Sømandshjem i Grønland moderniseres for millioner

Samtidig skifter sømandshjemmene navn til Hotel SØMA.

Sisimiut sømandshjem (2014

I over 50 år har sømandshjemmene været et fyrtårn inden for maritimt velfærdsarbejde i Grønland i tæt samspil med lokalsamfundene. Samtidig har kristne værdier som nærvær og hjertevarme kendetegnet hoteldriften – og det vil ikke ændre sig med moderniseringen, forsikrer Sømandsmissionen.

Trods navneskiftet til Hotel SØMA og investeringen af et trecifret millionbeløb i moderniseringen, er hotellerne fortsat 100 % non-profit, og overskuddet går til velfærdsarbejde blandt søfolk og fiskere.

Magnus Elleby er regionschef for Hotel SØMA.

Moderne hotel – og velfærd

Fremover skal virksomheden dog deles således, at den står på to ben, hhv. hotel og velfærd.

”Det er en fordel både praktisk og strategisk, for hvert ben kan nu 100 procent koncentrere sig om dét, de er sat i verden for: enten at drive et topmoderne hotel eller at yde velfærd i lokalsamfundet,” siger Magnus Elleby, regionschef for Hotel SØMA.

Efterspørgslen på autentisk overnatning og spændende pakkerejser øges hvert år. Derfor vælger Sømandsmissionen nu at investere et trecifret millionbeløb i renoveringer og tilbygninger på de fire hoteller i hhv. Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Aasiaat.

Efterspørgslen på autentisk overnatning og spændende pakkerejser øges hvert år, og det har fået Sømandsmissionen til at investere et trecifret millionbeløb i modernisering af fire grønlandske hoteller.

Byggeprojekter over to år

Der skal bygges til med restauranter med alkoholbevilling, værelser, mødelokaler og well-nessområder. Byggeprojekterne sendes løbende i udbud over de kommende to år, og første spadestik er allerede taget ved Hotel SØMA Sisimiut. Renoveringen og tilbygningerne forventes at stå færdige om fem år.

Indretningen er nordisk, og udsmykningen er præget af grønlandsk kultur, natur og historie.
Det nye logo for Hotel SØMA viser tre ting: isbjerge, nationaldragt og det grønlandske flag.

SØMA-hotellernes logo.

Fortsat café-drift

I hotellernes caféer vil der stadig blive serveret hverdagsretter til overkommelige priser. Her kan de lokale stadig mødes til socialt samvær, nu under navnet ”Sømandshjemmet | Café & Social”.

”Vi vil gerne yde endnu mere velfærd, end vi gør i dag, og det skal finansieres gennem veldrevne og moderne hoteller i Grønland,” siger Magnus Elleby.
Med i familien SØMA hører også Hope Hostel i Aasiaat, som kører selvstændigt uden for hotelkæden.