Alle elever fortsætter på Kolding Internationale Højskole

Det er ikke særlige valgfag og smarte tilbud, men bøn og faste, der lokker eleverne.

Ingrid Frederiksen er forstander på Kolding Internationale Højskole.

Fælles bøn og faste i januar fik alle elever fra Kolding Internationale Højskoles efterårshold til at fortsætte på forårsholdet.

I mandags begyndte et nyt semester på Kolding Internationale Højskole. Alle elever på det nystartede forårshold var også elever i efteråret.

Forstander Ingrid Frederiksen fortæller, at højskolen havde en fantastisk opstart som altid, men alligevel anderledes i år.

– Det er noget andet at begynde et nyt semester med et hold, hvor alle eleverne allerede kender hinanden. Det er nyt, og samtidig er det velkendt, siger Ingrid Frederiksen.

Tre elever på efterårsholdet havde egentlig tænkt sig at stoppe til jul, men har valgt at fortsætte en måned mere for at være med til tre ugers bøn og faste.

Det er tredje år, at elever og lærer på Kolding Internationale Højskole dedikerer tre uger i januar til bøn og faste. Skolen lægger op til en såkaldt ”Daniel faste”, hvor man ikke spiser kød og sukker, men primært grøntsager. Men hvis eleverne vil gennemføre en faste på en anden måde, er der også mulighed for det.

I skoleskemaet er der i de tre uger også afsat længere tid til bøn og lovsang. Der er mere tid til at fordybe sig i Bibelen og fokusere på Gud.

– Der er mange af vores elever, som ikke har prøvet at faste før. Her er der mulighed for at gøre det i fællesskab med andre, og hvor et køkkenpersonale serverer mad efter Daniel-fastens krav, siger Indrid Frederiksen.

Udover eleverne fra efterårsholdet, der forlænger deres ophold, begynder to nye elever fra Grønland og én fra Nepal på Kolding Internationale Højskole på forårssemesteret.