Billy Graham-statue ventes at erstatte statue af racist

En statue i fuld størrelse af evangelisten Billy Graham skal opstilles i Capitol Hills Statuary Hall.

Graham skal sandsynligvis opstilles på U.S. Capitol i stedet for en tidligere guvernør i North Carolina, som gik ind for raceadskillelse.

I U.S. Capitol’s Statuary Hall er delstaten North Carolina nu repræsenteret ved Charles Aycock (1859-1912), der var forkæmper for hvidt overherredømme.

Charles Aycock var en af hovedmændene bag et raceoprør og kup i Wilmington, N.C. i 1898, hvor et lokalråd bestående af sorte amerikanere blev styrtet og erstattet af hvide embedsmænd.

Både delstaten North Carolina og Repræsentanternes Hus ønsker statuen af Aycock fjernet. Og i forrige uge godkendte et udvalg i delstaten en statue af Billy Graham fremstillet af billedhuggeren Chas Fagan.

I Statuary Hall kan man se 100 statuer af fremtrædende personer – to fra hver af USAs stater. Graham skal repræsentere North Carolina.

Lang proces

I kølvandet på optøjerne og racismeopgøret efter den brutale anholdelse af George Floyd, har mange ønsket at fjerne statuer af slaveejere og kendte racister. Ønsket om at opstille en statue af Billy Graham var dog opstået længe før den seneste tids debat om racisme i USA.

Den tidligere North Carolina senator Dan Soucek pressede på for at få den nye statue allerede i 2015, altså mens Graham stadig levede. Kort tid efter Billy Grahams død i 2018 tog processen fart.

– Fra et kristent, religiøst synspunkt er Billy Graham ubestrideligt et verdensomspændende ikon, udtalte Dan Soucek. Han mindede blandt andet om, at Billy Graham gennem seks årtier havde en placering i top ti på Gallups lister over de mest beundrede mennesker.

Ville give Gud æren

Billy Graham Evangelistic Association har, i partnerskab med staten, skaffet 650.000 dollar til fremstilling og installation af statuen. Der vil ikke blive brugt statslige midler til projektet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Statuen forestiller Billy Graham, som han så ud i 60’erne. Men evangelisten Franklin Graham mener ikke, at hans far ville have arbejdet for at få den opstillet.

– Min far ville have været meget glad for, at folk tænkte på ham på denne måde, men han ønskede, at folk skal give æren til Gud og ikke til ham selv, forklarer Franklin Graham.