Præstepar i Nykøbing Mors Frikirke takker af

Laurids og Litzia Hjørnholm

Søndag d. 16. juni sagde Nykøbing Mors Frikirke tak til deres præstepar gennem 17 år, Laurids og Litzia Hjørnholm. Laurids har lige rundet de 65 år og har valgt at stoppe som aktiv menighedsleder og præst.

Laurids og Litzia har helt fra deres unge år været i tjeneste og altid med, hvor der skete noget, som fx i gademission og sommerevangelisation rundt omkring i Danmark. De har aldrig været bange for at træde ud i noget nyt – med sand pionerånd.

Menighedsplantere

Tilbage i 1970’erne var Laurids en del af ledelsen i Apostolsk Kirke i Herning, og ægteparret har også virket som ungdomsledere samme sted.

I 1985 flyttede de til Ikast for at tage sig af menighedsplantningen der.

Efterfølgende har ægteparret også plantet menighed i Viborg og igen nogle år senere i Herning.

Sammenlagt er det blevet til mere end 25 år med menighedsplantning i disse tre byer. Laurids havde under det hele fuldtidsjob i erhvervslivet og var udover sit præstejob i menigheden i Viborg også områdeleder.

I 2002 overtog Laurids Hjørnholm præstegerningen i Nykøbing Mors efter Søren Viftrup. Kirken består i dag af ca. 35 personer af både dansk og udenlandsk oprindelse.

Den 30. juni indsættes Peter Haldimann Nielsen som Laurids Hjørnholms efterfølger.

Litzia og Laurids Hjørnholm kan således se tilbage på deres liv og tjeneste med stor taknemmelighed til Gud. Kaldet bar igennem, og Gud lod pionergerningen lykkes.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ny præst og daglig leder

Peter Haldimann Nielsen indsættes som præst i Nykøbing Mors Frikirke efter Laurids Hjørnholm.

Peter Haldimann Nielsen fortsætter samtidig som præst i Lemvig, mens Poul-Henrik Carl indsættes som daglig leder i Nykøbing Mors. Det sker ved en gudstjeneste søndag d. 30. juni.