Jesus har sendt Talsmanden til os

Af Ulrik Juul Jensen. Cand.theol.

Som ung rejste jeg tit ved at tage den på stop – at tomle. Jeg bad Gud om hjælp, inden jeg begav mig afsted med en bøn om, at han ville lede mig – og på den ene eller anden måde kom jeg godt frem til min destination.

Når jeg steg ind i en bil eller lastbil oplevede jeg ofte, at vores samtale kom til at handle om Gud og tro – ikke altid fordi jeg tog initiativ eller ville det. Derude på vejen og i mødet med en fremmed var der en åbenhed for en samtale om alt mellem himmel og jord.

Herrens pilgrimme

Kristne er som pilgrimme, der er på en rejse gennem livet mod vores himmelske mål: Paradis. Sådan har man opfattet kirken og kristne gennem alle tider. Vi er kaldet af Jesus til at følge ham.

Da vi kom til tro på Jesus og oplevede frelsen ved ham, blev vi samtidig kaldet til at være vidner om Jesus og selv fortælle om den store nåde, Gud har vist verden, da han gav sin Søn hen for os alle.

Denne ’pilgrims-forståelse’ af, hvad det vil sige at være en kristen – dvs. at vi kaldes til følge Jesus og være vidner – kan være brugbar til at forstå ordene i denne tekst i Johannes-evangeliet.

Jesu ord er dog mere end blot en vejledning og et held og lykke på vejen. De udtrykker, at Jesus ved Ånden selv vil være nær som den, der både kalder, udruster og sender os med godt nyt (evangeliet) til mennesker.

Talsmanden vidner om Jesus

I Jesu ord om Talsmanden, som Johannes anvender, er der en pointe i, at Jesus selv er til stede og tager bolig i os ved Ånden. Han har ikke forladt os, men bliver hos os. Talsmanden vidner om Jesus og gør ordet om ham levende i vore hjerter.

Når vi læser i Bibelen, giver det derfor god mening at bede om, at Talsmanden vil åbne vores hjerte og gøre os lydhøre for, hvad Jesus vil sige.

Efter at Jesus var opstået fra de døde var han hos disciplene i 40 dage inden sin himmelfart. I løbet af de efterfølgende 10 dage inden pinsedag kunne man forestille sig, at disciplene var fulde af begejstring og knap kunne vente med at fortælle om Jesus.

Men de fik besked på at vente, indtil Helligånden kom. Så ville de få kraft fra det høje til at være vidner, så evangeliet kunne lyde fra Jerusalem til verdens ende (jf. Luk 24, 49).

Måske skulle vi øve os i at lytte mere til Talsmanden
fremfor at være optaget af os selv.

Kaldet til at følge Jesus

Vi kan have en tilbøjelighed til at tro, at meget afhænger af os, og dog kommer vi til kort i mange ting. Måske skulle vi øve os i at lytte mere til Talsmanden fremfor at være optaget af os selv.

Jesus har sendt Helligånden til os, som vil gå med og udruste os til den opgave, han kalder os til. Dermed kan vi gå med frimodighed og uden frygt.

Jesus minder os om, at alt i Guds rige begynder med og afhænger af ham: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14, 6).

Disciplene så heller ikke ud af meget i begyndelsen – efter Jesu korsfæstelse og død følte de sig rådvilde og hjælpeløse. Dette ændrede sig fuldstændig efter Jesu opstandelse, hvor Helligånden blev udgydt over dem. Da blev de som forvandlede, og de få blev til de mange, mens ordet spredte sig fra mund til mund som en løbeild.

”I skal vidne” siger Jesus. Dermed siger han, at vi ikke skal vente eller gemme os – men følge ham.

Tiden er inde til at rejse sig og gå med de bedste nyheder, mennesker nogensinde har hørt. Jesus har sendt Talsmanden til os, som vil gå med og udruste os til den opgave, han kalder os til. Dermed kan vi gå med frimodighed og uden frygt.

Tænk hvilken nåde, Gud har vist os, at vi må være Guds børn og levende vidner for Jesus som budbringere af ordet om ham: ”Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!” (Rom 10, 15).

Lad os bede Gud om at fylde os ved sin Ånd, Talsmanden, så vi kan bære vidnesbyrdet om Jesus med os, hvor end vi går. Så er det Ånden selv, der taler gennem os, så vi sammen bevidner, at Jesus er Guds Søn og verdens frelser.

Søndagens tekst: Joh. 15, 26-16,4

Løftet om Helligånden

26 Når jeg sender Vejlederen til jer – sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen – så vil han tale til mennesker om mig.

27 Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.

1 Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. 2 I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. 3 Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. 4 Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg nu har sagt til jer. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk.