Verdens Lys hos Larsen Stevns

Den betydeligste kristne maler i Danmark nogensinde er Niels Larsen Stevns blevet kaldt. Lige nu er der mulighed for at se en spændende udstilling med adskillige af hans hovedværker.For kunstmaleren Niels Larsen Stevns havde lys en helt speciel betydning: Han så nemlig lyset som sindbillede på Guds nærvær, på Kristus – forstået som Verdens Lys, lyset, der skinner i mørket og fortrænger det.

Niels Larsen Stevns, foto 1939, fra Mikael Wivels afhandling ”Lysets Tøven – Niels Larsen Stevns og de store fortællinger”, der var med til at give ham dr.phil.-titlen. Bogen ”Niels Larsen Stevns og Verdens Lys” er udgivet i forbindelse med udstillingen på museet i Lemvig

På Museet for Religiøs Kunst i Lemvig har man nu mulighed for at se, hvordan lyset kan udtrykkes i former og farver, og hvordan Verdens Lys kan udfolde sig på en kunstners lærred.
Niels Larsen Stevns så det som sin mission at „male Kristus ind i det 20. århundrede“. Og han hører til blandt de første malere i Danmark, der bevidst valgte et moderne „billedsprog“.

En kunstner bliver til

Niels Larsen blev født ved St. Heddinge på Stevns i 1864.
Hans far, Lars Thomsen, var tækkemand og træskomager og måtte slide hårdt i det for at brødføde sin familie. Niels blev derfor opflasket med dyder som arbejdsomhed og nøjsomhed, hvilket kom til at præge ham hele livet igennem.
Niels Larsen fik tidligt lyst til at skabe noget med hænderne. Først var det kunsthåndværk, eller træskærerarbejde, der fangede hans interesse, men efter et højskoleophold blev han klar over, at han ville være kunstmaler.
De første billeder malede han i slutningen af firserne, hvor han kom ind på Zahrtmanns kunstnerskole. Det var, mens han gik her, han føjede Stevns til sit navn – og mødte Joakim Skovgaard.

Udsmykning af Viborg Domkirke

Blandt Niels Larsen Stevns’ bibelske billeder er „Kristus og Peter“ det mindste, men måske også det stærkeste. Stevns ønskede, at de ord, der bliver sagt på det tidspunkt, hvor billedet er „taget“, skulle ledsage det: ”Kristus siger til Peter: ’Vig bag mig, Satan!’“

Sit første „hovedværk“ har Niels Larsen Stevns slet ikke selv lagt navn til: Det blev nemlig udsmykningen af Viborg Domkirke, hvor han assisterede Joakim Skovgaard fra start til slut, dvs. 1895-1913. Mikael Wivel skriver herom:
„Det har undret mange, at Stevns, der uden tvivl var en større og langt mere original kunstnerisk begavelse end Skovgaard, ikke bare underkastede sig hans vilje, men år efter år satte sit eget arbejde til side til fordel for hans. Nu var Stevns et lidenskabeligt troende menneske, og freskerne i Viborg var et storslået arbejde til Guds ære, men han var også et samvittighedsfuldt menneske og havde givet Skovgaard sit ord. Endelig var han også et fattigt menneske, og arbejdet betød jo fast indtægt i adskillige år. Så der var sådan set grunde nok.“
Et mere personligt hovedværk bliver det billede, som Stevns maler på bestilling fra præsten i Hersom. Denne havde egentlig først spurgt Skovgaard, om han ville male en altertavle til kirken i Hersom, men Skovgaard havde så henvist ham til Stevns, der kastede sig over opgaven med stor ildhu. Resultatet blev det store billede „Maria salver Kristi fødder“ (1907), som Hersom-præsten dog slet ikke brød sig om, hvorfor Stevns i stedet malede en fresko a la Skovgaard til kirken i Hersom.

Et personligt gennembrud i tiden

Med „Maria salver Kristi fødder“ havde Stevns imidlertid demonstreret, hvor stærkt et billedsprog han ønskede at bruge – fordi han mente det var nødvendigt i en tid, hvor fritænkere og gudsfornægtere havde vind i sejlene: „Kristus skulle males ind i det 20. århundrede som en stadigt virkende kraft, med kropsligt nærvær og uden traditionsbunden nostalgi“ (Wivel). Der skulle et psykologisk fortolket drama op på lærredet, som kunne tale til „moderne“ mennesker på en måde, så de blev nødt til at stoppe op. Lidenskaben i billederne afslører, hvor meget kunstneren selv er engageret i det, han skildrer; det er øjebliksbilleder, fastholdt som et fotografi i et afgørende nu i et hændelsesforløb.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De bibelske billeder – et hovedværk

Med de følgende syv store bibelske billeder, som Stevns malede frem til 1917, mente han, at han fik skabt „et rum, hvor den kristne kunst havde fortsat relevans“. Og de hører til blandt de smukkeste og væsentligste billeder i århundredets danske kunst, skriver Wivel.
Niels Larsen Stevns’ bibelske billeder „er helt igennem hans egne og skal ses som resultatet … af en stadigt stigende indsigt i det guddommeliges natur. En indsigt, der for ham at se – som maler – hang nøje sammen med en fortolkning af lyset som et sindbillede på Kristi nærvær i den enkeltes liv.“

Kirkeudsmykning

Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Udstillingen Niels Larsen Stevns og Verdens Lys er den første, der vises i museets helt nye tilbygning (længst t.h.).

Efterhånden fik Larsen Stevns også bestillinger på altertavler og anden kirkeudsmykning, men det er alt i alt kun en halv snes kirker, der i dag kan fremvise kirkekunst af Larsen Stevns.
Wivel undrer sig forståeligt nok over, at Stevns ikke fik flere opgaver på kirkeudsmykning, for der har ikke „hos nogen maler i Danmark været en tilsvarende overensstemmelse mellem stort kunstnerisk talent og sand kristen tro“ – og især kan det undre i bagklogskabens lys, med tanke på, hvad der også er kommet ind i kirkerne siden Anden Verdenskrig.
I 1922 blev Stevns gift med den 23 år yngre og (også) dybt religiøse Anna Elisabeth Pedersen, og selv om han i årene derefter og frem til sin død i 1941 stadig malede billeder med bibelske motiver, er de væsentligste værker fra denne sidste periode freskerne i H.C. Andersens Hus i Odense og i Centralbiblioteket i Hjørring.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Flot bogudgivelse

Bogen, der er udgivet i forbindelse med udstillingen, og som der er citeret fra ovf., gennemgår alle hovedværkerne med fokus på de otte bibelske billeder og de vigtigste af kirkeudsmykningerne, og bogen er med dens flotte farvegengivelser af alle de omtalte kunstværker alene værd at investere i; men man bør alligevel unde sig selv den oplevelse, det er at se de fleste af de originale bibelske billeder i fuld størrelse. Museet i Lemvig i de naturskønne omgivelser må være et oplagt udflugtsmål for kunstinteresserede frem til 10. september.