300 kirker skal bekæmpe spredning af Ebola i DRC
Under gudstjenester og ledertræning kan kirkerne informere og forebygge smittespredning.
I sidste måned kom det frem, at en præst efter et besøg i ebola-ramte landsbyer havde bragt smitten med sig til millionbyen Goma. Nu vil den kristne organisation World Relief samarbejde med omkring 300 kirker for at hindre spredning af ebolavirus i DR Congo.
De 300 kirker ligger i North Kivu, Djugu-området og Ituri Province, oplyser Charles Franzen fra World Relief.
Håndvask og information
I et interview med The Christian Post fortalte Charles Franzen, at der skal etableres håndvaske-stationer ved mange menigheder. Der skal også afholdes møder om forebyggende tiltag.
”Budskabet om Ebola skal udbredes i menighederne gennem prædikener og træning af lederne og komiteerne i kirkerne,” oplyste Charles Franzen. Han fortalte om det vanskelige arbejde i North Kivu og Ituri Province.
– Næsten 1.800 mennesker er døde, over 2.500 er inficerede. Men det store problem med at stoppe sygdommen er, at sundhedspersonalet er nødt til at opsøge hver enkelt kontakt, som en smittet person har haft under den smittefarlige periode.
Derefter skal den syges kontakter tjekkes og holdes i karantæne, indtil de enten er udenfor fare eller begynder at vise tegn på sygdommen. I så fald kommer de i behandling, forklarede Franzen.
Kulturel modstand
Desværre vanskeliggøres sundhedsarbejdet af væbnede konflikter i området. Nogle af disse har bredt sig til DRC fra nabolandet Uganda.
– Det er ikke let at opsore alle de kendte kontakter, som en inficeret person har haft ”bag linjerne”, for der er alt for stor fare for, at man selv kommer til skade, fortalte Franzen.
Mange sundhedsarbejdere er blevet slået, og nogle har mistet livet. Flere Ebola-centre er blevet plyndret og ødelagt af lokale, som tror, at ebola er en vestlig opfindelse. Mange tror, at ”ebolakrisen” er en løgn, som fortælles af skruppelløse personer for at lænse vestlige kræfter og NGOer for penge.
Charles Franzen siger, at kirker i USA kan være med til at bekæmpe ebola ved fx at støtte oplæring af folk i de berørte områder.
”Man kan hjælpe andre ligesom World Relief, som gør et stort arbejde med informationsvirksomhed. De imødegår også de rygter, der cirkulerer, underviser i førstehjælp og sikrer, at de lokale kirker har håndvaskestationer.
De må også sikre, at lederne går helhjertet ind i arbejdet med at udbrede budskabet om ebola, om både diagnosticering og behandling til deres menigheder,” mener Charles Franzen.
International bekymring
I juli betegnede World Health Organization (WHO) ebola-udbruddet i DRC som en ”international krise for folkesundheden”.
WHOs generaldirektør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, udtalte, at verdenssamfundet nu må fordoble sin indsats i DRC.
”Vi må arbejde sammen i solidaritet med DRC for at stoppe dette udbrud og bygge et bedre sundhedssystem,” fastslog generalsekretæren. Han pegede på, at verdenssamfundet må stå sammen om opgaven og ikke overlade alt til WHO og det lokale beredskab i DRC.
NGO behandlingscenter
Samaritan’s Purse, som ledes af evangelisten Franklin Graham, åbnede i januar 2019 et behandlingscenter med 20 senge i det nordøstlige DRC. Centret er bemandet med både specialuddannet sundhedspersonale, alment uddannet personale og ufaglærte.
Der er således 21 medarbejdere fra et særligt nødhjælpsteam i Samaritan’s Purse, som rykker ud i forbindelse med katastrofer rundt om i verden.
Yderligere 20 medarbejdere fra Samaritan’s Purse arbejder sammen med over 60 congolesiske medarbejdere. Og de har alle fået specialtræning i arbejdet med ebola, oplyste Samaritan’s Purse tidligere i år.