Kirke går på gaden med PR-vogn

Aarhus Bykirke forbereder nye fremstød omkring evangelisation blandt andet ved hjælp af en PR-vogn. Foto: Thorkil Andersen (tv) og præst Henrik Højlund fra Aarhus

Aarhus Bykirke forbereder nye fremstød omkring evangelisation blandt andet ved hjælp af en lille PR-vogn.

Det fortæller evangelist Thorkil Andersen.

– Vi har nu arbejdet i marken snart 3 år med en campingvogn med ret stor succes, hvor vi har uddelt blade, bøger og musik-CD’er på hele Djursland, fortæller Thorkil.

– Jeg kan rigtig godt lide at komme ud og tale med mennesker. Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med teater. Og jeg har også tidligere gået på Aarhus Teaterskole. En periode spillede jeg med i en Holberg-teatergruppe, og det var rigtig spændende, husker Thorkil Andersen.

Han er diakonuddannet og har også tidligere været på Soldaterhjem i Haderslev.

Lyset var et kald

– Men i 2010 blev jeg ramt af en meget alvorlig kræftsygdom.

Da jeg var på vej til operationsstuen, så jeg pludselig et meget skarpt lys foran. Jeg mærkede en stemme sige: Frygt ikke, jeg er med dig!

Det blev for mig et kald til at bruge livet på at evangelisere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg kom godt igennem operationen. Men i 2016 fik jeg kræft for anden gang. Også denne gang kom jeg godt igennem, og jeg er i dag erklæret rask, fortæller Thorkil Andersen glad.

Efter at han havde besluttet sig til at tage ud og evangelisere, læste han om nogle unge på Nord-Djursland, som opfordrede kristne til at komme ud af byen.

”Der er utrolig åndelig dødt her”, sagde de.
Ok, tænkte jeg, så er det på Djursland, jeg skal ud, fortæller Thorkil.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han har de forløbne tre år haft sin campingvogn ude at stå på 22 faste steder på Djursland.

– Det har være foran supermarkeder og på P-pladser. Og jeg har aldrig fået et nej. Folk er utrolig venlige og nemme at snakke med.

Vi vil nu ud fra Bykirken arbejde med et ret aktivt fremstød på gaden i Aarhus, hvor vi har fået lov at holde på nogle åbne parkeringspladser. Jeg tror også, vi får tilladelse til at holde på Bispetorvet.

Desuden skal vi også ud til Ebeltoft og holde udendørs gudstjeneste med gospelmusik.
Vi vil forsøge at nå ud på enkelte strandsteder, hvor vi opstiller hele vores vogntog plus telt til strandmøder, oplyser Thorkil Andersen fra Aarhus Bykirke.


Artiklen fortsætter efter annoncen: