Jeg lever med spild

Jeg lever med spild. Det vil sige: Jeg forsøger naturligvis at minimere madspild. Og tidsspilde er jeg heller ikke meget for.

Der er bare det, at jeg lever i en børnefamilie, hvor vi øver os i at hælde mælk op selv, øver os i at tage mad på tallerkenen eller på at balancere med en kop med vand fra køkkenbordet til bordet selv – den slags spild lever jeg i høj grad med.

Og lad mig bare være ærlig – jeg spilder også selv. Jeg får kopper til at skvulpe over. Det er så irriterende. Det skete igen forleden. Jeg satte koppen med te fra mig og plask – teen var ikke længere kun i min kop.

I irritationen kom jeg i tanke om, et vers fra salme 23 i Bibelen. Der står: ”Mit bæger er fyldt til overflod.” I en anden version står der ”Du fylder mit bæger til randen”. Det er en beskrivelse af, hvor god og gavmild Gud er; om hvordan han elsker os til overflod – lige til randen.

Det slog mig, hvor fjollet det er. Hvor er det upraktisk.

At fylde en kop til randen er at invitere til spild. Eller i hvert fald skvulp.
Det gav mig smil på læben; tanken om at Gud er upraktisk i sin kærlighed til os. For det giver da god mening, at kærligheden er upraktisk. Dens sigte er jo netop ikke at gøre livet lettere men at gøre livet mere helt og mere, ja, levende.

Og det mindede mig igen om en prædiken, jeg hørte i England for mange år siden. En prædikant fortalte, at han altid havde forestillet sig Guds nåde som sin mors tepotte. For hver aften, når de spiste aftensmad, havde de alle sammen en tekop foran sig, og hele tiden, mens de spiste og drak sørgede deres mor for, at kopperne var fyldt op.

Hver gang de drak, så fyldte hun op igen. Hele tiden. Deres kopper var altid helt fyldte. Sådan, tænkte prædikanten, måtte Guds nåde være.

Indtil han en dag var i Canada og så Niagara Falls, hvor massive vandmængder bruser ud over kanten hvert eneste sekund. Som han stod der og så på vandmasserne slog det ham, at sådan er Guds kærlighed. Det er ikke en tepotte, der fylder tekoppen, men et helt vandfald, for Gud vil, at vi skal have liv i overflod.

Så fra nu af, når tekoppen skvulper eller kanden med vand i de små hænder hælder helt til randen eller mere, så vil jeg sige, som jeg plejer: ”Pyt, det er kun vand, og vi kan tørre op.” Og samtidig vil jeg huske på, at Guds kærlighed findes i brusende overflod, som han er gladeligt spilder ud over os.

Den slags spild lever jeg gerne med.