Sognepræst Flemming Baatz Kristensen kåret som ’Årets Teolog 2022’
Til Menighedsfakultetets årlige repræsentantskabsmøde kårede bestyrelsesformand Sune Skarsholm sognepræst Flemming Baatz Kristensen til Årets Teolog 2022.
Sune Skarsholm begrundede valget af Flemming Baatz Kristensen med dennes utrættelige virke i Sct. Pauls Kirke i Aarhus, hans forsvar for klassisk evangelisk luthersk kristendom i offentligheden samt hans omfattende bogudgivelser til gavn for kirken.
Sognepræst i over 40 år
”I over 40 år har Flemming arbejdet utrætteligt som sognepræst for at forkynde evangeliet for sin menighed. Han møder velforberedt og engageret op til sine gudstjenester, forkynder et klart Kristuscentreret evangelium og oplærer sin menighed i både gudstjenestens liturgi og troens hemmeligheder. Flemming har til sognearrangementer i årtier undervist i temarækker om Luthers Katekismus, bibelske skrifter, De 10 bud, trosbekendelsen og gennemført adskillige studierejser til Israel. Selv om Flemming værner om højmessen som krumtappen i sin præstegerning, har han desuden taget initiativ til en række lettere og kortere gudstjenester i et forsøg på at nå flere i sit sogn. Et eksempel herpå er en lang række essensgudstjenester møntet på kirkefremmede.
Engageret præst
Flemming har derudover oprettet et sjælsorgsnetværk og i det hele taget udvist stort syn for at inddrage menighedens medlemmer til en lang række frivillige opgaver i menighedens liv. Den seneste tid har Flemming desuden udsendt ugentlige hyrdebreve, ligesom han inviterer til skriftemål en gang om måneden.
Flemmings fokus er imidlertid ikke kun at opbygge sin menighed, han bygger som præst desuden bro til det omkringliggende samfund, hvad enten det er som stadionspeaker til AGF’s kampe, møder med handelsforeningen på Frederiksbjerg, byrådsgudstjenester eller personlige samtaler i det lokale fitnesscenter.
Bogudgivelser
Flemming stiller tillige op i pressen, hvor han frimodigt forsvarer evangelisk luthersk kristendom, også i kontroversielle spørgsmål om fx køn og identitet og forsvarer præstekolleger i andre sogne, hvis de udsættes for hetz i pressen. Men hvad der særligt kvalificerer Flemming til titlen som Årets Teolog er hans omfattende bogudgivelser.
Bøger om nadver og dåb og skriftemål. Prædikensamlinger. Udfoldelse af gudstjenestens liturgi. Og ikke mindst det seneste tobindsværk: ’På pilgrimsvandring gennem kirkeåret’, hvori Flemming guider læseren ind i alle kirkeårets bibeltekster – et omfattende værk, som er en guldgrube for ikke mindst nye præster, der her får et overblik over kirkeåret og en hjælp til at se det specielle budskab ved en given søndag.”
Flemming Baatz Kristensen blev kandidat i teologi ved Århus universitet i 1981 og har selv efterfølgende været engageret på Menighedsfakultetet. Efter sit første embede ved Vigerslev kirke i København flyttede han i 1989 tilbage til Århus, hvor han siden har været ansat ved Sct. Pauls kirke. Han er gift med Elise Baatz Kristensen, og sammen har de 3 voksne børn.
Om prisen Årets teolog
Årets teolog er en pris, som Menighedsfakultet giver til en teolog, der på en særlig måde har arbejdet på at udbrede evangelisk luthersk kristendom i Danmark.
Tidligere er prisen gået til:
2005: Jens Bruun Kofoed, lektor ved Dansk Bibel-Institut
2006: Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falster Stift
2007: Gert Nicolajsen, sognepræst i Vorgod og Fjelstervang
2008: Henrik Højlund, sognepræst i Løsning
2010: Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Missionsforening
2011: Kai Kjær-Hansen, formand for Israelsmissionen
2012: Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken i København
2013: Iver Larsen, bibeloversætter ved Wycliffe
2015: Flemming Kofod-Svendsen, pastor emeritus og fhv. minister
2016: Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst ved Betlehemskirken i København og leder af ’I Mesterens Lys’
2017: Bodil Skjøtt, generalsekretær for Israelsmissionen
2019: Jens Lomborg, præst i Skjern Bykirke
2020: Robert Strandgaard Andersen, sognepræst i Hjordkær
2021: Jørgen Jørgensen, sognepræst i Aabenraa