Dybdegående kærlighed ifølge den ortodokse Kirke

Efter en udgivelsespause er Peter Halldorf aktuel med hele to bøger. Den ene ”Den svære kærlighed. Hengivelsens spiritualitet” er inspireret af den franske, ortodokse teolog Olivier Cléments´ bog ”Kilder”, som udkom på dansk i 2008. Bogen fører læseren ind i Den ortodokse Kirkes tanker om, hvad sand kærlighed er.

Hvad kendetegner så det, Halldorf kalder den svære kærlighed? Det er en medlidende og medlevende kærlighed, en ikke-dømmende kærlighed. Han kommer med flere eksempler på, hvordan oldkirkens ørkenfædre afstod fra at dømme deres medmennesker, selv hvor der var god grund til det – og derigennem vandt de synderen.

Kristen kærlighed er at gøre sig til et med synderen. Forfatteren udtrykker det således: ”En ikke-dømmende holdning udspringer af en indgående erfaring af at have mødt det dybeste i sig selv – og alligevel have mødt barmhjertighed” (s. 59). Med andre ord udspringer den svære kærlighed fra et ydmygt hjerte.

Et centralt ord i den ortodokse tanke om kristen kærlighed – og i Halldorfs bog – er det græske ord kenosis, som betyder nedstigning eller fornedrelse – at give afkald – og henviser til Jesus, der ydmygede sig selv og blev lydig indtil døden på en kors. ”Guds lidende kærlighed driver ham til at tage springet ned i den afgrund, hvor mennesket er ved at gå under”, (s. 82) som den franske ortodokse teolog Boris Bobrinskoy udtrykker det.

Forfatter Peter Halldorf (t.v.) deltog på Himmelske dage sammen med forlægger Leif Boedal.

Ja Guds kærlighed er så stor i forhold til menneskets synd, at ”Selv hvis jeg havde begået alle tænkelige misgerninger, så ville jeg alligevel opleve, at den mængde af synder var som en dråbe vand i et ildhav” (s. 83).

Der hvor et menneske lader sig gennemsyre af denne guddommelig kærlighed, får troen ikke sit svar fra rette meninger og logiske forklaringer, ”men snarere fra det lys, der stråler ud fra de hellige ansigter”. (s. 34). Det er det, der gør den kristne kærlighed til den svære kærlighed, den kærlighed, der elsker sine fjender.

Bogen er spækket med henvisninger ikke mindst til en række ortodokse teologer, ligesom den er fyldt med teologiske fremmedord. Selvom teologerne præsenteres og fremmedordene forklares i teksten, ville det have lettet læsningen, hvis der havde været en ordforklaring og en liste over personerne bagerst i bogen.

Det skal dog ikke afholde nogen fra at læse en bog, der er tankevækkende og langt fra overfladisk. Der hvor man læser den med et åbent sind – selvom den måske på visse felter udtrykker sig anderledes, end man er vant til i en protestantisk kultur – kan bogen blive livsforvandlende.

Peter Halldorf: Den svære kærlighed
93 sider. 150 kr.
Forlaget Boedal