Kongens bedekammer

Midt i vinterens mørke kunne man se flammer oplyse himlen. Slottet stod i brand.

Fortællingen er skrevet ud fra historiske fakta omkring Frederiksborg Slot, branden i 1859 og sølvalteret, som ikke blev flammernes bytte.

I mange år havde det stået der i al sin skønhed, men nu åd flammerne sig gennem tagkonstruktionen og oplyste både voldene og slotshaven. Varmen var så voldsom, at isen i voldgraven smeltede.
Inde på slottet kæmpede en ung pige sig igennem flammerne. Ilden fik fat i hendes tøj, og hendes eneste redning var at springe ud af et vindue. Hun fandt ét, som let kunne åbnes, hvorefter hun sprang ud og gled ned i voldgraven.
Chokeret svømmede hun hen mod volden, hvor hun udmattet og forpint kravlede op ad den glatte side. Fortvivlelsen og gråden overvældede hende, men hun havde lige kræfter til at råbe om hjælp.

Vansiret af flammerne

En gammel kone, der tilfældigvis gik forbi, fandt hende fuldstændig forkommen og hjælpeløs. Hun lagde sin frakke omkring hendes våde krop og hjalp hende på benene. Langsomt gik de hjem til den gamle kones hus, hvor pigen modtog pleje. Hendes hud blev smurt ind i en lindrende salve, der dæmpede smerten, men pigen vidste ikke, at hendes ansigt var blevet vansiret af flammerne, og mens den gamle kone forbandt hendes ansigt, følte hun sig helt fortabt.
Den unge pige havde besøgt en af kongens soldater på slottet. Besøget var hemmeligt. Kongen var bortrejst, og på grund af den strenge vinter havde soldaterne fyret alt for meget op i kaminen. Der var gået ild i skorstenen, og via luftkanalerne havde branden bredt sig til det meste af slottet. Kun kirkefløjen og modtageværelset undgik flammerne.

Dømt til klokkeslag

En soldat blev fundet skyldig i branden og sat i fangehullet under kirketårnet, hvor han måtte høre på klokkens tunge slag. Lyden gik gennem både marv og ben. Skyldig, skyldig, skyldig, messede klokken.
Den fængslede soldat var den samme som ham, der havde inviteret pigen op på slottet. De havde for nylig mødt hinanden helt tilfældigt på torvet, og kærligheden havde slået ned i dem begge. Mødet på slottet skulle blot have været en venlig gestus fra soldatens side, men var endt i et drama. Under forvirringen var de kommet væk fra hinanden, og han vidste ikke, hvad der var sket med hende. Soldaten kunne heller ikke forstå, hvorfor hun ikke havde ladet høre fra sig, for kærligheden havde allerede knyttet bånd imellem dem.

Bag kulde og frost

En rum tid gik. Slottet var blevet genopbygget til et museum, og soldaten var for længst sat på fri fod. Han havde sat sig for at finde pigen. En dag så han en tilsløret pige gå forbi ved slottet. Han hilste på hende og genkendte hende i det samme på hendes gang. Han løb efter hende, men hun forsvandt omkring et hushjørne. Han forstod ikke hendes afvisning, men fattede håb, for en sætning, som han havde læst på en bjælke i fængslet, dukkede op i hans erindring.
”Bag kulde og frost er der altid en morgenrøde”.
Det måtte være sandt også for hende. Han havde selv erfaret sandheden i de ord, for efter et halvt års tid var han blevet sat fri. Trods savn og længsel voksede håbet i ham. Han ville finde sin kæreste.
Han vendte tilbage til slottet, for det havde jo været udgangspunkt for deres fælles lykke før ulykken.
En dag mødtes de der igen.
”Hvad har jeg gjort?” spurgte soldaten fortvivlet. Pigen svarede ikke, men med en bevægelse kom hun til at blotte lidt af ansigtet. Soldaten blev bevæget, for nu forstod han, hvorfor hun var blevet så menneskesky. Hun tålte ikke at vise sit ansigt for nogen, end ikke for ham, hun elskede. Men soldaten håbede på en udvej for hende, ja, for dem begge. Igen tænkte han på de håbefulde ord, han havde læst. Disse ord ville han give videre til hende. Det skulle være det fælles bånd, som atter kunne knytte dem sammen.
”Jeg har en hilsen til dig,” sagde han, ”det har holdt håbet levende hos mig og må også kunne gøre det hos dig. Lyt engang:
”Bag kulde og frost er der altid en morgenrøde!”
Han stod lidt forlegen og ventede på et svar. Hun lagde blidt sin hånd på hans arm og hviskede forsigtigt: ”Tak!”

Lige ind i sjælen

Soldaten havde mange spørgsmål. Hvor bor du? Hvad skete der på slottet? Men han fandt hurtigt ud af, at det var for voldsomt. Hele hendes holdning fortalte ham, at hun helst ville vente med svarene.
De skiltes og aftalte at mødes næste dag ved slottet.
”Husk morgenrøden,” sluttede han. ”Du kan selv vække den, så kulde og frost bliver brudt.” Han anede et kejtet smil i hendes vansirede ansigt.
Næste dag stod de igen ved slottet. Han mærkede straks, at hun havde noget på hjerte.
”Vi må hellere stoppe vore stævnemøder, for meget har forandret sig. Jeg kan ikke vise mit ansigt frem, for jeg føler, du kan kigge mig lige ind i sjælen, hvis du ser det.”
Hun bar stadig et klæde, som skjulte det meste af ansigtet.
”Jamen, det er jo netop din indre skønhed, jeg er betaget af,” sagde soldaten og mindede hende igen om morgenrøden.
Der måtte komme en morgen, hvor alt kunne blive forvandlet, på samme måde som morgenrøden afsluttede natten og skabte en ny dag.
”Forresten,” udbrød han, ”kongens bedekammer er blevet restaureret med nye billeder, og midt i bederummet står et sølvalter, som var det eneste, der undgik at blive flammernes bytte. Man fortæller, at det må være et særligt alter, siden ilden ikke kunne få bugt med det.”
Pigen skyndte sig hastigt videre. Hvad kunne hans ord om morgenrøden dog også udrette?

Et tegn fra himlen

Om natten havde hun en mærkelig drøm. Hun så slottet for sig, og på sin sædvanlige rundtur mødte hun en gammel hvidskægget mand med venlige øjne. Han gik hen til hende og sagde:
”Gå op i kongens bedekammer, der vil du finde morgenrøden. Følg din indskydelse, og morgenrøden vil fjerne dine sår. Hold fast i håbet.”
Derefter vågnede hun brat. Var dette et tegn fra ham, der skabte morgenrøden? Så ville hun tage op i kongens bedekammer allerede i dag.
Hun klædte sig på og var fast besluttet på at tage af sted. En indre overbevisning drev hende. Nu måtte det briste eller bære.
”Jeg tror, der er håb – drømmen må være et forvarsel om noget, der kan ske”, tænkte hun og gik mod slottet.
Hun undrede sig over, at hun kunne gå lige ind ad porten og videre op til kongens bedekammer, uden at nogen standsede hende eller forlangte entré. Det måtte absolut være et tegn fra himlen, mente hun.
Pludselig stod hun i kongens bedekammer, og hendes blik blev hurtigt fanget af det fortryllende sølvalter, som var omkranset af de flotteste malerier, der fremstillede Jesu liv, død og opstandelse.
Midt på alteret stod der:
”Som morgenrøden skal dit lys bryde frem og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig og Herrens herlighed omslutter dig.
Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger:
Her er jeg.” Es.58,8-9
Da pigen havde læst teksten, stod hun som lamslået. Så passede hendes drømmesyn alligevel. Ville den højeste magt virkelig være til stede og kunne hun få gavn af den?

Kærlighedens bæger

”Gør det, du føler dig tilskyndet til,” huskede hun, der var blevet sagt i drømmen. Hun fik lyst til at knæle og så nu et bæger med påskriften: ”Drik alle heraf”. Hun kiggede ned i det og så en rød væske. Kunne hun virkelig risikere at drikke det? Var det morgenrødens synlige tegn?
Hun bad en kort bøn og tog beslutsomt bægeret op til munden og tømte det.
Hun mærkede et eller andet ske. Det var, som om en kærlig hånd strøg hende ned over ansigtet. En dyb fred fyldte hende. Morgenrødens lys og varme brød frem og skabte liv i hendes forfrosne sjæl og sind. Hun lyttede til en sangstrofe, som kom nede fra kirkerummet: ”Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden, hellere giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted.” Det var lige præcis det, hun følte. Nu kunne hun ikke længere holde tårerne tilbage, for alt var forandret – også hendes ansigt.
Troen på alterets ord og indtagelsen af den røde væske havde helbredt alle hendes sår. Både løftet fra alteret og soldatens ord var gået i opfyldelse.
Hun rejste sig og anede en morgenrøde ved korsfæstelsesbilledet. Jo, det var sandt: Efter kulde og frost kommer morgenrøden. Hun havde selv oplevet det tydeligere end nogen anden. Det ville hun fortælle videre til soldaten.

Mødte morgenrøden

Nede i slotsgården stod han afventende, fordi han havde set hende gå ind. Hun nærmest styrtede hen for at fortælle, hvad hun havde oplevet. Spontant førte hun sin hånd op til hans kind og kærtegnede ham.
”Kom,” sagde hun, ”du skal se stedet, hvor jeg blev helbredt for min indre og ydre lidelse.” Han kunne nu se, at hendes ansigt var forvandlet. Det havde morgenrødens skær, smukt og inspirerende som før branden.
Hun tog hans hånd, og sammen gik de op i kongens bedekammer.
”Her skete det,” sagde hun med det smukkeste udtryk, ”her mødte jeg morgenrøden, ja, her mødte jeg Gud selv.”
De stod og kiggede på alteret.
Han tog bægeret op og studerede det nærmere. Han kunne ikke se, at der havde været væske i det. Tværtimod var der støv i bunden, men på indersiden dannede det gamle støv et kors. Og på ydersiden stod der: Kærlighedens pagt.
Det var altså kærlighedens dråber, hun havde drukket. De var udgydt af kærligheden selv.
”Så er det lukketid,” lød det fra en kustode i døren, men soldaten og pigen hørte det ikke. De stod som naglet til stedet. I deres egen verden med tro, håb og kærlighed.