Mine børn lærer mig om Gud

Mine børn ved det ikke, men de lærer mig at leve i tillid til Gud som min far. Jeg lærer i det hele taget meget fra mine børn.

Jeg tror på og kender Gud som en kærlig Far. Jeg beder Fadervor og tror på, at Jesus mente det, da Han sagde, vi kan tale til Gud som en far. Alligevel undrer jeg mig over, at en kærlig far kan opføre sig, som Han gør. Ikke bare mod mig, men mod mennesker i det hele taget. ”Hvordan kan Du lade dem lide sådan?” ”Hvorfor sker det her nu igen?” ”Det her vil jeg ikke.”

Det er her, mine børn er i gang med at lære mig noget vigtigt om Guds kærlighed. For de protesterer ganske ofte over min opførsel som forælder. Hvis du spørger dem, stiller jeg urimelige krav og betingelser for livet i al almindelighed.

Jeg fastholder for eksempel sengetider i hverdagen. Eller tager køkkensaksen fra den mindste.

Jeg beder den ældste om selv at smøre madpakken eller lave sine lektier. Jeg siger til den mindste, at maden hører til på tallerkenen og ikke på gulvet. Jeg tørrer hans næse og vasker ham om munden. Det er ikke til at holde ud, forstår jeg på dem.

Jeg forsøger med andre ord at opdrage dem og tage vare på dem. Værre endnu bliver det, når jeg bruger min erfaring og forståelse for sammenhænge i verden til at sætte grænser for hvad lommepenge bliver brugt til, hvordan man krydser gaden eller for, hvordan vi snakker til andre mennesker. Det er, men andre ord, urimeligt i deres øjne, når jeg sætter grænser, stiller dem til ansvar (efter alder og evner) og har forventninger til, at de indgår som en del af familiens hverdag. Det er ikke de ord, de sætter på: Jeg er en nederen mor.

Og det er så her, jeg hører Gud klukke stille i mit øre, når jeg for syttende gang minder om, at ”Det er koldt udenfor, du SKAL have vanter på” eller ”Du må gerne blive vred, men vi elsker dig, og du skal have det godt. Derfor skal du i seng nu…”

Jeg hører Ham stille minde mig om, at Han jo netop er min forælder, der prøver at tage vare på mig. At netop fordi Han elsker mig, er der grænser, jeg er nødt til at leve mit liv indenfor. Ikke for at tage noget fra mig, men for at jeg kan trives og have det godt. Netop fordi Han er Gud, og jeg er mennesket, har Han en anden forståelse af sammenhænge og konsekvenser, en anden indsigt i, hvordan verden hænger sammen. Han ser ting, jeg ikke aner findes. Fordi Han er min Far, og jeg er Hans barn, må jeg have tillid til, at Han ved bedst.

Jeg kan protestere, som mine børn protesterer. Men hvor mine børn skal lære at stå på egne ben engang, skal jeg lære at læne mig mere og mere op ad Gud. Så jeg øver mig i at droppe protesterne og leve i tillid til, at min himmelske Far ved bedst.