Tro Håb & Kærlighed
Min mors tro lever videre i mig
For to år siden mistede den 24-årige Casper Andersen sin mor til en uhelbredelig kræftsygdom. Inden sin død nåede hun dog at give en evig gave videre til sin søn: troen på Jesus.For den 24-årige Casper Andersen har livet ikke altid været lige let. Da han fyldte fire år, flyttede forældrene fra hinanden, og Casper blev boende hos sin mor og lillesøster i det lille rækkehus i Hillerød.
– Jeg kan ikke huske så meget fra dengang. Min mor havde sådan en lille børnebibel, vi læste i om aftenen. På den måde har jeg aldrig været i tvivl om, at Gud eksisterede, siger Casper og smiler.
De første erindringer om moderens sygdom står dog meget klart for Casper.
Som følge af ondt i ryggen havde Helle, Caspers mor, opsøgt en læge og fået ordineret piller. – Jeg skulle i skole og ville sige farvel til min mor, men jeg kunne ikke vække hende. Naiv som jeg var dengang, skrev jeg bare en seddel til min onkel og tante, som boede i nærheden, og tog i skole, siger Casper eftertænktsomt. Han var kun 12 år gammel.
Hjemme fra skole igen blev der ringet fra sygehuset, at Caspers mor var gået i leverkoma, og at chancen for, at hun vågnede igen, var minimal.
– Min verden brød sammen, og jeg var bare stjerneked af det. Min mor sagde altid, man skulle be til Gud, hvis man havde det sådan, så det gjorde jeg, og få dage efter vågnede min mor op igen, beretter Casper. Ifølge ham selv var denne oplevelse årsagen til, at Gud blev virkelig i hans liv.
Caspers mor ville ikke leve mere end fem år uden en levertransplantation, og der kom til at gå tre år, inden hun fik den. De tre års ventetid var hårde ved Helle, men også ved Casper: – Man kunne se på hendes hud, at hun var syg. Jeg syntes, det var så synd for hende, at hun skulle have det sådan. Det var umenneskeligt, siger Casper, som efterfølgende tog et år på kostskole for at få tingene på afstand.
På kostskolen blev man konfirmeret i 8. klasse, men den 14-årige Casper kom hjem igen inden da. – En dag stoppede Thyge mig, præsten i Grønnevang sogn, hvor vi boede. Han spurgte, om jeg ikke ville konfirmeres, og det sagde jeg ja til, siger Casper. På det tidspunkt hang han ud med de forkerte mennesker, som han selv betegner dem. I juniorklubben og til konfirmationsforberedelsen i kirken oplevede han, at han kunne få lige så gode venskaber her som nede i byen.
– I starten syntes jeg, at de var lidt nørdede. Jeg var jo stadig den seje Casper, der rendte rundt og spillede hård, smiler Casper og fortsætter mere alvorligt, – men sammen med dem kunne jeg få lov til bare at være mig selv. Jeg oplevede, at alle var lige gode, alle var åbenhjertige over for mig, og jeg fik en del rigtig gode venner, siger Casper. Han smed de gamle venskaber på porten og valgte at blive kristen og komme i kirken. – Mine gamle venner begyndte at kalde mig Kristne Casper, når de mødte mig på gaden. Men det rørte mig ikke så meget, for jeg følte, at jeg havde fået så meget mere i mit liv, siger Casper.
Op mod moderens transplantation blev Casper mere og mere bekymret. – Jeg tænkte hele tiden på, at hun måske døde fra os. Min mor havde vist selv svært ved at overskue det, så hun kontaktede kommunen, og så kom jeg op på en skole. Sådan en for børn, der har det svært, tror jeg det var, siger Casper med tristhed i stemmen. En morgen bankede en lærer på døren og fortalte, at Caspers mor skulle transplanteres om eftermiddaggen. – Jeg løb ned til telefonen og ringede til hende, og da lå hun i ambulancen på vej til Rigshospitalet, siger Casper. Han oplevede en utvivlsom englevagt, mens moderens operation stod på: – Jeg følte, der var nogen hos mig. Det fortsatte, lige indtil jeg fik at vide, at operationen var gået godt. Det var ubeskriveligt, som om der var en, der beroligede mig, siger Casper.
Hjemme igen begynder Casper i sin egen skole igen. Transplantionen er en succes for Helle, og sygdommen bliver trængt i baggrunden. – Vi blev meget bedre til at være en familie sammen. Vi lejede videofilm og hyggede. Min mor var bevidst om, at hun havde fået en chance til, men det var jeg også. Jeg havde fået en ny chance med min mor, siger Casper og lukker kortvarigt øjenene.
Helle startede på et Alpha-kursus i kirken, og alt virkede godt. – Min mor blev dog god til at skjule sin tilstand for min søster og mig. Den afstødningsmedicin, hun fik ved sin levertransplantation, havde skadet hendes nyrer, og pludselig skulle hun indstilles til en nyretransplantation også, siger Casper. Hun kom i dialyse hver nat og var ofte indlagt.
Casper rejste som 21-årig til USA for at arbejde og modtog to gange i løbet af året i staterne meddelsen om, at en betændelse i kroppen på hans mor truede hende på livet. – Det var en hård beslutning, jeg tog, da jeg rejste. Da jeg kom hjem, var det første, jeg gjorde, at kramme og kysse min mor, smiler Casper.
I julen 2003 blev Caspers mor hasteindlagt med en ondartet tumor på halsen. Det viste sig at være kræft. – Min verden brød sammen igen. Jeg blev vred på Gud, syntes ikke, det var fair. Hvorfor skulle min mor blive endnu mere syg, end hun allerede var? – Sådan tænkte jeg.
Casper begyndte at blive passiv i sin tro. – Kristne mennesker er slet ikke bedre end alle andre, jeg kan sagtens klare mig uden Gud i mit liv, bestemte Casper sig for. Casper fik en bedekrans, men gav den videre til sin mor på sygehuset. – Lige indtil min mor døde, prøvede jeg at finde mening, at Gud havde et formål, men jeg kunne ikke finde det, siger Casper. Helle døde dagen efter sin 43 års fødselsdag.
Jeg kunne ikke finde mening i, hvorfor Gud skulle tage min mor fra mig. Jeg kunne slet ikke finde ro nogen steder, siger Casper. Han sagde sin lejlighed op, og flyttede ind hos nogen fra kirken, men lige lidt hjalp det. Han var vred på Gud.
De næste halvandet år blev Casper dårlig til at overholde aftaler og være der for andre. – Jeg faldt ned i mit eget lille hul, som jeg selv havde gravet, siger Casper med opgivelse i stemmen. De kristne venner var der ikke for ham. Han begyndte at gå til fester og kom mere end én gang beruset hjem på det kristne kollegium, han var flyttet ind på. – Jeg kunne jo godt mærke, det var forkert. Jeg lå der i min seng og kunne kun alt for godt se, hvor åndssvagt jeg opførte mig.
– Ligeså stille begyndte jeg at indse, at Gud havde givet mig min mor, så længe han overhovedet kunne, siger Casper. Han indså også, at det ikke var vennerne, der havde vendt ham ryggen, men ham, som havde lukket dem ude. Casper tilgav Gud og oplevede glæden ved, at Gud ville tilgive ham. – Og så oplevede jeg den største glæde ved at tro på Jesus. Nemlig, at jeg skal se min mor igen en dag, siger Casper og slutter af det håb er jeg min mor evigt taknemmelig for, at hun gav mig.
