Norsk Oase-pionér på besøg i Danmark

Jens-Petter var ansat som lærer på Indre Missions bibelskole i Staffeldtsgate i Oslo, da han oplevede Gud på ny og blev leder af den åndelige fornyelsesbevægelse, som fik navnet Oase.

– Norsk Oase blev til forskel fra Danmark næsten født ind i Indre Mission og KFS, fortæller han til Udfordringen.

– Vi var en gruppe studentersekretærer, lærere på bibelskolen og ungdomspræster.

Vi oplevede, at det var svært at nå moderne mennesker med evangeliet. Vi kunne diskutere, og vi holdt mange kurser om teologi, men vi savnede at se mennesker bliver forvandlet…

På den tid sendte Gud den karismatiske vækkelse til alle de gamle kirkesamfund.

Vi mødtes, og vi bad sammen og råbte til Gud om at hjælpe os. Og Gud hørte os og fyldte os med sin Helligånd og gav os ny kraft og nyt håb om, at det er muligt at se både kirken og verden forandret.

Møde blev stor succes

– Vi havde lyst til at dele vores oplevelser med kolleger og præster, og vi arrangerede en weekend for dem i 1977.

Vi håbede, at 30-40 kristne ledere ville komme for at høre. Men da nyheden bredte sig, tilmeldte stadig flere sig. Og det endte med, at vi måtte låne IMs storsal, for der kom 1200!

– Var IM positiv stemt?

– Der var vældig mange fra IM og KFS, som var positive, men der var andre, som var skeptiske. De ønskede fx ikke en ny bevægelse, eller de var uenige i teologien. Men kun få var direkte negative.

– Og du fortsatte som lærer på Indre Missions bibelskole?

– Ja, jeg fortsatte frem til 1985. De første mange år i vækkelsen betalte vi ikke en krone til forkyndere, sangere, praktiske hjælpere og administration, selv om vi holdt stævner med 6-7.000 deltagere.

Men fra 1985 var vi nødt til at ansætte folk. Jeg blev nu lønnet leder i 10 år, mens jeg de første år fungerede som frivillig leder.

Hjerteanfald og nyt job

Jens-Petter Jørgensen fik i 1997 et alvorligt hjerteanfald, og det fik ham til at overveje sin situation som leder og lærer.

Han blev nu i stedet tilknyttet bibelskolen Ansgar i Kristianssand, som uddanner præster og andre kirkelige ledere til både frikirker og folkekirken. Her har han undervist i 22 år i praktisk teologi.

Samtidig har han fungeret som præst i en luthersk frimenighed i Lørenskog, der ligger udenfor Oslo, hvor han og hustruen Astrid bor. De har to voksne børn.

Og begejstringen har ikke forladt ham. Han underviser stadig 30-35 weekender om året i kirker og missionshuse m.m. i Norge.

Og i den forløbne weekend var han også inviteret til Danmark, hvor han talte på Vinter-Oase i Odder. Han var også taler på den store Sommer-Oase i Horsens i sommers.

– Jeg er gammel nok til, at jeg kunne gå på pension, men jeg synes altid, det er en glæde at komme ud og møde folk.

Både stærk og svag

– Du underviser blandt andet i at ”være stærk nok til at være svag”, som din nyeste bog hedder.

Hvad betyder det?

– Det handler om, at have en slidstærk tro. Det gælder bl.a. om at have gode relationer i vores kristne fællesskaber.

Først og fremmest en god, nær og stærk relation til den treenige Gud: Jesus, Gud og Helligånden.

Dernæst en god og livgivende relation til medmennesker.

Og sidst en god relation til én selv.

Når jeg taler om at være svag, betyder det ikke, at det er mindre karismatisk. Jeg prøver at kombinere sund og god bibelkundskab med frimodig karismatisk praksis, og det at tage psykologien og de gode relationer alvorligt.

Når man holder disse ting sammen, er der dynamik og dynamit i det.

– Jeg oplever, når jeg rejser rundt i hele Norden, at der er underskud på relationelle færdigheder også i menighederne.

Vi kan ikke undgå konflikter og at mennesker sårer hinanden, men vi må finde en måde at løse det på – både i forhold til Gud og hinanden.

Det handler om alt det, vi har til gode hos Gud og hinanden. Min seneste bog ”Troen sætter spor” (ProRex forlag) er en guide til at fortælle sin egen troshistorie.

I Norge har vi næsten oplevet en bevægelse af mennesker, som deler deres troshistorie med andre mennesker. Og det har givet en ny tillid, kælighed og vækst, slutter Jens-Petter Jørgensen, før han går ind i Billund Lufthavn for at tage hjem.

– Det er dejligt at være norsk i Danmark. Og det er specikelt dejligt at være norsk i Dansk Oase, siger han, som startede Oase-bevægelsen.