Afslør ved hjælp af din tro, hvad der foregår i dine tanker
Da jeg begyndte at søge Gud af hele mit hjerte, indså jeg, at at der var et stort hul mellem, hvor jeg var, og hvor jeg ville være. Jeg havde ladet løgne slå rod i mit hjerte, skriver Kristin Løland Berge i sin bog, som vi her bringer det 2. kapitel fra.
En dag, jeg søgte Gud, viste han mig en løgn, som jeg havde troet på, lige siden jeg var lille. Jeg var nødt til at give slip på løgnen og acceptere sandheden.
Jesus er der for at hjælpe os. Djævelen elsker at påpege det forkerte, vi har gjort, og minde os om, at vi ikke er gode nok.
Jesus hepper på dig og vil, at du skal have et godt liv. Fjenden lyver for os om alt. Derfor kan vi få et forkert billede af Gud, os selv og andre.
Djævelen har god tid og arbejder strategisk med at formidle løgnen ind i dit liv, så du tror på den. Han sår lidt løgn og bygger videre på denne løgn ved en senere lejlighed. Han bruger omstændighederne.
Et eksempel kan være, at du møder en, du kender, i en butik, men han ser dig ikke og går en anden vej. Så kan du få tanker, der ikke er sande, om at han ikke kan lide dig eller ikke vil have noget med dig at gøre. Selvom sandheden måske bare er, at han ikke så dig.
Vi må begynde at forstå, hvilke tanker der kommer fra fjenden og hvilke, der kommer fra Gud.
En god tommelfingerregel er, at fjenden kommer med løgne. Han vil nedgøre os.
Han vil have os til at føle skyld og skam. Han fortæller os, hvor elendige vi er. Han frister os til at gøre forkerte ting og sige, at det ikke er så farligt. Bagefter kommer han med fordømmelse og viser os, hvor elendige vi er.
Tanker, der vil stjæle, ødelægge og dræbe, kommer fra djævelen (Johannes 10,10).
Gud giver gode tanker til opmuntring, genoprettelse, kærlighed, godhed, fred og overbærenhed. Han viser os sandheden. Sådanne tanker er fra Gud. Hvis vi følger dem, vil det forvandle vores liv.
Jeg har troet på løgne, der siger, at jeg ikke er noget særligt værd. Mine tanker nedgjorde mig. Men det lykkedes mig at vende tankegangen.
Nu vælger jeg Guds tanker for mig, tanker der opbygger mig. Det har ændret den måde, jeg ser på mig selv, på andre, på livet og på fremtiden.
Ser du, hvordan en løgn kan vokse sig stor i os og ødelægge meget, når vi tror på den?
Afslør tvivl og vantro
Vi kan tænke løgne om, hvem Gud er, eller hvad der skal ske for os. Tankerne kan bygges op til en fæstning inde i hovedet.
Fjenden vil give os tanker, der forhindrer det, Gud har til os, hvis vi accepterer dem som vores tanker.
Første gang Gud fortalte mig, at jeg skulle komme til at skrive en bog, nægtede jeg at tro det.
Tvivl forhindrede mig i at gribe det, som Gud havde til mig. Jeg begyndte at tvivle på, at folk omkring mig havde tiltro til mig, og jeg tænkte på dårlige oplevelser med at skrive, da jeg var lille. Jeg var simpelthen i tvivl om, hvorvidt det var Gud, der talte til mig.
Gud fortsatte med at minde mig om det, så til sidst accepterede jeg hans sandhed og følte, at jeg havde lyst til at skrive.
Jeg var nødt til at afsløre de destruktive tanker og erstatte dem med sandheden om, hvad Gud sagde om mig. Jeg følte Guds fred indeni og begyndte at stole mere på, hvad han sagde til mig.
Jeg fik troen på mig selv. Da jeg lagde mærke til, hvad jeg tænkte, opdagede jeg det, der ikke stemte overens med Guds tanker. Jeg var nødt til at vælge at tro.
Fjenden giver os de tvivlende tanker. Tvivl får en person til at vakle. Vantro fører til ulydighed.
Gud lægger tro ned i vores hjerter, og djævelen angriber os med tvivl. Tvivl er tanker, der er i opposition til Guds ord. Hvis vi kender ordet, vil vi genkende det, når fjenden lyver for os. Han ved, hvor farlige vi bliver, når vi har hjertet fuldt af tro. Derfor angriber han os med tvivl og vantro.
Vi kan vælge at fokusere på det, som er opbyggende for troen. Ikke lade stormene skræmme os. Ikke basere vores beslutninger på vore følelser, men tjekke med Helligånden, hvad han vil. Så finder vi sandheden.
Vantro og tvivl vil forsøge at holde os væk fra vores tjeneste eller det gode liv, som vi var tænkt at skulle have. Det holder os væk fra det, Gud har kaldet os til.
”Må håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I kan være rige på håb ved Helligåndens kraft”. Romerbrevet 15,13
Vi skal bestemme os for at tro på Gud. Der er tidspunkter, hvor jeg tror på alt, hvad Gud lægger i mit hjerte. Men så kommer der tidspunkter, hvor tvivl sniger sig ind. Jeg kan tro på de løfter, Gud har givet mig, men når jeg ser på omstændighederne, begynder jeg at tvivle. Djævelen bruger omstændighederne til at så tvivl.
Da Peter gik på vandet, startede han med at stole på Jesus, men da han så på omstændighederne, kom tvivlen ind, og han begyndte at synke.
Uanset hvad vi føler, tænker, eller hvor vi er i livet, er Gud virkelig, og alt, hvad han siger, er sandt.
Vi kan vælge at tro på Gud, selvom det til tider kan være svært. Vi vil få prøvelser, som tester vores tro. Gud sagde ikke, at vi ikke ville stå over for udfordringer, men at han vil være med os gennem alle ting.
”For at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares”. 1. Peters brev 1,7
Det, som definerer os, er ikke vore fejl, men at vi rejser os igen og prøver på ny. Vi kan stole på det, Gud har givet os.
At vi følger Gud betyder ikke, at alle vil kunne lide os. Det betyder heller ikke, at vi ikke laver fejl.
Det betyder, at vi holder os nær til Gud og lader ham lede os, selv når vi føler, at alt ramler omkring os. Han vil, at vi ikke skal opgive, og han vil vise os vejen, vi skal gå. Vi kan stole på, at han vil give os det, vi har brug for, når vi har brug for det. Vi må ikke se på omstændighederne, men på ham.
Sandheden sætter fri
Hvis vi studerer Gud ord, vil vi forstå sandheden, og den skal sætte os fri (Johs. 8,32). Vi kan forstå sandheden om os selv og tage det ind over os. Det kan gøre ondt at indse egne mangler og tage et opgør med dem.
Når vi følges med Gud, lærer vi ham og sandheden mere at kende. Da har vi sandhedens ånd i os (Johs. 15,26). Søger vi Helligåndens vejledning, vil vi blive klar over, hvad der er det rigtige i en given situation.
Det er vigtigt med ydmyghed, når vi bruger tid sammen med Gud. Vi må acceptere, at han har ret.
Måske beder vi Gud om at gribe ind i vore liv, og så svarer han, at vi skal lave en forandring i et område af vore liv. Gud ændrer sig ikke, så hvis vi er stædige og nægter at ændre på dette område, vil vi ikke få gennembrud. Så bliver vi stående på samme sted, indtil vi retter os efter sandheden.
Bibelen har over 5.000 løfter til os. For at disse løfter kan blive en del af vore liv, må vi være villige til at lade Gud bestemme og gøre det, som han siger. Så vil han give os det, han har lovet.
Undervejs, mens vi går med Gud, bliver vi tryggere i, at han leder os den vej, vi skal gå.
Ydmyghed vil føre os langt. Tror vi, at vi ved alt, vil vi standse.
Mange mennesker ydmyger ikke sig selv for Guds sandhed. Mange forsvarer deres tanker, selvom de ikke altid har ret. Er vi villige til at lade Gud give os sandheden og vise os vejen? Lukker han en dør, så er der måske en grund til det.
Så længe vi ikke standser, men fortsætter med at gå i den rigtige retning, vil sandheden blive åbenbaret (Johs. 16,13), og vi bliver sat i den frihed, han ønsker at give os.
Det bliver lettere efterhånden. Havde det været let, havde endnu flere gjort det, men det kræver ydmyghed. Det kræver, at vi er villige til at gå i os selv og opgive noget, vi ønsker at beholde.
Jeg kan give et eksempel: Hvis du gerne vil have et job eller gå på en specifik skole – men det ikke lykkedes, så kan det være, at Gud har en anden plan. Jeg søgte ind på politiskolen engang og var meget indstillet på det, men jeg kom ikke ind. Siden har jeg erfaret, at Gud skånede mig fra at vælge en vej, jeg ikke skulle.
Det, vores ånd vil, er ofte i strid med vores menneskelige naturs ønsker. Vi må vælge det, vi – inderst inde – véd er rigtigt. Ånden vil vejlede os til det rette.
Hvis vi ønsker, at tingene skal gå efter vores hoved, lader Gud os gøre det, men så vil vi aldrig opleve Guds vilje med vore liv. Når vi er villige til at tage ansvar og gøre det rigtige, begynder vi at bevæge os fremad.
Det er ikke Gud, der skal ændre mening, det er os. At tage imod sandheden er at erklære sig enig med Guds ord.
Hvordan tager du imod Guds ord?
”En mand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det. Noget faldt på stengrund, hvor det kun var lidt jord, og det spirede straks, fordi jordlaget var tyndt.
Men da solen steg op, blev det svedet og visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt blandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det.” Mattæus 13, 3-7
Jesus forklarer versene:
”Hver gang nogen hører ordet om Riget og ikke forstår det, kommer den onde og stjæler det, som er sået i hjertet. Det er det, som blev sået på vejen. Det som blev sået på stengrund, er den, som straks tager imod ordet med glæde, når han hører det. Men han har ingen rod og holder kun ud en tid.
Når han møder modgang eller forfølgelse for ordets skyld, falder han straks fra. Det der blev sået blandt tidsler, det er den, som hører ordet, men dette livs bekymringer og rigdommens bedrag kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.” Mattæus 13, 19-22
Gud prøver at så sit ord i os. Vi kan modtage ord fra Gud på mange forskellige måder, bl.a. når vi er alene med ham, gennem forkyndelse, en bog, eller når vi læser Bibelen. Fjenden prøver at tage det fra os, så det ikke når at slå rod. Den bedste måde at tage imod Guds ord på er at have et blødt og godt hjerte, som stoler på Gud.
”For den, som har, han skal få mere, og han skal have overflod. Men den, som ikke har, han skal blive frataget selv det lidt, han har.” Mattæus 13,12
De, som begynder at forstå dette liv med Gud, har taget imod såkornet (Guds ord) og lader det vokse i deres liv og bliver i stand til at modtage endnu mere. Men de som ikke fatter at tage imod ordene om Guds rige, de vil blive frarøvet det, som blev sået, så de står tilbage med ingenting.
Udfordring i Afrika
Engang var jeg med et team på missionstur til Ghana. Det var vores familie på 5, sammen med 6 unge. Som mor syntes jeg, det var udfordrende. En af ugerne blev ekstra krævende for mig. Jeg havde ikke fået lært, at kampen foregår i tankerne.
Jeg havde ondt af mig selv. Vi boede et sted, hvor der ikke var aircondition eller strøm. I løbet af ugen løb vi tør for vand – selv brønden ude på gårdspladsen var tør. Jeg bad Gud om hjælp.
Vi skulle én af dagene med teamet til en afsidesliggende lille landsby. Jeg var lidt negativ indstillet, men prøvede at skjule det så godt jeg kunne. Vi kom til et lille samfund, hvor alle boede tæt.
De var et sted mellem 20-30 personer, børn og voksne. Jeg holdt mig lidt i baggrunden og observerede. Jeg så, hvordan Tarjei fik vældig god kontakt til folkene der. Han bad for dem, snakkede med dem og ledte nogen til frelse.
Mens jeg iagttog dette, hørte jeg Gud tale til mig. Han sagde: ”Det var derfor, du skulle med til Afrika. Jeg ved, det er hårdt for dig, men jeg måtte vise dig, at det er dette, jeg har skabt Tarjei til at gøre”.
Pludselig ændrede alt sig. Hele turen gav mening. Jeg havde fået indsigt i sandheden. Og selvom det var hårdt til tider, så var det dét værd. Det har været lettere at sende Tarjei på missionsture sidenhen.
Gud ville vise mig en sandhed, jeg ikke havde set endnu – hensigten han havde med Tarjei. Jeg ydmygede mig for Gud og lod ham ændre mit hjerte.
Lad ikke andre bestemme, hvordan du har det
Mennesker kan såre os, skuffe os og være ondskabsfulde imod os. Men vi kan vælge ikke at lade det påvirke vore liv – eller i hvert fald begrænse påvirkningen. Alt handler om, hvordan vi tager det, men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.
Har du nogensinde tænkt: ”Hvis bare den person stoppede på arbejdspladsen…”, ”hvis bare den person ikke var i mit liv..”?
Vi kan ligeså godt tænke: ”Hvis bare ingen generer mig…”. Men det kommer aldrig til at ske. Vi vil altid have mennesker omkring os, og vi vil altid opleve nederlag og skuffelser på grund af andre mennesker. Det kan vi ikke gøre noget ved.
Det hjælper ikke at ønske, at det skal forandre sig. Men det, vi kan gøre, er at modne os i os selv, så ingenting af det, menneskene rundt om os gør, går os på eller ødelægger vore liv.
En dag var jeg med en veninde i et indkøbscenter. Vi havde det hyggeligt, men pludselig bemærkede jeg, at hun opførte sig anderledes. Hun havde fået en besked fra en ven. Denne ene besked var med til at ødelægge hele hendes dag, og måske resten af ugen, for hende. Hun sagde til mig, at hun ikke kunne forstå, at den anden person kunne sende hende sådan en besked.
Min veninde tog ikke ansvar for sin egen reaktion. Du har sikkert oplevet noget lignende. Nogen på arbejdspladsen siger noget, eller nogen i familien skuffer dig.
Når vi ikke har lært, hvordan vi skal takle, at folk sårer os, havner vi i selvmedlidenhed og fortæller os selv, hvor hårdt vi har det. Vi lader det, som den anden sagde, gå os på. Sådan behøver det ikke at være. Vi må ikke lade det onde få tag i os.
Vi kan lære at bygge vor identitet på, hvad Jesus siger om os, ikke på hvad andre mener og siger.
Jesus vil aldrig forlade os eller nedgøre os. Vi kan være trygge, som vi er, uanset hvad andre siger til os. Jesus vil, at vi skal stole på ham og have selvtillid. Så kan vi komme igennem alle udfordringer.
Jesus’ død for dig og mig
Da Jesus kom til jorden som menneske, gik han en grusom død i møde. Han var en fantastisk mand, som elskede alle mennesker. Men han blev misforstået, hadet og mishandlet til trods for alt det gode, han havde gjort.
Jeg kan ikke forestille mig, hvad han følte, da han måtte igennem alt det. Tænk hvilken vanvittig kamp, han kæmpede i Getsemane, da han indså, at tiden var inde til at dø. Jesus var kun godhed, og alligevel var mennesker så hårde mod ham. Endog vennerne svigtede ham. Selvom det var hårdt, så gjorde Jesus det af kærlighed til mig og dig.
Han så, at folk prøvede at leve korrekt uden at klare det. De vidste ikke, hvad der var sandheden, og hvad de skulle tro. Menneskene var som bortkomne får. I hans hjerte lå der hele tiden en længsel efter at hjælpe os ud i frihed, glæde og fuldkommenhed.
Jesus måtte dø, for at det kunne ske. Jesus vidste, at han måtte ofre sig, for at alle mennesker kunne blive frelst. Jesus har fuldbragt det, for at vi skal kunne leve i glæde, fred, retfærdighed og overflod og aldrig mangle noget.
Jesus advarer mod vor fjende. Vi skal vide, hvordan han opererer, så han ikke ødelægger og stjæler det, som Jesus har til os:
”Tyven kommer kun for at stjæle, dræbe og ødelægge. Jeg er kommet, for at I skal have liv og overflod”. Johs. 10,10
Jesus døde, for at vi skulle få et bedre liv her på jorden, ikke bare for at vi skal kunne komme i himmelen en dag. Han er vejen, sandheden og livet. Vi kan søge ham og få svar. Han ønsker, at vi skal have det bedste liv. Et liv som ændrer os indeni, og som er tilgængeligt for os, hvis vi søger det.
Helligånden er din hjælper
”Hvem andre end menneskets egen ånd ved, hvad der bor i et menneske? Ligeledes ved også kun Guds ånd, hvad der bor i Gud.” 1. Korinterbrev 2,11
Helligånden forstår Guds tanker på samme måde, som menneskets egen ånd forstår menneskets sind. Helligånden bor i os, og en af hans opgaver er at åbenbare Guds visdom for os.
”Jeg beder om, at vor Herre Jesus Kristi Gud, Herlighedens far, må lade jer få en ånd, som giver visdom og åbenbaring, så I lærer at forstå Gud. Må han give jer lys til hjertets øjne, så I får indsigt i det håb, han har kaldet jer til, hvor rig og herlig hans arv er for de hellige.” Ef.1,17-18
Sindet kan gå glip af det, som Helligånden prøver at åbenbare, fordi det er optaget af andre ting. Lad sindet få lov til at hvile ind imellem. Hovedet bør ikke være fyldt med bekymring, uro eller frygt.
Sindet har brug for tider, hvor det kan være roligt, stille og uforstyrret. Så får Helligånden mulighed for at gøre os opmærksomme på det, han ønsker. Helligånden giver information fra Gud til vores ånd. Derfor er det vigtigt, at vore tanker er enige med Ånden. Det er sådan, vi lærer at vandre efter Guds vilje.
Hvis sindet er optaget af alt andet, vil det gå glip af det, Gud prøver at åbenbare for dig igennem sin Ånd.
Fjenden ved, hvor stærke vi bliver, når vi følger Gud. Derfor går han til angreb på vore tanker. Han forsøger at fylde sindet med alle andre slags tanker. Når sindet har fokus på de rette ting, vil det få fred. Sindet må være forberedt. Vi må lytte efter Gud, hvis vi skal kunne modtage noget fra ham.
Det bliver umuligt, hvis vi er distraherede og optagede hele tiden. Vi må lære os få vores tanker og sind i ro, så vi kan tage imod det, Gud har til os.
Det gik op for mig, at jeg ikke fik så meget fra Helligånden; at jeg gik glip af indsigten, Gud prøvede at give mig, fordi mit sind var kaotisk og optaget.
Gud vil give os tanker og minde os om ting i løbet af dagen. Er vi ikke optaget af ham eller aktivt lyttende, kan han heller ikke tale til os. Vi må lære at lytte. Se på disse vers:
”Fra Himlen ser Herren ned til menneskene for at se, om der findes nogen, som er vis, nogen som søger Gud.” Salme 14,2
Gud følger med i, om vi søger ham.
Tænk positivt om fremtiden
Det er vigtigt, at vi tænker positive tanker om os selv og vores fremtid.
Du kommer ikke længere, end du formår at tænke.
Hvad vælger du at tænke? Har du en drøm?
Du kan tænke: ”Jeg klarer det aldrig”, eller du kan tænke: ”Jeg giver ikke op, før jeg har klaret det”.
Vi oplever modstand og nederlag, men alligevel vælger vi at tænke positivt. Det giver resultater. Vi må være bevidste om, hvad vi tænker om os selv og vores fremtid. Vi er på vej i den retning, vore tanker går. Tænk ikke: ”Jeg bliver aldrig til det, jeg gerne vil”, ”Jeg bliver altid alene”, ”Jeg bliver aldrig lykkelig”, ”Jeg får ikke det job, jeg gerne vil have”.
Tænk hellere: ”Jeg vil finde det, Gud har til mig, og jeg får en god fremtid”, ”Gud har fremtid og håb for mig, jeg får et godt liv”, ”Gud siger i sit ord, at jeg skal have liv i overflod og have det godt”.
Det at læse og tage imod alt, Gud har lovet os i Bibelen, vil give os et godt liv. Gud vil, at vi skal have fred (Johs. 14,27), fuldkommen glæde (Johs. 15,11), kærlighed (Efes. 5,2) og lykke (Rom. 4,8). Dette er nogen af de ting, du kan forvente, når du har Jesus i hjertet. Fred, glæde og kærlighed – er det ikke det, alle ønsker sig?
Det er et godt liv, Jesus ønsker at give os. Jesus ønsker at hjælpe os med at overvinde bekymringer, stress, frygt og tvivl. Tankerne spiller en vigtig rolle, hvis vi skal kunne modtage det gode, Gud har til os.
”Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.” Romerbrevet 12,2
Mange mennesker har taget imod Jesus som deres frelser og er på vej til evigt liv i Himmelen.
Men mange af de samme mennesker lever ikke den gode plan ud, som Gud har til dem, fordi de ikke fornyer deres tanker efter hans vilje.
Ved hjælp af Jesus kan vi fornyes i tanker og sind til det, han har planlagt for os. Giv ikke op, vi udvikler os lidt efter lidt. Uanset hvor skidt det står til med vore liv og vore tanker, så må vi ikke give op, hvis vi ønsker at se forbedring!
Vi har tusindvis af tanker hver dag. Når kampen virker som om, at den aldrig slutter, og vi tænker, at vi ikke klarer det, må vi huske, at livet vil ændre sig, hvis vi går i den rigtige retning.
Vi må ikke give op!