Sprognørden og pædagogen blev præstepar på Bornholm

Jens Borg Spliid flygtede ind i sprogene, da han som barn mistede sin far. Han kan derfor forstå 11 sprog, men nogen af dem ruster, siger han.

– Har du altid godt kunnet lide sprog? spørger vi.

– Jeg har altid haft nemt ved sprog. Men det var nok, da jeg var ude i min eksistentielle krise, og ikke kunne finde mine egne ben, at jeg ”flygtede” ind i sprogstudier, forklarer han.

– Jeg har fx skrevet mange digte på engelsk – også til min kone. Og jeg har jævnligt bryllupper og dåb på tysk, og Taizé-gudstjenester på forskellige sprog, fordi det falder nemt for mig.

Sprogene ruster…

– Problemet er at holde sprogene vedlige, indrømmer han.
– Fransk negligerer jeg desværre. Men jeg prøver at holde engelsk, tysk og spansk i topform.

Og så bruger jeg jo græsk, latin og hebræisk i mit arbejde som teolog, så de bliver også holdt rigtig godt vedlige. Men alt det andet ruster… Det er ligesom et instrument, der skal spilles på det jævnligt.

– Kan du også forstå aramæisk, som Jesus talte?
– Nej, ikke aramæisk, men koptisk og assyrisk…
– Er der flere?
– Finsk.
– Finsk? Er det ikke umuligt?
– Nej, finsk er fornuftigt opbygget. Kinesisk er da meget værre. I stedet for et alfabet har de et logografisk system – dvs. at hvert eneste ord har et tegn. Det eneste clu, man har, er en radikal inde i ordet – fx en vandradikal, forklarer Jens, – hvorefter Udfordringens medarbejder holder op med at notere flere detaljer ned.

Vi sidder ved køkkenbordet i præstegården i Bredgade 16 i Nexø, mens Jens fortæller:

Mistede sin far

– Jeg er vokset op i et grundtvigsk hjem, hvor man fx bad aftenbøn. Så jeg fik troen ind med modermælken. Jeg har også gået på Skt. Knuds Skole i Aarhus. Og det var en fed oplevelse at se en katolsk og protestantisk præst stå og lyse velsignelsen sammen.

– Hvornår fandt du ud af, at du skulle være præst?

– Jeg mistede min far i en meget tidlig alder. Jeg var knapt ti, da han døde af en sygdom, og det var nærmest umuligt for mig at komme over det. Men med tiden fandt jeg ro i Guds ord. Og på intet tidspunkt var jeg i tvivl om troen. Jeg bad, selv om jeg på det tidspunkt følte, at jeg bad ud i luften. Som om, der ikke var nogen modtager. Jeg bad og bad. Men jeg var ikke i tvivl om, at Gud var der et sted, selv om jeg savnede Hans nærvær.

Studiet var en skuffelse

Jens startede på teologi, fordi han gerne ville nærmere Gud, men det blev en skuffelse:

– Efter et år måtte jeg sande, at det kunne jeg bare ikke holde til.
For når du kommer ind på studiet, så piller de jo Bibelen fra hinanden fra en ende af – fuldstændig ”videnskabeligt” – og der er ingen, der gider høre på, hvad du mener. Og det var ikke lige det, jeg havde brug for. Så jeg følte, jeg måtte holde en pause med teologioen, indtil jeg var klar, husker Jens.

– Jeg vidste, at jeg havde nemt ved sprog, at det var min nådegave, og derfor gik jeg i gang med at studere lingvistik. Her fik jeg nogle gode redskabsfag, som ellers mangler på teologi-studiet. Jeg tænker fx på sprogpsykologi og undervisningsteori.

Skovsgaard som mentor

– Senere, da jeg studerede lingvistik, kom jeg i forbindelse med en kirke for at få et studiejob. Det var i Gellerup sogn ved Aarhus, og præsten var dengang Steen Skovsgaard – senere biskop på Lolland-Falster.

Han blev hurtigt min sognebånds-præst og mentor. Og han er også et forbillede for mig, fordi han er en dygtig diplomat og formår at bygge bro mellem dem, der ikke kan enes.

Det hjalp mig til senere at skrive mit speciale om debatten om kvindelige præster, hvor jeg forholdt mig objektivt til emnet ud fra en kirkehistorisk vinkel.

Mit studiejob var at synge i kirkekoret, så jeg var i kirke hver søndag. Det modnede mig at høre tre meget forskellige præster, og jeg tror, at Gud havde en finger med i spillet. Jeg kom også med i menighedsrådet – det måtte ansatte godt dengang.

Tilbage til teologien

– På et tidspunkt skulle jeg beslutte mig for, om jeg ville gøre lingvistik-studiet færdigt. Jeg fik en snak med Steen, og han fik mig til at overveje teologien igen.

Jeg tog op på universitetet, og i løbet af en halv time var jeg igen igang med teologi-studiet. Normalt tager det meget længere tid. Men her gik det utænkeligt hurtigt. Og nu var jeg klar.

Jens gik ikke på Menighedsfakultetet, fordi man dengang ikke havde mulighed for at give en bachelor-uddannelse. Men han havde meget berøring med dette studiested, fordi han også kom i Indre Missions Ungdom (IMU) i Aabyhøj.

Susanne dukker op

En dag mødte Jens en meget interessant pige fra Kolding, som var på besøg hos nogle af deres fælles bekendte i Aarhus.

– Jeg husker, at han var meget nørdet i forhold til mig. Jeg er pædagog og meget nede på jorden, fortæller Susanne, som dengang var 29 år.

– Vi faldt alligevel i snak. Jeg havde året forinden mistet min far meget pludseligt. Og Jens havde jo mistet sin far som barn. Så han kunne forstå de følelser, jeg havde.

Desuden havde hans forældre boet på Falster, og jeg kom fra Lolland. Og det sjove var, at Jens’ far havde været øre- næse- halslæge i Maribo, og vi fandt ud af, at det måtte have været ham, der fjernede mine polypper!

Susanne havde ellers en periode mistet troen, mens hun læste på seminaret. Men i praktik i Zimbabwe for Mellemfolkeligt Samvirke fik hun den igen.

– Jeg talte med min afrikanske vejleder, som sagde: ”God will find you again. Don’r run away.” Så var jeg med i kirke, og de bad for mig, og der skete bare noget, som jeg ikke kan forklare. Jeg blev fyldt! siger Susanne.

Nygifte i Kolding

Susanne og Jens blev gift i 2006 og boede i Aarhus det første år. Derefter flyttede de til Kolding, hvor Susanne havde job. Jens skulle kun på universitetet en-to gange om ugen, så han kunne bedre rejse frem og tilbage.

De kom til at bo i to år ovenpå Café Genesis, som var en udadvendt kristen cafe i et tidligere bordel lige ved banegården. Når toget kørte forbi, rystede hele den gamle bygning.

– Så flyttede vi til Lolland. Til Rødbyhavn. Det var lidt tilfældigt, fordi min mors hus stod tomt, og Jens skulle skrive speciale, så han behøvede ikke sidde i Aarhus. Og jeg fik så et ret godt job, så vi kunne lægge penge til side og få afviklet noget studiegæld.

I december 2010 var Jens færdig som teolog. Året efter fik han embede i Nexø på Bornholm.

– Vi kendte et præstepar på Bornholm, Anja og Christian Hüttel, som var i Olsker-Tejn. Han havde viet os. Og vi var på Bornholm for at besøge dem, da vi fik lyst til at prøve et eventyr som præstepar på Bornholm.

Det er nu syv år siden. Jens afløste Finn Kappelgaard, den tidligere generalsekretær i KFS, som var sognepræst i Nexø indtil sin pensionering.

Taget godt imod trods kirkebrud

– Hvordan er det at komme som ikke-bornholmer til øen?

– Jeg synes, vi blev taget ekstremt godt imod. Virkelig godt. Det svære er nok at komme helt ind i inderkredsen hos bornholmerne, svarer Jens.

– Mange familier er jo giftet ind i hinanden, så de kender alle hinanden, bemærker Susanne.

En stor del af menigheden forlod Nexø Kirke kort efter, at Jens kom hertil i 2012. Det skyldes ikke ham, men indførelsen af homofile vielser i Folkekirken. De oprettede Kirken på Klippen, i Østermarie. Det er en frimenighed med tilknytning til Luthersk Missionsforening.

– Det synes jeg var hårdt. Men de ældre i sognet er meget trofaste og meget omsorgsfulde, fortæller Susanne, og Jens tilføjer:

– Hvis man ”malker” folkekirken for alle de troende, hvem er der så til at pege på en konservativ præst som mig? Vi må gøre noget for at holde Folkekirken på et bibelsk grundlag, ellers smuldrer det lige så stille, opfordrer han.

Men til trods for dette brud, er der stadig høj kirkegang i Nexø kirke. Den søndag Udfordringen var på besøg, var der 71 i kirke, og det er normalt.

– Herovre er det ikke et spørgsmål om man går i kirke, men hvor… Udover folkekirken er der også Nexø Frikirke, der er katolikker, frimenigheder, missionsforeninger, Pinsekirken, Baptister, Missionforbundet… Alt findes på Bornholm.

– Alle vi præster kommer godt ud af det med hinanden. Vi er som én stor familie. Og til en vis grad gider man også lytte til hinanden, slutter Jens, der til efteråret er rejseleder sammen med Klaus Laursen på en Felix Rejse til Israel.