Vidnesbyrd om undere

Bøger med vidnesbyrd er en sjældenhed, men her er en af slagsen. Erling Ilsøe Nielsen fortæller bl.a. om mirakler i form af helbredelser og dæmonuddrivelser og i form af økonomiske indgreb i og ud fra sit eget liv.I betragtning af, at forfatteren mig bekendt ikke er en landskendt forkynder, savner jeg i bogen nogle baggrundsoplysninger om f.eks. kirkeligt tilhørsforhold for at kunne placere bogen i det kirkelige landskab. Det fremgår dog, at forfatteren står bag TV Helsingør, og søgninger på nettet viser, at han i sin tid har drevet Horsens Discipel Højskole og i en årrække virket i Norge.
Vidnesbyrdene er mange og ofte ganske dramatiske. Forfatteren deler naturligvis af sine egne oplevelser, men hans person optager alligevel en beskeden plads i fortællingen. Godt. I betragtning af vidnesbyrdenes antal og det faktum, at bogen ikke er større, end den er, så kunne man have ønsket sig nogle sider bagerst i bogen, hvor folk træder frem og lægger ansigt til vidnesbyrdene. Men det får så være. Vidnesbyrdene er stadig inspirerende og dækker mange områder.
Bogen omtaler sig selv som en „beretning om Guds kraft og overnaturlige helbredelser“. Dette er dog ikke helt dækkende. Bogen er også i høj grad en indføring i evangeliet og relateret bibelundervisning. Jeg studsede her lidt over noget af undervisningen om helliggørelse, som vel var fremme i pinsebevægelsens start, men næppe er udbredt længere. Nemlig at „helliggørelsen af vort sind [kan] blive en øjeblikkelig og gennemgribende oplevelse“, eller at „Gud har ikke brug for tid til at hellige os, Gud kan gøre det på et øjeblik“. Dette synspunkt er nok en diskussion værd.
Uanset så er bogen en enkel og ligetil beskrivelse af Guds mirakler og en tilgængelig og simpel indføring i det at være kristen. Det er svært at sige, om den hermed egner sig til evangelisation, eller om den er bedst til opbyggelse af kristne, måske begge dele.

Erling Ilsøe Nielsen:
Tegn og Undere
60 sider
Forlaget The Gospel to Everyone