Skriv til Suh
Svar til en anderledes drengs moster
Kære Suh
Jeg skriver, fordi jeg er mor til en otte års dreng med autisme og ADHD, kaldet DAMP. Ang. svar til en anderledes drengs moster. Hvis han har en udviklingsforstyrrelse, er hurtig diagnose vigtig. Nogle af disse drenge og piger klarer sig ok i skolen, men har store frustrationer dagligt. At observere ham vil for en uuddannet blive en umulig opgave. Selv psykologer kan have vanskeligt ved at stille diagnose. Min dreng blev otte, inden han var udredt helt. Da han udover de diagnoser har ocd og er retarderet, har han sit at leve med. Det er ikke nemt at sige til hans mor, men for hans skyld er en hurtig udredning vigtig. Hvis en udviklingsforstyrrelse kan afvises, er det jo fint. Jeg beder dig skrive om vigtigheden af, at man reagerer. Ligesom mosteren gjorde ved at kontakte dig. Og jeg beder for drengen og hans familie. Dybt i mit hjerte genkender jeg mosterens bekymring. Vished er bedre end bekymring. Og man bliver rustet til at give ham et bedre liv, hvis man kender en diagnose. Hans mor og moster kan kontakte mig via mail, mail-adressen kan bringes i Udfordringen, hvis du synes. Jeg har taget en del kurser og deltaget i diverse konferencer. Jeg ser det som en vigtig opgave, at andre kan bruge mine erfaringer. Skriver p.t. en bog om mine erfaringer, som er ved at blive udgivet.
Mvh. Elisabeth Evald,
E-mailadresse: ingrid.evald01@3mail.dk
Kære Elisabeth
Tak for din åbenhjertige kommentar til indlægget i sidste brevkasse.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er flere rundt omkring i landet, der vil have glæde af at læse om dine erfaringer og råd i forhold til den pågældende situation. Det er en stor lettelse at opdage, at man ikke er alene om at være i en svær situation, og at der er nogen, man kan snakke om det med.
Jeg bringer derfor dit indlæg i sin fulde længde og bringer også din e-mailadresse, så folk evt. kan kontakte dig.
Endnu engang tak, fordi du stiller dig til rådighed.
Hilsen Suh
Jeg vil gerne være sammen med kristne
Kære Suh
Jeg synes, det har været meget svært for mig ligesom at få nogle kristne mennesker at komme sammen med. Men det er sådan, at jeg i 1966 blev udsat for en meget alvorlig færdselsulykke på motorcykel, hvor jeg pådrog mig indre kvæstelser og dobbelt kraniebrud, og jeg blev efter ulykken tilkendt højeste førtidspension.
Da jeg er kristen, har jeg mange gange prøvet at komme i nogle kristelige kredse, men jeg har ikke fundet nogen form for kærlighed inden for frikirkerne og heller ikke inden for Indre Misson.
Jeg kommer nu kun i Den Danske Folkekirke. Men det er blevet meget kedeligt, fordi de, som vil være kristne, kun tænker på sig selv og ikke på deres medmenneske, der har været udsat for en meget alvorlig ulykke. Det synes jeg er forkert, for Guds ord siger os, at vi skal tage os af hinanden, ligesom Kristus har taget sig af os.
Hilsen
Svend-Aage Nielsen
Kære Svend-Aage
Først: Selvom det lyder, som om du har opgivet både frikirkerne og Indre Mission, så prøv dem igen og henvend dig direkte til ledelsen. Fortæl, hvordan du har det, måske kan de hjælpe dig med at etablere et netværk.
En anden mulighed er, at du henvender dig til præsten i den folkekirke, du nu kommer i, og beder om at komme med i en besøgsordning. En besøgsordning går ud på, at der vil blive arrangeret faste besøg hos dig, ligesom du måske kan være med til at besøge andre, der føler sig ensomme.
Du kan også benytte dig af Sct. Nicolai Tjenesten, som er en kirkelig telefonlinie, man kan ringe til, hvis man har brug for at snakke. Telefonnummeret er 33 12 14 00, og du kan ringe hverdage fra 9-03 og søn- og helligdage fra kl.13-03.
Min sidste kommentar tager udgangspunkt i, at du tidligere har været udsat for en alvorlig ulykke med bl.a. dobbelt kraniebrud til følge.
Jeg har før oplevet, at mennesker, der havde svært ved at få venner, og som havde været ude for ulykker, som gav hovedskader, simpelthen havde en mindre hjerneskade.
Denne hjerneskade gjorde, at de nogle gange opførte sig på en måde, så andre mennesker trak sig fra dem, men uden at de selv var klar over det.
Med den rette genoptræning og oplysning om hjerneskaden til dem selv og deres omgangskreds blev deres sociale relationer væsentligt forbedret.
Måske dette kan være tilfældet for dig også? Jeg synes, du skal snakke med din læge om det.
Hilsen Suh
Opfordring
Vi vil meget gerne have flere breve og spørgsmål til brevkassen, for at indholdet af den kan blive så bredt og nuanceret som muligt. Jeg opfordrer derfor dig som læser til at skrive ind med spørgsmål og emner som du kunne tænke dig at få en kommentar til. Skriv ind om både små og store ting, og om situationer fra dagligdagen. Husk, du er velkommen til at være anonym også når du sender ind.
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen, Nordgårdsvej 109, Tune, 4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
Breve til Suh skal være skrevet med henblik på at offentliggøres.
Ikke alle breve offentliggøres. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk