Bliver jeg frelst, når jeg er fyldt med angst?

Kære Poul Henning

Jeg er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. Tak at vi kan ringe og skrive sammen. Jeg har været indlagt flere gange tidligere. Tror du, at jeg kommer med i bortrykkelsen, når den kommer, hvis jeg hele tiden siger til personalet, at jeg ikke har det godt, men er fyldt med angst og paranoia?

Jeg længes efter at få det godt psykisk. Jeg er forvirret. Det er træls, at jeg ikke kan tale med andre om Herren på psykiatrisk afdeling. Jeg har hørt om en mand på nettet, han uddriver onde ånder, og alle de syge bliver helbredt med det samme. Kunne du ikke invitere ham?

Kærlig hilsen Tina

 

Kære Tina

Tak for dialog. Naturligvis kommer du som troende med i bortrykkelsen. Du lider, men er i gode hænder. Det er meget vigtigt, at behandlingen tilpasses helt individuelt og aktuelt – lige til dig.

Det ville være skønt, hvis skizofreni blot var en ond ånd, der skulle smides ud, hvorefter du var helt rask. Så enkelt er det desværre ikke. Der er forståeligt, at der i kristne kredse kan komme den holdning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Som vi har talt om, er der tre, der kommer i vores kirke, som alle er helbredt for lidelsen. Der er tre meget forskellige historier. Gud er nær ved dig, du er i hans hænder uanset. Vi har bedt til Gud, det bliver vi ved med, men lige nu er du fortsat syg og må forstå sygdommens karakter. Skizofreni inddeles i tre domæner:

1. ”Positive” symptomer omfatter især hallucinationer, vrangforestillinger, styringsoplevelser, påvirkningsoplevelser, tankeforstyrrelser. Det positive refererer til noget, der er ”lagt til” normal tænkning og adfærd. Du nævner, at du føler dig overvåget, forfulgt og ind imellem skræmt af stemmer.

2. ”Negative” symptomer omfatter ofte kontaktforstyrrelser, passivitet, initiativløshed, manglende interesse og fremdrift, social tilbagetrækning og isolationstendens. Negativ referer til elementer, der er ”trukket fra” normal tænkning og adfærd. Du nævner, at du har trukket dig fra fællesskabet i kirken og en del af familien.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



3. Kognitive vanskeligheder viser sig ofte ved nedsat koncentrationsevne, dårlig hukommelse, indlæringsvanskeligheder samt problemer med planlægning og problemløsning. Du nævner dine udfordringer med at håndtere livet.

Sygdommen er kendetegnet ved for meget dopamin, det medfører symptomerne nævnt i punkt 1. Derfor skal dopamin blokeres, det sker med antipsykotisk medicin.

På sammen måde som en person med diabetes mangler insulin, mangler du stoffer, der dæmper dopamin. Trods bivirkninger fra medicin, viser forskning, at behandling med antipsykotisk medicin mindsker dødeligheden af psykosesygdommen.

Det antipsykotiske præparat olanzapin, du bliver behandlet med, blokerer dopamin D2 receptorerne i hjernen. Det terapeutiske vindue handler derfor om at opnå nok effekt til at de paranoide vrangforestillinger, forfølgelsestanker bliver trængt tilbage, samtidig med at du ikke får for mange bivirkninger.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Umiddelbart lyder det som om, at du til din aktuelle virkelighed er doseret i underkanten af det terapeutiske niveau.

Gud er nær ved dig, du er i hans hænder uanset.

Endvidere er det yderst vigtigt at hjælpe dig i din virkelighed som i generelle vendinger er beskrevet i punkt 2 og 3.

Jeg kan høre, at du trækker dig fra fællesskabet. Den daglige struktur smuldrer, og livets indhold indskrænkes. Det er din sygdom, der styrer, det skal den ikke. Sygdommen har mange aspekter og forskellige faser og er kompliceret at forstå.

Det er let sagt, men sygdomsindsigt, accept og forståelse for hvor sygdommen overtager dit liv, skal afsløres, så relevant hjælp kan sættes ind.

Du har formentlig fået foretaget en neuropsykologisk test, den er vigtig for at kunne give støttende rådgivning, hvor der er behov. Behandlingstilbuddet består ofte af samtaler, rådgivning, kognitiv terapi, tilbagefaldsforebyggelse, psykoedukation, stresshåndtering, inddragelse af familie og venner samt træning af sociale færdigheder.

En ven og mentor fra kirken ville være guld for dig. Du har brug for hjælp også efter udskrivelsen. Ring til din præst. Jeg vil fortsat bede for dig.

Kærlig hilsen
Poul Henning