Opmuntring til kristen glæde i ’de sidste tider’

Ny bog af Leif Rasmussen om Filipperbrevet opfordrer os til at glæde os, fordi bortrykkelsen måske allerede sker om et par år...

Hvad er det dog, der sker med verden, tænker mange i disse år. Tidligere var det prædikanter, der pegede på, at dommedag var nært forestående. Nu er det politikere og medier, der forudsiger jordens undergang…

Men kristne behøver ikke leve i frygt og panik, peger Leif Rasmussen på. Jesus sagde: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Emnet for Leif Rasmussens 7. bog er derfor Filipperbrevet, hvor Paulus opfordrer os til at være glade under alle forhold.

Leif Rasmussen har været bibelskolelærer på Kolding Internationale Højskole – tidligere Apostolsk Højskole, nu Acts Academy.

”Op med hovedet, min ven! Glæd dig!” er den 7. bog, som den kendte bibelskolelærer har udgivet siden 2015, selv om han nu er i en høj alder.

De tidligere bøger var:

Brev til menigheden i Danmark

Tilbage til fremtiden


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Efeserbrevets skjulte hemmelighed

Alle mine kilder har jeg i Dig

Fang dog de små ræve


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En herlig fremtid, som aldrig slutter.

Leif Rasmussen deler ud af sin indsigt og viden om Bibelen og kristendommen, og han giver også sin profetiske udlægning af de bibelske tekster – og den tid, vi lever i. Han er ikke bange for at trække de klassiske bibelske sandheder frem.

Det kan måske føles gammelkendt for nogle. Men det er også en indirekte kritik af den overfladiske måde, der i dag forkyndes på i nogle søgervelige sammenhænge, hvor man ofte tilpasser evangeliet for ikke at støde nogen.

Filipperbrevet gør også op med den falske religiøsitet, som så let sniger sig ind i kristendommen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Leif Rasmussen stiller udfordrende spørgsmål.

Bortrykkelse i 2023?

Leif Rasmussen undrer sig over, at spørgsmål om Jesu genkomst er blevet et tabu – også i kirkerne. Spekulationer om, hvornår det vil ske, afvises ofte med, at ”ingen kender dag og time”.

Men Leif Rasmussen synes blot, det er naturligt for troende at granske skrifterne, og han mener ikke, det er udelukket, at vi kan beregne et muligt årstal.

I et appendix gengiver han en beregning af en engelsk teolog, som lægger vægt på, at der nu snart er gået 6.000 år siden skabelsen, og at det i 2030 er ca. 2000 år siden, at Jesus blev korsfæstet. Hvis ”en dag er som tusind år for Herren,” så kunne man forestille sig, at vores tidsalder er 6 dage = 6.000 år, og at der herefter følger en 7. sabbatsdag – en hviledag på 1.000 år

– et tusindårsrige, som Bibelen også taler om.

I forhold til frelsen og forløsningen, er Jesu død og opstandelse meget mere afgørende end Jesu fødsel. Teologen fastsætter Jesu død til år 30, fordi han regner med, at Jesus blev født ca. 4 år før vor tidsregning og indregner andre kalender-reguleringer.

Og da Leif Rasmussen tror, at bortrykkelsen af de troende kristne vil ske før de profeterede syv år med Anti-Krist, så når han frem til, at 2023 faktisk kunne være året, hvor bortrykkelsen sker. Han opfordrer læseren til selv at prøve spørgsmålet og slutter selv bogen med ordene:

– Uanset, hvad du når frem til, så er det min bøn, at det må være med til at vække en forventning hos dig. Jeg siger ikke, at bortrykkelsen absolut vil ske i år 2023, for der kan være andre måder at beregne på. Men alt tyder på, at vi er ganske nær på afslutningen, slutter Leif Rasmussen sin lille bog.

Leif Rasmussen:
”Op med hovedet, min ven! Glæd dig!”
90 sider, 98 kr.
Salg: Hosianna.dk