Tusinder af fulanier bliver kristne – andre begår terror

– Tusinder af fulanier bliver kristne, fortæller Todd Nettleton fra Voice of the Martyrs.

– Fulani-stammen er meget stor. Tusinder af fulanier kommer til tro på Kristus. Vi skal ikke kalde dem radikale, bare fordi nogle islamister fra denne gruppe begår terrorangreb.

Det understreger Todd Nettleton fra Voice of the Martyrs (VOM) i en samtale med Mission Network News efter et angreb den 27. september. Her myrdede fulanier 20 kristne landsbyboere og 7 studerende fra Jos.

VOMs ansatte i området siger, at fulanierne var klædt som militærsoldater, da de angreb landsbyen. Folk spørger derfor, hvem der egentlig støtter terroristerne.

Islamister forklædt som hyrder

Tusinder af nigerianske kristne er blevet dræbt under fulani-angreb bare inden for det sidste år. De fleste medier fremstiller angrebene som sammenstød mellem fulani-hyrder og kristne bønder. Derimod skriver International Society for Civil Liberties & the Rule of Law, at der har været en jihadistisk magtovertagelse i gruppen.

Emeka Umeagbalasi fra Intersociety udtalte i august til Christian Post, at de radikale forklædt som hyrder prøver at udrydde kristendommen. Samtidig prøver de at fremstille konflikten i de internationale medier som en strid om græsningsland.

De kristne bliver dræbt i stort tal blandt andet med automatvåben. Samtidig bliver deres huse og kirker brændt ned.

– Hvor mange muslimske bønder er blevet dræbt af fulani-hyrder? Hvor mange muslimske hjem er blevet ødelagt eller brændt? Ingen. Det har intet at gøre med en konflikt mellem hyrder og bønder. Det er løgn, forklarede Emeka Umeagbalasi til CP. ”Vi ønsker ikke at bruge udtrykket ”fulani-hyrder”, vi foretrækker at tale om ”fulani-jihadister” forklædt som hyrder,” tilføjer han.

Kristne deler evangeliet med muslimer

Todd Nettleton fortæller, at de kristne i Nigeria står fast i troen og endda beder for deres angribere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Tusinder af fulanier følger Jesus Kristus. Så i denne traditionelt muslimske etniske gruppe har tusinder forladt islam for at følge Jesus Kristus. Det ser kirken – og det bygger bro.”

Voice of the Martyrs hjælper tusinder af de fordrevne kristne med fx mad, myggenet og sovemåtter.
”Det er vores brødre og søstre, som har det meget svært. De bliver angrebet. Derfor hjælper jeg og fortæller andre om det,” forklarer Todd Nettleton.