Husk hvad Gud har gjort for dig

Hvis Gud aldrig gjorde noget andet for dig, ville han stadig fortjene din vedvarende lovprisning resten af dit liv på grund af det, Jesus gjorde for dig på korset.

Rick Warren
Amerikansk præst og forfatter

Guds søn døde for dig! Dette er den største grund til tilbedelse. Desværre glemmer vi de grusomme detaljer i det smertefulde offer, Gud gav for vores skyld. Familiaritet frembringer selvtilfredshed. Endog før korsfæstelsen blev Guds søn afklædt, slået til det næsten uigenkendelige, pisket, hånet og udskældt, kronet med torne og spyttet på. Han blev forhånet og latterliggjort af hjerteløse mennesker og behandlet værre end et dyr.

Derefter blev han, næsten bevidstløs af blodtab, tvunget til at bære et tungt kors op ad en bakke, blev sømmet til det og overladt til den langsomme, kvalfulde tortur, som døden på korset var. Mens hans blod løb ud af ham, stod spottere ved siden af og hånede ham og lavede sjov med hans smerter og udfordrede hans krav på at være Gud.

Da Jesus derefter tog hele menneskehedens synd og skyld på sig selv, vendte Gud blikket væk fra dette hæslige syn, og Jesus udbrød i total fortvivlelse: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jesus kunne have frelst sig selv – men så kunne han: ikke have frelst dig.

Ord kan ikke beskrive det øjebliks mørke. Hvorfor tillod Gud og udholdt sådan en forfærdelig, ond mishandling? Hvorfor? For at du kunne blive skånet for en evighed i helvede, og for at du kunne være i hans herlighed i al evighed. Bibelen siger: ”Kristus var uden synd, men for vores skyld har Gud ladet ham få del i von synd, for at vi i foreningen med ham kan få del i Guds retfærdighed. ” (2 Kor 5,21)

Jesus opgav alting, for at du kunne få alting. Han døde, for at du kunne leve evigt. Alene det giver grund til din stadige tak og lovprisning. Du burde aldrig mere spekulere på, hvad du har at være taknemlig for.

Fra Rick Warrens bog ”Det målrettede liv”