til at forsvare sig, sagde Angela Merkel.

PLO-stat

Kansler Merkel fremmer det europæiske syn om et tostatsløsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

– Vi støtter en tostatsløsning. Vi opfordrer palæstinenserne til at komme til forhandlingsbordet, sagde Angela Merkel, som ville tage sagen op med PLO-leder Abu Mazen direkte, ikke på pressekonferencen.

Hun udtrykte dog bekymring for, at jødiske bosættelser kan gøre det vanskeligere at få gennemført en tostatsløsning.