Lille bil er en stor hjælp for Jesus-film

Hidtil har filmfolkene læsset deres udstyr på en knallert, når de skulle vise Jesus-film i bushen. I det ujævne terræn i Afrika er de jævnlig styrtet og har lidt både personlig og materiel skade. Nu kan de køre langt på fire hjul…

Lederen af Udfordringens film-arbejde i Cameroun er meget glad og taknemmelig for den bil, de har fået til arbejdet.

– Jeg priser Herren og siger tak. Jeg rejste med min chauffør fra Pitoa til Touloum nær Yagoua for at vise filmen ”Jesus”. Vi kørte 620 km frem og tilbage. Jeg brugte 25 liter benzin, og bilens motor fungerer normalt. Motorolien skal bare skiftes. Der er ingen problemer, fortæller Ezekiel Bere.

Film i landsbyer

Sammen med et team har han i flere år besøgt landsbyer og vist forskellige Jesus-film for hundredvis af mennesker. Det foregår som regel i det fri om aftenen, hvor projektoren oplyser et lagen eller en lys mur. Efter forstillingen, der som regel samler hele landsbyen, kommer Ezekiel eller en af de andre med en appel om at tage imod Jesus. Og der er rigtig mange, der tager imod.

Teamet bliver i landsbyen om natten. De sover ofte på en flad måtte på det bare lergulv. Og dagen derpå samler teamet dem, der ville følge Jesus og underviser dem. Der bliver oprettet en gruppe eller en lille menighed, og senere følger man op igen.

Fri fra dæmoner

Ofte manifesterer onde ånder sig i form af skrig og skrål, når evangeliet om Jesus bliver forkyndt.
Men Ezekiel og hans trofaste ven, evangelist Badama, sætter de plagede fri af deres plageånder ved hjælp af Guds kraft. Og der sker også helbredelser.

Indtil teamet fik den lille bil, måtte de køre med bus, taxi og knallerter. Og det var et bøvl at få læsset alt udstyret op på en knallert. Der skete jævnligt uheld og det kostede meget i transport for de fattige evangelister.

Men nu er det blevet meget lettere. Bilen er en Toyota Starlet. En gammel model, som er tilpasset afrikanske forhold og som nu produceres på ny i Nigeria.
En sådan bil kan faktisk købes af ny for kun ca. 25.000 kr.

Flere radiostationer

Udfordringens Medie Mission er også engageret i at hjælpe kristne med at oprette radiostationer.
For nylig kunne vi hjælpe en radiostation i Tchads hovedstad Ndjamena med en ny 1000 watt FM-sender, efter at en brand havde hærget deres gamle sendeudstyr.

I Ndjamena bor der mere end 2 millioner mennesker. Tchad er overvejende muslimsk, og de kristne er tidligere blevet meget forfulgt, men landets muslimske præsident har indsat flere kristne ministre, og han står som garant for, at landet har religionsfrihed. Alligevel er det svært for de kristne i den nordlige del af landet, mens den sydlige del af Tchad er overvejende kristen.

Udover senderen i hovedstaden Ndjamena har Udfordringen støttet en radio i Pala og er i gang med at forberede yderligere to radiostationer i det sydlige Tchad.

Flest i Cameroun

De fleste af Udfordringens radioer er oprettet i Cameroun, som i modsætning til Tchad er overvejende kristent. Men i den nordlige del af landet, hvor vi arbejder, er der flertal af muslimer.

Og her raser desuden en muslimsk terroristbevægelse, Boko Haram, som har flere tusinde drab på samvittigheden. De hærger især i grænseområdet mellem Nigeria, Cameroun og Tchad.

Mens der i Nigeria sker det ene overfald efter det andet på kristne uden at militæret og politiet kan forhindre det, har Cameroun og Tchad i fællesskab sat hårdt ind overfor islamisterne.
Derfor er der langt færre terrorangreb og bortførelser i disse lande end i Nigeria.

Du kan støtte film-arbejdet gennem Gospel Outreach (Reg. 9046 Konto 4573458449) og via MobilePay: 53914. Husk at skrive: ”Udfordringens radio/film”.
Tak for din gave!