Individualisering kan ødelægge samfundet

Tidens tegn – Hvordan frigørelse, individualisering og selvrealisering gør os til dårligere mennesker er titlen på en ny bog af Rasmus Ulstrup Larsen, som er redaktør ved Årsskriftet Critique og derudover politisk konsulent på Christiansborg.

I bogen tages fat om den selvfølgelighed, hvormed vi let accepterer, at friheden for den enkelte er et absolut gode, som intet må stille sig i vejen for. Forfatteren argumenterer for, at mange etiske og moralske kampe er afgjort af netop denne individualistiske grundtanke. Det er lige fra de klassiske spørgsmål om abort og ægteskab, og til højaktuelle debatter om tvungen barsel for fædrene.

”forpligt dig på ingen, men gør det i kærlighedens navn. For den, der elsker alle, elsker ingen, og den, der forpligter sig på alle, forpligter sig ikke på nogen” s. 125

Det handler om, hvorvidt vi som mennesker er forpligtet på noget og nogen uden for os selv. Hvilken ret har andre til at kræve noget af mig? Men hvis andre ikke kan kræve eller forvente at jeg, fordi jeg har sat tre børn i verden, også drager omsorg for dem og deres mor, at jeg værner om ægteskabet som det grundlag, hvorpå vi sammen er forpligtet på hinanden, ja så er etikken i forfald.

Det medfører i sidste ende, at der ikke længere er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert, fordi det beror på det enkelte individs begrundelse og subjektive moral.

Analysen er interessant, fordi den giver perspektiv på fænomener som solomødre – altså de kvinder, som uden at have en partner bliver kunstigt befrugtede og dermed forælder til et barn.

Et fænomen som er i vækst, fordi, som forfatteren siger, det er den ultimative individuelle frigørelse, at man ikke behøver en partner for at få et barn. Og apropos barn eller børn, så er der frigørelseskampen for kønsneutralitet, eller for at børnene da selv skal vælge deres køn, uagtet det biologiske køn, som de er født med.

Det betyder, at man helt ned i daginstitutionerne indfører seancer, som skal stille spørgsmål ved, om børnene nu også føler sig som det køn, de er født med. Den bagvedliggende bevægelse er igen en frigørelseskamp, hvor børnene skal befries fra de kategorier, som de præges af igennem deres opvækst.

Det kan være drengelege/ pigelege, det kan være det tøj, man har på, det kan være i måden, der tales til dem osv. På den måde sker der det paradoksale, at i frigørelsens navn river man grundlaget for at forstå sig selv og indgå i fælleskaber væk under børn, som kun lige er begyndt med deres identitetsdannelse.

Forfatteren sætter det på spidsen, når han siger:
”Ophævelsen af kategorierne bliver på den måde en gave til de få, der har som projekt at ophæve kønsstrukturer, fordi de gerne vil shoppe dametøj uden at føle sig forkerte, selvom de er mænd, men det bliver på bekostning af en øget kompleksitet for de mange.” s.90

Konklusionen bliver et opgør med individualismen, frigørelsen og selvrealiseringen, som forfatteren mener står i vejen for erkendelsen af, at vi netop er forpligtet på andre gennem de relationer, vi har.

Vores etik kan ganske enkelt ikke holde til en individualisering, fordi vi som mennesker først og fremmest er fællesskabsvæsner. Det fører ikke til konkrete opfordringer, fra forfatterens side, men det er nok også meget at forlange af en lille bog på 161 sider.

Jeg synes, det er en læseværdig bog, som tager temperaturen på et virusinficeret samfund, og nej, det har intet med corona at gøre! Den virus, forfatteren retter opmærksomheden mod, er potentielt langt mere ødelæggende, hvis den får lov til at nedbryde generationers etik og moralforståelse.

Rasmus Ulstrup Larsen:
Tidens Tegn – Hvordan frigørelse, individualisering og selvrealisering gør os til dårligere mennesker
161 sider. 249,95 kr.
Munch & Lorenzen