Forbøn efter skyderi i Plymouth
”Vi tænker på Jesus, som græder over byen Jerusalem, og hvordan Gud selv føler vores smerte og tager den på sig. Vi græder med de grædende,” beder flere britiske præster efter skuddramaet, der kostede fem mennesker livet sidste torsdag.
I Plymouths kirker blev der søndag bedt for ofrene og alle de pårørende. Den 22-årige gerningsmand skød og dræbte først sin mor, dernæst en treårig pige og hendes far, samt tre tilfældige mennesker uden for huset, før han skød sig selv.
Gerningsmanden havde fået fornyet sin våbentilladelse, selv om han forinden havde givet udtryk for ensomhed og psykiske problemer. Han var via nettet tilknyttet det stærkt kvindefjendske incel-miljø, som kædes sammen med flere voldelige angreb i USA.
Foruden de lokale kirker har også The Billy Graham Evangelistic Association (BGEA) reageret på tragedien ved at sende præster fra et kriseteam til Plymouth, hvor de står til rådighed for ofrene med sjælesorg og forbøn.
Plymouths kirker har holdt åbent for at give sørgende mulighed for at bede og finde ro, og hundreder af borgere mødtes til fakkeltog fredag aften nær det sted, hvor tragedien udfoldede sig, skriver onlineavisen Christian Today.