Grib det guddommelige øjeblik

Ny bog om at leve eventyrligt med Gud som partner.Kan troen også være en spændende måde at leve på? Et eventyrligt liv? Ja, men det kræver, at du griber de guddommelige øjeblikke i dit eget liv.
Sådan kan man sammenfatte budskabet i bogen „Grib det guddommelige øjeblik“.
I disse år er der en del mennesker, som genopdager, hvilke enorme værdier, vi har i den kristne tro. Som fortæller om, hvordan troen kan give os meget mere, end vi har gået og troet.
Troen er nemlig i den vestlige verden ofte stivnet i en intellektuel forholden sig – på afstand – til det religiøse. Vi sætter vores begrænsede forstand og den fornuft, som vi mener at være i besiddelse af, til at være dommer over noget, som er langt større. Så ender vi med en stærkt beskåret „fornuftig kristen religion“, som mangler den åndelige dimension – og det eventyr, det er at leve i forbindelse med Gud selv.
Når vi en tid har taget troen for givet; når vi tror, vi véd det hele, så mister vi det… Og må genopdage det forfra. Det kan denne bog være en hjælp til.

Kirke i natklub

Erwin Raphael McManus er en intellektuel, som har forsøgt at gøre tingene anderledes hele sit liv. Han er meget optaget af, at kirken ikke institutionaliseres, men forbliver et aktivt fællesskab af mennesker, der lever eventyrligt i troen. Som tager chancer.
Den kirke, han er præst for nu, mødes f.eks, i en natklubs lokaler, når de ikke bruges søndag formiddag. På et tidspunkt besluttede menigheden at oprette en ny menighed i et bestemt område af Los Angeles, hvor det var umuligt at finde lokaler til rimelige priser. Men man fastsatte en dato, hvor kirken skulle holde sin første gudstjeneste – om det så skulle være i det fri. Hele menigheden levede i spændt forventning, og i sidste øjeblik fik de tag over hovedet.

Grib øjeblikket

Erwin mener, at Gud ofte stiller os i guddommelige øjeblikke. Men de fleste opdager dem ikke, eller de når ikke at handle, fordi de ikke tør tage en risiko. Vi vil sikre os med livrem og seler, og så er det pludselig for sent. Og vi går glip af det eventyr, det kan være, at leve sammen med Gud.
Så hvis vi ønsker mere end et kedeligt kristenliv, der bliver stadig mere indskrænket, så må vi begynde at vove noget i tro. Gribe mulighederne.

Handle i tro

En af Erwin Raphael McManus’s pointer er, at vi skal gøre det, vi tror er rigtigt, også selv om vi ikke véd, om det går godt. Vi skal ligesom Daniels venner, da de gik ind i ildovnen, sige: „Vi véd, at Gud kan redde os fra ildovnen, men selv om han så ikke gør det, så vil vi alligevel gøre det rigtige.“
Når vi læser Bibelen, ser vi den lykkelige udgang, at Gud gang på gang reddede sine trofaste i umulige situationer, hvor alt „fornuftigt“ håb var ude. Men det vidste de ikke, da de kastede sig ud i det, der syntes umuligt. Når de handlede i tro. Når de stolede på Gud.

Jonathan tog chancen

Jonathan er Erwins rollemodel. Jonathan var kong Sauls søn. På et tidspunkt tør Saul og alle de andre tvivlende israelitter ikke gå op imod de faretruende filistre, som vil udslette dem.
Men Jonathan kan ikke holde det ud. Han beslutter sig til at udfordre fjenden ene mand, kun med sin våbendrager og ét svar.
Jonathan siger til sin våbendrager, at nu „lader vi os opdage“ af dem. Hvis de så kalder os op til dem, så véd vi at Gud er med os. Og sådan går det. Og der bliver forvirring i fjendens lejr. Og israelitterne vinder en mægtig sejr – imod alle odds.
Men – det vidste Jonathan ikke, da han lod sig opdage. Til sin våbendrager sagde han nemlig, at hvis fjenden ikke reagerede med det, der var hans tegn fra Gud, så „bliver vi stående og venter på dem“.
Med andre ord: Hvis tegnet udeblev, så var det nok døden for de to vovehalse. Men løbe deres vej, det ville de ikke.

Fiaskoer må der til

Det er det sindelag, vi skal have som kristne. At vove springet. At tage kampen, selv om vi ikke véd, at Gud lader os vinde mirakuløst. Blot vi ved, at vi gør det, vi føler er rigtigt.
Erwin giver beredvilligt flere eksempler på, at han har taget fejl. Eller at hans projekter ikke blev de succeser, han selv havde regnet med.
Men det er nødvendigt også at have fiaskoer for at vokse i troen og lære udholdenhed og modenhed. Hellere begå nogle brølere end undlade at gøre noget som helst, fordi vi frygter at fejle.
For Gud er ikke en tør gammel bedstefar, der ikke tør nogen ting. Han er eventyrets Gud.

Erwin Raphael McManus:
Grib det guddommelige øjeblik – 248 kr.
Scandinavia/Hosianna – Udfordringens bogsalg