De laver huller i muren

Kristne kvindegrupper i Israel og Palæstina er med til at bygge bro over konfliktenOrit er messiansk jøde, og Shireen er kristen palæsti­nenser. De mødte hinanden på en kvindekonference i Petra, Jordan, i december 2005.

I dag er det meste af Betlehem omgivet af en sikkerhedsmur, og man skal vise pas for at komme gennem tjekpointet

Konferencen var organiseret af Musalaha, en kristen organisation startet af en kristen israelsk araber, Salim Munayer, for ca. 15 år siden. Organisationen arbejder for at fremme forsoningen primært blandt Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere. Musalaha er et arabisk ord, der betyder forsoning.
Konferencen var et led i et nyt kvindeprojekt startet af Musalaha i sommeren 2005 i samarbejde med Den Danske Israelsmission.
Projektet har som formål at starte mindre kvindegrupper rundt omkring i Israel og Palæstina. Grupperne består af ca. 20 kvinder fra begge sider af konflikten. Disse grupper skal være med til at bygge bro over konflikten, ved at kvinderne møder hinanden, danner relationer og får sat ansigt på den anden part i konflikten. Dette er altsammen en del af Musalahas vision om at efterleve Jesu eksempel om at elske sin næste som sig selv.

– Selvom de kun bor 40 minutter væk, så har jeg aldrig haft muligheden for at møde dem, siger israelske Orit om palæstinensiske kristne.

Jeg møder Orit på hendes arbejdsplads i en lille kibbutz, der hedder Giv’at Brenner syd for Tel Aviv. Hun er en smart klædt forretningskvinde med et tydeligt ’drive’ over sig, som man straks lægger mærke til. Hun byder straks på kaffe, og så går snakken ellers i gang.
Orit er 44 år og leder af et af de få kristne forlag i Israel, der oversætter og udgiver kristen litteratur på hebraisk til børn og unge i menigheder i Israel. Hendes mand arbejder også i firmaet, og sammen har de fire børn, hvoraf den ældste er i hæren. Orit er opvokset i en sekulær jødisk familie, der har boet i Israel i syv generationer. Hendes far var general i faldskærmstropperne, og hun var selv kaptajn i hæren og har blandt andet patruljeret i Østjerusalem.
Orit og hendes mand kom til tro under et ophold i USA sidst i 1980erne, og i 1991 flyttede de så tilbage til Israel.
I december blev hun inviteret med til Musalaha konferencen i Petra af en god ven. Hun havde aldrig før været involveret i Musalaha, men bestemte sig for at tage afsted for at møde palæstinensiske kristne, for som hun siger:
– Selvom de kun bor 40 mi­­nutter væk, har jeg aldrig haft mulighed for at møde dem.

Få dage senere tager jeg ud til Betlehem for at mødes med Shireen. For at komme til Betlehem må man igennem et enormt tjekpoint, hvor det er nødvendigt at vise pas. Derefter kan man træde ind bag den sikkerhedsmur, der efterhånden omslutter det meste af Betlehem, igennem en lille åbning. Inde bagved er det, der engang var en sprudlende by, nu kendetegnet ved lukkede forretninger og flere steder en nærmest uhyggelig stilhed. Lidt nede ad vejen venter taxachaufførerne på de få turister, der måtte vove sig ind bag muren.
Jeg springer ind i en stor gul taxa og kører ned for at mødes med Shireen.
Shireen er 28 år og opvokset på Vestbredden i en lille by nær Betlehem, der hedder Beit Sahour. Hun er uddannet lærer og administrator og arbejder både på Betlehem Bible College og i en skole. Hendes familie har rødder i den græsk-ortodokse kirke, men hun er opvokset i en luthersk kirke. Hun kom til tro da hun var 16, og var med på den allerførste ørkentur, som Musalaha organiserede. Dette var hendes første møde med en jøde, og hun beskriver det selv som underligt, men godt.
– Inden jeg mødte dem, vidste jeg ikke, at man kunne være jøde og tro på Jesus samtidig.

---

Artiklen fortsætter efter annoncen:

– Inden jeg mødte dem, vidste jeg ikke, at man kunne være jøde og tro på Jesus samtidig, siger palæstinensiske Shireen om messianske jøder.

Siden den tur er Shireen blevet mere og mere involveret i Musalaha. I dag er hun koordinator for organisationen i Betlehem og arrangerer møder blandt kvinder i de forskellige kirker i Betlehem for at sætte forsoning på dagsordenen.
– Det er ikke altid så populært at snakke om forsoning, og der er flere af mine venner, der ikke altid har forstået min involvering i Musalaha, men for mig er Musalaha den organisation, der åbner døren, for at vi (jøder og palæstinensere, red.) kan være lige, siger Shireen.
Siden den anden Intifada startede i 2000, er situationen på Vestbredden blevet støt værre. Med indførslen af sikkerhedshegnet i 2003 er store dele af Vestbredden nu lukket inde, og den økonomiske og sociale forskel mellem Vestbredden og Israel vokser.

Shireen og hendes mand Ibrahim har da også overvejet at rejse væk flere gange, men Musalaha er en af de ting, der holder dem tilbage.
– Musalaha er blevet en del af mig, siger Shireen.
– At arbejde med forsoning i Musalaha bekræfter min identitet som kristen og giver mig mulighed for at gøre en forskel i denne konflikt. Det, at jeg kender mennesker fra den anden side, gør, at jeg stopper op og leder efter en forklaring på de ting, jeg ser i konflikten, og ikke bare fordømmer den anden part.
For begge kvinder gælder det, at når snakken falder på de fem dage, de tilbragte sammen i Petra i december, lyser øjnene op af begejstring og kærlighed til hinanden og de andre kvinder, de mødte der.
– At være sammen med andre troende kvinder, både israelere og palæstinensere, og bede, lovsynge og vidne sammen var en lille smagsprøve på himlen, siger Orit.
Spørger man om deres indtryk af hinanden, er svaret:
– Hun er en vidunderlig kvinde, der elsker Gud.
Jeg siger tak til Shireen og bevæger mig op mod tjekpointet igen. På vejen ud igennem sikkerhedsmuren skal jeg igen vise mit pas og gå igennem en metaldetektor.
Udenfor vender jeg mig om og kigger tilbage på det massive symbol på konfliktens tilstand, som sikkerhedsmuren i den grad er. Jeg smiler og er begejstret over den vidunderlige Gud, som i dette kaos af konflikt kan tænde et lys af håb i men­neskers hjerte, som bryder gennem den mur af fordomme og had, der ken­detegner konflikten, og forener dem i kærligheden til hinanden.
Jeg kan ikke andet end blive inspireret af disse fantastiske kvinder til også i min hverdag at søge at efterleve Jesu eksempel om at elske min næste som mig selv.