Israels sjette krig – den første tabte krig

I Hans Kristian Neerskovs seneste bog ”Israel og palæstinenserne” skrev han om Israels fem krige. Den sjette krig kom, efter at bogen var udgivet. Men den er her beskrevet i ugens kronik.Den 12. juli 2006 overskred guerillasoldater fra Hizbollah-terrorbevægelsen den internationale grænse mellem Libanon og Israel. I flere år var grænsen bevogtet af ubevæbnede FN-soldater.

Af Hans Kristian Neerskov
Præst, forfatter

Forud var gået en provokation, hvor Hizbollah havde beskudt Israel med langtrækkende raketter.
Desuden havde palæstinensiske guerillaer fra Gaza et par uger før bortført en israelsk soldat.
Formodentligt inspireret af dette gik Hizbollah nu så langt, at de overskred den internationale grænse mellem Israel og Libanon, dræbte otte israelske soldater og tilfangetog og bortførte to soldater.
Samme dag holdt man kl. 18.00 et møde, hvor den israelske generalstabschef og det israelske krigskabinet forelagde den israelske regering tre muligheder: 1) Et angreb på Hizbollah i det sydlige Libanon, 2) et angreb på Hizbollah og Libanon og 3) et angreb på Syrien, der forsyner og opretholder Hizbollah i Libanon med våben og penge. Ministerpræsident Ehud Olmert valgte angrebet på Hizbollah og Libanon. Hele mødet varede kun et par timer, hvorefter angrebet blev påbegyndt.

Den længste krig

Det er den længste krig, Israel har udkæmpet i de 58 år, det har eksisteret.
Krigen varede 34 dage, og kostede Israel cirka 150 døde og cirka 30 mia. kroner i skader i Israel, idet Hizbollah under hele krigen fortsatte deres bombardementer ind i Israel. Tabstallene i Libanon var på cirka 1.200 dræbte (en del af dem Hizbollah-medlemmer, som man særligt gik efter), men også skader for cirka 40 mia. kroner i Libanon, hvor det fra Israels side drejede sig om at ødelægge infrastrukturen (især veje og broer) og på den måde hindre Hizbollah i at kunne føre nye forsyninger af raketter frem til deres affyringssteder.
Krigen gik hårdt ud over befolkningen i Libanon. Bl.a. når man også bombede transformerstationen i Beirut og andre civile mål, som det altid sker i krige, men var det planlagt, var det jo mere en afstraffelse af folket end en strategisk krigshandling.
Med militær overlegenhed viste man tænder, som også skulle være et signal til Syrien, men vel især til Irans præsident Mahmood Ahmadinejad, som verbalt havde udtalt, at Israel skulle udslettes af landkortet, så ”araberne kunne få deres gamle land tilbage!” Det havde Khomeini også sagt i 1979, men han havde ingen intention om at gøre alvor deraf. Det må man formode, at Ahmadinejad har, idet det ser ud til, at han er ved at udvikle atombomber. Desuden benægter han, at Holocaust har fundet sted, og med den indoktrinering, som sker i Iran, lægger han had i iranernes hjerter til Israel.

Israel vandt ikke krigen

Bogen er ved at blive oversat til engelsk og tysk. Og her er den 6. krig taget med. Men danske læsere kan læse teksten her. Bogen kan købes i Udfordringens bogsalg

Betragtet fra sidelinjen må man nok sige, at Israel gik langt over stregen, når det gælder besindigheden i denne krig. Måske var det desperation over, at man ikke kunne stoppe Hizbollahs angreb. Måske var det en straf over det libanesiske folk, som støttede Hizbollah. Endelig er den libanesiske regering med præsident Fuad Sinioras helt afmægtig, og han havde givet det sydlige Libanon i Hizbollahs hænder.
Det værste er dog at Israel er kommet ud af krigen med brækkede vinger. Man formåede ganske enkelt ikke at stoppe Hizbollah. Det er igen den samme betragtning: ”Hvad stiller man op med terror og en terrororganisation?” Den krig vandt Israel ikke! Den blev faktisk vundet af terrorristerne. De mål, man havde sat sig med krigen, blev ikke opfyldt. Man havde ikke knækket Hizbollah, og man fik ikke frigivet eller udleveret de to israelske soldater. I dag betragtes Hizbollahs leder Hassan Nasrallah som en helt i hele den arabiske verden.
Desværre er situationen i Mellemøsten tilbage i et dødvande nu. Ministerpræsident Ehud Olmert blev valgt på et fredsudspil. Han ville forlade 90% af Vestbredden i løbet af de næste fire år, hvis Hamas ville opgive tanken om, at Israel ikke havde ret til at eksistere. Men Hamas er ikke alene om at mene dette. Både Hizbollah og Iran er svorne modstandere af Israels eksistens. Ligesom mange iranere og muslimer mener det samme.
En jødisk stat i Det hellige Land er en torn i øjet på mange muslimer. Går Bibelens profetier i opfyldelse, kunne det jo se ud, som om Muhammed var en falsk profet.
Efter min seneste bog ”Israel og palæstinenserne” udkom, var Israel involveret i den sjette krig i landets 56-årige historie. Det er den længste krig, de har været i. Den varede 34 dage, men det er også den eneste krig, som de ikke er gået sejrende ud af.

Konflikten i Mellemøsten

Muslimer, politikere og mange pressefolk hævder, at jøderne har taget ”Det hellige Land” fra palæstinenserne. Men det er ikke sandt, hverken politisk eller historisk. Underligt er det også, at det er araberne, der er utilfredse, for de har jo fået både hele Jordan, Gaza og Vestbredden. Desuden har de i det 20. århundrede fået syv andre nye stater i Mellemøsten. Alligevel kræver de uretmæssigt ”Det hellige Land” som deres territorium.
Palæstinenserne har aldrig accepteret FNs §181 deling af landet. Derfor findes der ikke nogen palæstinensisk stat. Hvorfor skal Israel bebrejdes det? Gennem århundreder har jøder og arabere levet i fredelig sameksistens i både Mellemøsten og Nordafrika, og der har altid boet jøder i Israel sammen med beduiner og fastboende arabere.
Fra mange sider hævdes det, at Sikkerhedsrådets resolution §242 kræver, at Israel ubetinget skal trække sig fra Vestbredden. Dette er ikke sandt. §242 indeholder end ikke nogen fordømmelse af Israels annektering af arabiske områder. Den anbefaler faktisk det stik modsatte, nemlig en tilbagetrækning som del af en forhandlet løsning, hvor Israel garanteres fred. Der findes intet juridisk dokument, der kræver en betingelsesløs tilbagetrækning fra Vestbredden.
Israel blev overfaldet i fire krige. Hver gang vandt Israel, men det kan vel ikke være sådan, at vinderen i en krig skal stå som taberen, især når det er taberen, som er aggressor. Det hævdes, at Vestbredden er besat af Israel. Nej, den er vundet i en krig, som uretmæssigt blev påført Israel, som Tyskland angreb Polen. Derfor måtte Tyskland afgive land til Polen. Ingen kalder dette landområde for besat af Polen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: