Sangfuglen Signe er fløjet hjem til himlen

Den kendte kristne sangerinde døde i sommerferien.

Mandag den 1. juli døde sangerinden, musikeren og sangskriveren Signe Walsøe, kun 54 år, efter kort tids kræftsygdom.

Sygdommen blev konstateret i januar, hvor hun fik at vide, at der ikke var noget at gøre. Man kunne kun tilbyde såkaldt ”livsforlængende kemobehandling” og Signe foretrak så at leve livet naturligt den sidste tid. Det blev til mindre end et halvt år. Men præget af troens glæde og forventning om det evige liv.

– Det var Signe, der opmuntrede alle os andre, fortæller veninden Dorte Hartig, kordegn i Karlslunde Strandkirke. – Hun havde en utrolig kampgejst, en stærk tro og et godt humør.

500 til begravelse

Signe plejede til Skt. Hans at synge for de indlagte på Hospicegården i Dianalund. Men i år til Midsommeraften var det hende selv, der var indlagt. Hun blev kørt ud til bålet. Og mens hun lå der med sine store solbriller, var det nu de andre, der sang for hende. Da de var berørte af situationen og ikke rigtigt kunne holde takten, svingede Signe selv med armen som en taktstok, fortælles det.

Hun blev begravet den 6. juli fra Antvorskov Kirke ved Slagelse, hvor 500 mødte op til en smuk og musikalsk afslutning.

– For Signe var det ikke trist, og hun ønskede, at begravelsen skulle være en glad fortælling af evangeliet om Jesus. Evangelium betyder jo netop: ”Glædeligt budskab”, altså til en glæde for os alle, skriver hendes mand Kim på familiens vegne.

Sang, før hun talte

Hun sang før hun talte – husker forældrene fra Fyn, hvor hun er vokset op. Faderen var leder af Kratholmskolen.

I syv år opholdt hun sig som udlandsdansker i Sverige og England, hvor hun bl.a. gik på Fakkelbærernes bibelskole og opdagede, at hun havde en stemme ud over det sædvanlige.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I 1990 blev hun opdaget af journalist og radiovært Georg Julin. Hun debuterede i 1992 med LP/cd’en ”Signe Walsøe” produceret af bassisten Mads Vinding.

Kun to år efter kom Signes anden cd, ”Inderst Inde”.

I mange år var Signe aktiv sanger i gospelkoret Unity, som Georg Julin startede. Koret har bl.a. optrådt i Forum, på Plænen i Tivoli med Cliff Richard, Glassalen i Tivoli, Falkonér Teatret samt adskillige gange i tv.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Signe optrådte også som solist på andres udgivelser, fx ”Dejlig er haven” med tekster af Johannes Møllehave.

I både 1995 og 1996 indspillede hun julebånd for ugebladet ”Ude og Hjemme”, og hun var med på gospel-udgivelsen ”Voice Celebration” i julen 2000 med frontfigurerne Tom McEwan og Bob Bailey, USA, samt Georg Julin.

Hun har optrådt i radio og tv, bl.a. flere gange i ”Morgennisserne” samt i ”Go’morgen Danmark”.

I juli 2013 måtte Signe Walsøe tage en pause, fordi hun i en periode ikke kunne synge.
Det skrev Udfordringen om i artiklen ”Gospelmor tog en pause”.
Jul med Signe

De fleste læsere kender måske bedst ”Jul med Signe”, som hun udgav i 1998. Men hun havde mange andre jern i ilden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I 1999 startede hun fx et børnegospelkor i Slagelse sammen med veninden Hanne Blom Dieu.

Koret hed HIMMELSUS børnegospel, og for det blev hun belønnet af Slagelse by i 2008 som ”Gospelmor” med en hæderspris.

Hun havde 160 børn – mindst

– Jeg elsker at arbejde med børn, fortalte Signe Walsø, som ikke selv fik nogen. Til gengæld havde hun 160 låne-børn, som hun underviste i sang og musik på bl.a. byens to friskoler.

Signe har været primus motor for flere store musik-projekter i SFO’en i Slagelse.

I maj 1998 udgav SFO’en cd’en ”Blæksprutten cykler derudá”, hvor Signe indstuderede sangene med 111 små solister…!

I 2002 sagde hun dog sit job op i SFO’en. For der var rigeligt at rive i med gospelkoret Wawe of Gospel og gospelworkshops og optræden til festlige lejligheder og som taffel-pianist ved bryllupper eller med sang som team-building i virksomheder.

I november 2004 udgav ProRex hendes fjerde album ”Midt i tiden”.

Men en morgen vågnede Signe op og havde mistet meget af sin stemme. Efter en tiltrængt pause på 6 måneder kom den dog helt igen. Herefter prioriterede hun sit liv anderledes. Hun begyndte igen at synge for mindre grupper med sin guitar. Og hun udtrykte i et interview med Udfordringen, hvordan hun nu fik tid til Gud og var taknemlig for at blive mindet om det sang-kald, hun fik som 15-årig.

Det var igennem ordene fra Salme 47: 7-8: ”Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; thi han er al jordens Konge, syng en sang for Gud!”.

Da Udfordringens i 2013 fejrede sit 40-års jubilæum, ledte Signe Walsøe den store forsamling i et nostalgisk potpourri af lovsange med nogle af de bedste af hendes egne sange fra hendes og Udfordringens 40 år.

Hun var også med som sangskriver og sanger i de musicals, som prædikanten Johny Noer skrev, og som bl.a. blev opført 20 gange i Israels ørken.

Ved begravelsen i Slagelse havde den over 80-årige Johny Noer forfattet en sang over melodien

”I Danmark er jeg født”.

En sangfugl er fløjet bort

1. En sangfugl fløjet bort til himlens sale
– dens vingeslag var langt fra støvets år;
dens klare sang var altid Jesu tale.
ustandselig den til hvert hjerte når.
Vi hører Signes sang
som herlighedens toner
der stiger fra vor jord
til vor forsoner.
En sangfugl fløjet hjem,
Signe, vi ses igen!

2. En sangfugl fløjet bort – selv himlen skælver!
Et gyldent skrin af digte eflerladt
som en kuppel af lovsang, der sig hvælver
over dødsskyggens fortvivlede nat.
Vi hører Signes sang;
Kristi ord fylder rummet;
selv høje engles kor
er som forstummet…
En sangfugl fløjet hjem,
Signe, vi ses igen!

3. En sangfugl fløjet væk, den kendte tiden.
Dens tekster skar igennem marv og ben
– er aldrig hørt hverken før eller siden,
sangenes ordlyd, de står mejslet i sten.
Vi hører Signes sang
helt ned til mørkets krypter;
den lindrer sjælens nød
med ordets dybder.
En sangfugl fløjet hjem!
Signe, vi ses igen!