Birgit Tind blev hædret i ugeavis

Birgit Tind

Frikirkepræst Birgit Tind fik ”Ugens Buket” af den lokale avis i Middelfart ”Melfar Posten” i sidste uge.

Birgit Tind er præst i Teglgårdskirken, som er en del af Apostolsk Netværk. Hun fik bukketten, fordi hendes dør altid er åben, hun er lyttende og forstående. Og så har hun en god portion humor,” hedder det i begrundelsen.

– Hvis ikke det var, fordi der blev taget billeder, så var jeg da begyndt at tude, sagde hun, da hun fik overrakt buketten. I ugebladet fortælles der om Birgit, at hun ikke er nogen helt almindelig præst. Hun er en spasmager, der altid har en sjov vinkel på sine gudstjenester.

Mange af Udfordringen læsere kender Birgit Tind. Udover at stå for Teglgårdskirken prædiker hun ofte i andre kirker. Og hun har også været lærer på den apostolske højskole i Kolding, som nu hedder ”Acts”. Hun er gift med Allan Tind, som i mange år har været ansat på kirkens hovedkontor. Så mange vil kunne nikke genkendende til de ord, der siges om hende i artiklen:

”Et åbent menneske, hvis dør altid står åben. Og en kaffeelsker, der gerne skænker en ekstra kop til de besøgende.”

Birgit Tind var blevet indstillet til bukketten af Charlotte Mortensen, som fortæller, at hun havde skrevet til Birgit dagen før for at udbede sig en samtale – som et dække for at give buketten. Birgit blev imidlertid helt bekymret og tilbød at snakke straks. Men Charlotte sagde, at hun havde gæster.

Så overraskelsen var stor, da Charlotte Mortensen ledsaget af Melfar Postens udsendte Thea Kaadt trådte ind på kontoret.
Birgit gav straks Charlotte Mortensen et stort kram.

Mødte Birgit i gospelkor

Charlotte Mortensen mødte Birgit Tind, da hun for første gang skulle synge i gospelkoret i Teglgårdskirken, den apostolske kirke i Middelfart.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg kan huske, at der stod en rødhåret kvinde midt imellem korets omkring 70 mænd og kvinder. Og hun virkede bare utroligt glad for at se mig. Det var helt specielt, fortæller Charlotte Mortensen.

Birgit synger ikke selv med i gospelkoret, men går rundt og serverer kaffe, og hun kender samtlige kormedlemmer. Da koret hørte, at Birgit fik ugens buket, rejste de sig alle og gav hende en højlydt klapsalve. Charlotte Mortensen fortæller, at hun efter den gode modtagelse i gospelkoret oplevede Birgit til en gudstjeneste:

– Hun talte om Jonas og hvalfisken – og mens hun fortalte om Jonas, der blev slugt af hvalen, lagde hun tangen på sit hoved og grinede højt. Hun har altid en sjov vinkel, og hun bruger rigtigt meget humor, fortæller Charlotte. Hun siger videre til Melfar ugeavis, at når man har talt med Birgit, så bliver der sat tanker i gang. Hun giver ikke et facit, men hun giver noget at tænke over.
Ved siden af at være præst og underviser har Birgit Tind også arbejdet som familieterapeut.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg har mødt mange mennesker i smerte. Mennesker, der har oplevet død, overgreb, hele livsspektret. Jeg er meget optaget af, at de enkelte mennesker er forskellige, og at de skal mødes forskelligt. Jeg forsøger at møde andre med den åbenhed, som jeg selv ønsker at blive mødt af, forklarer Birgit Tind.

Hun understreger, at ”arbejdet” som præst i kierken ikke bare er et arbejde, men en livsstil. Hun kan især godt lide at være i kirken, når der er gospelkor.

– Jeg går herind med glæde, men jeg kommer ud med dobbelt-glæde, siger Birgit Tind.

– Teglgårdskirken vil gerne være et sted, hvor man i fællesskab med andre kan finde vej i sit liv og sin spiritualitet gennem den kristne tro, står der på kirkens facebook-side.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Kristendommen har fra sin oprindelse været kendt som ”Vejen”, og de første mennesker, der mødte Jesus, fik opfordringen ”Følg mig”.
Mødet med Jesus og erfaringerne fra den fortsatte vandring med ham er det, som får os til at være kirke, selv i dag.
Lederteamet består af:

Birgit Tind (præst)
Susanne Jensen
Jakob Egebjerg Madsen
Steffen Bay
Peter Hedelund
Kristina Bay
Helle Pedersen