Reddet af Gud

Sidsel blev aldrig accepteret som den, hun var, men så mødte hun Gud. Sidsel Mine Mosgaard Ransborg er blevet mobbet, har personlighedsforstyrrelse og langvarige depressioner.Når man kommer ind på Sidsels værelse, står der billeder, som Sidsel selv har lavet. De bærer inskriptioner som ”fear” og ”pain”. Ved siden af står der to glaskors i rødt med en kongekrone i midten. Det fortæller historien om Sidsels liv.
– Jeg var nede i et kæmpestort hul. Tomhed. Altid bange. Gennemsyret af angst for alt.
– Jeg har også fobier, f.eks. for store rum. Derfor var jeg nødt til at hænge et forhæng op på mit værelse, selvom det kun var 12 m2.

Burde være en anden

Da Sidsel blev født, var det med ADHD (også kendt som DAMP) og slet ikke som det barn, hendes mor ønskede. Hun blev opdraget til at være en anden end den, hun var.
Hendes mor ønskede sig en intelligent, fornuftig pige, og Sidsel prøvede at indordne sig. Men de andre børn kunne ikke lide hende, så hun blev mobbet under hele sin skolegang.
– Det var svært ikke bare at kunne være Sidsel. Alligevel fik jeg dårlig samvittighed, når jeg ikke var det, som jeg burde være.
Sidsel har kun mødt sin far et par gange, da hun var omkring de 14-15 år. Da hun var 11 år, fik hun sin første depression.
– Jeg var altid ked af det og skadede mig selv ved at skære i mig selv – primært i armene.
I 7. klasse gik Sidsel til skolepsykolog og kom på lykkepiller.
– En måned efter, at jeg begyndte på medicinen, tog jeg 30 smertestillende piller og røg til udpumpning. Jeg var indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i fem måneder.

Uforståelig kirke

Som 14-årig mødte Sidsel en pige, der var IMU’er og depressiv.
– Jeg var åben over for hendes tro og begyndte at bilde mig ind, at jeg var kristen. Men jeg havde ikke rigtig mødt Gud endnu. Jeg tror ikke på, at man kan være kristen uden at have mødt Gud på en eller anden måde.
– Som barn sang Sidsel i kirkekor i Baunekirken i Tjørring i fem år, men hun kunne ikke forstå gudstjenesterne og sang kun for pengenes skyld.
Sidsel boede på en ungdomspension for unge med problemer i Holstebro. Efter to år flyttede hun til Frørupskolen ved Christiansfeld i foråret 2004. Her fortalte hun pædagogerne, at hun godt kunne lide at synge, og de hjalp hende med at komme med i et gospelkor i Kolding.

Som diamanter

– Ved første øveaften var jeg meget nervøs.
Der var rigtigt mange meget voksne mennesker for en 16-årig pige. Men musikken var rigtig fed, glad og sprudlende, og det havde jeg brug for.
Allerede ved den første øveaften i koret mærkede hun noget, da de sluttede med andagt og bøn.
– Den, der holdt afslutning, fortalte om diamanter: uslebne og slebne. Vi var alle uslebne, og han opfordrede os til at lade Gud slibe os.
Det kunne jeg forstå! Der følte mig pludselig værdsat og værdifuld.
Da hun kom hjem, kunne hun næsten ikke vente med at fortælle pædagogerne om den overraskende positive oplevelse i kirken. – Jeg følte virkelig, mine øjne strålede. Det var meget lang tid siden, jeg sidst havde haft det godt. Gud gav mig en omfavnelse.

Gud var der

Sidsel elsker at udtrykke sig gennem kunst. Hendes billeder er et stærkt bevis på den konflikt, der er inde i hendes med mørke og lys. Angsten på den ene side og Jesu lys på den anden

Gospelkoret Lusangi synger indimellem til gudstjenesterne i Kolding valgmenighed.
– Her oplevede jeg for første gang en gudstjeneste, der var spændende, og som jeg kunne forstå. Da en af mine veninder skulle konfirmeres, tænkte jeg, at hun også ville føle sig bedre tilpas i denne kirke. Derfor tog jeg hende med til flere gudstjenester og fik selv en anledning til at komme.
– Det var SÅ mærkeligt. Første gang, vi var i kirke, mødte jeg en fra koret, der sagde: ”Det var godt, du kom!” Jeg havde slet ikke snakket om, at jeg ville komme, så det virkede helt mærkeligt på mig, men enormt stort. Jeg var velkommen!
– Stille og roligt var jeg bare blevet mere og mere sikker på, at Gud eksisterede.

Stadigt svært

– Jeg købte et trækors, som kunne ligge inden i min hånd.
Det har jeg stort set gået rundt med siden for at minde mig selv om, at Gud altid er der for mig. Jeg kan klare MEGET større storme nu, fordi jeg har et fast holdepunkt.
– Jeg havde også bedt meget konkret om at finde nogle på min egen alder! Få dage efter ringede en af kirkens unge og inviterede mig til den helt nystartede ungdomscelle. Sidsel er nu også med i kirkens lovsangsgruppe.
Sidsel har ikke skåret i sig selv i ti måneder nu, selvom hendes sygdom stadig er slem.
– Jeg beder, synger og taler med Gud. Det hjælper. Jeg føler mig stadig alene, men ved alligevel, at jeg aldrig er det.
Sidsel drømmer nu om at kunne hjælpe andre mennesker til at komme ud på den anden side.


Artiklen fortsætter efter annoncen: