Julegudstjenester aflyses efter politisk pres
SIDSTE NYT:
Biskopper må aflyse julegudstjenester
Provsteforeningen, Præsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og de danske biskopper anbefaler, at gudstjenester frem til 3. januar aflyses.
Det oplyser foreningerne i en pressemeddelelse sent lillejuleaften…
Begrundelsen er regeringens restriktioner i anledning af risikoen for Corvid-19 smitte.
Tidligere onsdag aften skrev Kirkeministeriet ellers, at myndighederne nu vurderede, at man godt kan holde gudstjeneste i kirken på sikker vis, hvis den ikke varer mere end 30 minutter og man holder sig fra al sang.
Ifølge Kirkeministeriet skyldes skærpelsen “resultaterne af en ny undersøgelse om udbredelsen af en mere smitsom variant af en ny og muligvis mere smitsom corona-virus.” Af pressemeddelelsen fra folkekirkens ledelse fremgår det, at der er tale om den mutation, som den seneste uge har spredt sig i England.
Foreningerne skrev, at det dog stadig vil være muligt at holde udendørs gudstjenester, drive-in- samt virtuelle gudstjenester.
Det værste rod…
Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, kalder over for onlinemediet Kirke.dk situationen “det værste rod, jeg nogensinde har oplevet i folkekirken”:
– Det har været en fuldstændig urimelig beslutningsproces, som stiller menighedsråd, præster og funktionærer i en helt umulig situation, siger han og forklarer, at landsforeningen støtter anbefalingen om at aflyse gudstjenester i 11. time “med ganske stor uvilje”, men at man har valgt at gøre det, fordi der er behov for afklaring.