Nigeria: 33 kristne dræbt under 24 timers udgangsforbud

Den 29. juli i år blev 14 kristne dræbt i Agbadu-Daruwana, Kogi State. Foto: All Africa Baptist Fellowship Facebook

Bevæbnede ”fulani-hyrder” har i en række angreb mod kristne i Kaduna State dræbt 33 og nedbrændt flere dusin huse.

Politiet har oplyst, at 21 landsbyboere blev dræbt af fulanierne, men ifølge lokale ledere blev ikke færre end 33 personer fra fem forskellige landsbyer dræbt under angrebet, skriver AFP.

Angrebet fandt sted i Atyap Chiefdom i Zangon Kataf Local Government Area onsdag og torsdag i forrige uge, oplyser Christian Solidarity Worldwide. Den britiske organisation tilføjer, at bevæbnede mænd, som kom kørende i lastbiler, dræbte beboerne i den ene landsby efter den anden og satte ild til mange huse hvert sted.

Militæret vendte det blinde øje til

En lastbil, der lignede et armeret militært køretøj og flere af militærets motorcykler kørte ind i landsbyen Apyiako, mens angrebet fandt sted, men ingen gjorde noget for at stoppe det, oplyser CSW.

Fulani-hyrder har i årevis angrebet de overvejende kristne jordbrugere i Nigerias Mellembælte.

Nogle mener, at det er en strid om græsningsarealer, men ”hyrderne” angriber de kristne på samme måde som terrorgruppen Boko Haram gør det i den nordlige del af landet. Denne gang er angrebene sket i ly af udgangsforbuddet.

– Udgangsforbuddet har ikke bare ført til, at landsbyboerne lider nød. Det har også gjort dem til skydeskiver for militser, der angriber præcis, som det passer dem, lyder kritikken fra CSWs administrerende direktør Mervyn Thomas. Han fortsætter: ”De overlevendes foruroligende beskyldninger om, at sikkerhedspersonalet undlod at blande sig under voldsepisoden og ikke har arresteret de skyldige, kræver en hurtig, transparent og uafhængig undersøgelse.”

Forsvarsløse kristne på slagmarken

En rapport med titlen “Nigeria: A Killing Field of Defenseless Christians” blev i marts 2020 udgivet NGO’en International Society for Civil Liberties and Rule of Law.

I rapporten vurderes det, at 11.500 kristne er blevet dræbt i Nigeria af ”Fulani-hyrder”, Boko Haram og ”banditter” siden 2015. Alene i januar og februar 2020 blev 350 kristne dræbt.

Og siden marts er tallet bare steget. Flere vestlige regeringsledere erkender, at det, der overgår Nigerias kristne, må betegnes folkemord. Terrorgrupperne angriber systematisk kristne – både præster, nødhjælpsarbejdere, mænd, kvinder og børn. Men indtil videre er hjælpen til de kristne i Nigeria udeblevet.