Khader: Paulus er jo fantastisk!

Det er vigtigt at læse Paulus’ breve.

Naser Khader talte i Feldborg Sognegård tirsdag.

– Jeg forstår ikke, at danskerne tilsyneladende ikke kan lide Paulus. Jeg synes, han er fantastisk, sagde Naser Khader, da han tirsdag den 20. oktober talte i Feldborg Sognegård.

Naser Khader, som tidligere har beskrevet sig som ”en kulturkristen muslim”, holdt foredrag over titlen ”Sådan blev vi kristne” – et foredrag, som han i nogle måneder har holdt rundt omkring i landet, og som er baseret på hans bog af samme navn.

– For nogle år siden gik jeg ind i en boghandel og spurgte efter en bog om Paulus. De havde ingen. Da jeg kom til USA, gik jeg ind i en amerikansk boghandel og spurgte efter en bog om Paulus.

De havde en hel reol, fortæller han og understreger, at det er vigtigt at læse og forstå Paulus, fordi hans undervisning er revolutionerende både for enkeltpersoner og for civilsamfund, sagde Naser Khader.

Siden den konservative politiker og medlem af folketinget, Naser Khader i 2015 tog en masteruddannelse i teologi, har hans interesse for Bibelens historier vokset sig endnu større, og efter at han for alvor fik øjnene op for Paulus, har han fået et yderligere perspektiv på kristendommen. Naser Khader har rødder i Damaskus – byen hvor Saulus blev til Paulus.

Naser Khaders næste bog, ”Da Jesus blev kristen” udkommer før påske, 2021.