Australsk læge fortalte sin egen mirakelhistorie
Jeg mødte dr. Jean George ved en lægekongres i Brisbane, Australien, i 2011. Han var en af hovedgæsterne på konferencen, hvor læger, som praktiserer forbøn for deres patienter, havde verdensstævne.
På konferencen dokumenterede Jean George, som er leder for afdelingen for almen medicin ved hospitalet i Kalgoorlie, sit eget utrolige mirakel, som skete d. 24. okt. 2008. Tilhørerskaren var et fyldt auditorium af sundhedspersonale fra hele verden.
Jean George havde været på besøg i deres specialklinik i byen Esperance og var i bil på vej hjem til Kalgoorlie, hvor han boede og havde sit daglige arbejde. Allerede ved turens start følte han snigende ubehag og smerte fra brystet. Efter tre timers kørsel var situationen så alvorlig, at han kontaktede konen, og forberedte hende på, at han ville opsøge en klinik i den lille by Kambalda, ca. en time fra hjemmet.
Hjertet gik i stå
De få kilometer ind til Kambalda overbeviste ham om, at symptomerne var relaterede til hjertet. Der blev straks taget et hjertediagram, som bekræftede, at han havde fået en blodprop i hjertet. Elleve minutter efter ankomsten holdt hjertet op med at slå.
Mens læger og andet sundhedspersonale på klinikken skiftevis gav lunge/ hjertemassage og stød med defibrillator, hastede to erfarne kollegaer, sammen med konen, som også er læge, fra Kalgoorlie til Kambalda. Før afrejsen ringede konen til sin far og fortalte om sin mands død. Faderens korte og kontante svar var: ”Du skal ikke godtage, at din mand, som elsker og tjener Jesus, bliver taget fra dig. Du skal gå ind i stuen, hvor han ligger, og bede for ham. Husk din himmelske far på, at hans tjener kun er 39 år, bed Ham give din mand livet tilbage.
Bøn efter halvanden time
Da kortegen kom til klinikken var der gået 1 time og 25 minutter, siden hjertet holdt op med at slå. Lægerne havde forgæves givet hjertemassage i 37 minutter- og 13 hjertestød. På det tidspunkt var der gået 48 minutter, siden Jean George var lagt til side som død.
Ved ankomsten kondolerede lægerne enken, men hun gik resolut ind på stuen, hvor hendes døde mand lå. Der lagde hun hænderne på ham, og bad bønnen, faderen havde anbefalet hende. I samme øjeblik hun sagde Amen, begyndte alarmudstyret at ringe. Straks skubbede personalet hende til side, fordi hjertet begyndte at slå!
I hast blev Jean George flyttet til regionshospitalet, hvor lægerne dog afskrev ham pga. den lange tid uden hjerteaktion. De vidste, at det havde ødelagt hans hjerne. Samtidig bekræftede både lever- og nyreparametre, at disse to organer var uvirksomme.
På dette tidspunkt blev der bedt for Jean George over store dele af verden, især i Pacific Islands, hvor han, udover at være en dygtig læge, også var kendt og elsket som evangelist.
To dage efter ankomsten til the Royal Perth Hospital, hvor lægerne kun modvilligt havde iværksat behandling, sad Jean George oppe i sengen og aflæste sit eget dagsaktuelle og normale hjertediagram, Halleluja!
I dag rejser Jean George verden rundt, som et levende bevis på hvor højt vores Himmelske Far elsker os – og at Han hører vores bønner!