Hele Danmark samlede 82 mio. ind til børn på flugt

I Aarhus sad Peter Søe-Pedersen ved telefonen og var overvældet over folks generøsitet.

Mark Stokholm, Tine Gøtzsche og Lise Rønne var ”værter for hjerter” på indsamlingsshowet. Pressefoto.

Der blev samlet 82 millioner ind til børn på flugt i lørdagens Danmarks Indsamling. En af phonerne, Peter Søe-Pedersen, har været med alle gange pånær én, og kan slet ikke lade være med at hjælpe.

Lørdag den 1. februar rullede Danmarks Indsamling over DR’s sendeflade. Her blev der sendt live fra det store show i Vejle Musikteater. Under temaet ”Lille land, stort hjerte” blev der hele januar samlet ind til børn på flugt. Denne lørdag kulminerede det med et resultat på 82.104.925 kroner. Et resultat, der viser noget om danskernes gavmildhed.

– Danmarks Indsamling 2020 har kaldt på det danske hjerte. Og med aftenens svimlende indsamlingsresultat er det tydeligt at se, at det danske hjerte er stort. Vi er så taknemmelige for, at danskerne igen står sammen og samler så flot et beløb ind, siger formand for Danmarks Indsamling Mulle Juul Korsholm i en pressemeddelelse.

Hjælper børn på flugt

De indsamlede millioner vil gå til Danmarks tolv største humanitære organisationer, der hver især har projekter blandt flygtningebørn rundt i verden, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp.

– De vil gå til børn, som er tvunget på flugt fra deres hjem på grund af klimaforandringer, krig og forfølgelse. Mange af børnene er uledsagede. De ser ting, ingen forældre ønsker, at deres børn skal se, og de kæmper hver dag for at overleve en grusom virkelighed, siger Mulle Juul Korsholm.

– Jeg ved godt, hvad det vil sige at mangle. Derfor vil jeg hjælpe alle steder, hvis jeg kunne, siger Peter Søe-Pedersen, phoner på Danmarks Indsamling.

Lille by samlede 80.000

Bag indsamlingen ligger et kæmpe engagement fra frivillige i hele landet, såvel kendisser som helt almindelige danskere, der bare vil gøre en forskel. En af dem er Peter Søe-Pedersen, der har været frivillige telefonpasser, en såkaldt ”phoner”, siden opstarten af Danmarks Indsamling.

Kun en enkelt gang ud af fjorten mulige måtte han melde afbud på grund af sygdom. Lørdag aften sad han klar ved telefonen sammen med 55 andre i Aarhus.

– Vi får lidt at spise, inden vi går i gang kl. 19. Jeg havde taget headsettet på lidt før, og pludselig var der en i røret. Det var fra en skole, hvor to 4.-klasses-piger fra en lille by ville lave en indsamling og fik hele byen med. De havde samlet over 80.000 kroner ind.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det gør mig glad, siger Peter Søe-Pedersen, der er aktiv kristen, men er begejstret over, at vi kan gå sammen som land, på tværs af tro og meninger, om en indsamling.

Vil gøre en forskel

Han har selv været gennem svære ting i sit liv, men det afholder ham ikke fra at stille op år efter år.

– Der er mange mennesker, der har meget, meget mindre end mig. Jeg kunne lige så godt selv have været hjemløs og fattig. Jeg har prøvet at gå konkurs og måtte lukke mit firma.
Jeg har prøvet kun at have 50 kroner at holde jul for. Så jeg ved godt, hvad det vil sige at mangle.
Derfor ville jeg hjælpe alle steder, hvis jeg kunne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bedste phoner i Aarhus

Da aftenen var slut, havde Peter samlet 89.417 kroner ind, og han blev den phoner i Aarhus, der havde samlet mest ind.

– Det er bare for sjov, at vi laver en konkurrence blandt alle phonere. Så det er ikke en titel, der kan bruges til noget, siger Peter Søe-Pedersen, der tidligere år har prøvet at modtage en donation på en million kroner.

Små organisationer kan også søge puljen

De 12 organisationer i dette års Danmarks Indsamling er: CARE Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark.

Desuden kan 10 % af det indsamlede beløb søges af mindre organisationer til langsigtede udviklingsprojekter, der lever op til indsamlingens kriterier og årets tema.


Artiklen fortsætter efter annoncen: