Bob Dylan læser hellere i Bibelen end ser dårligt tv
Det 20. århundredes store rock-idol bekender sin tro i Wall Street Journal og afslører her også, at han elsker kirkemusik.
”Jeg er en religiøs person. Jeg læser meget i Skrifterne (Bibelen), mediterer og beder, tænder lys i kirken. Jeg tror på fortabelse og frelse, såvel som forudbestemmelse. De fem Mosebøger, Paulus’ breve, påkaldelse af helgener, alt sammen.”
Sådan sagde den 82-årige verdensberømte sangskriver, komponist og sanger Bob Dylan i et interview med Wall Street Journal i forbindelse med julen. Bladet spurgte Bob Dylan, hvad han gjorde for at slappe af, og Dylan svarede, at han ofte finder sin ro i troen. Dylan forklarede, at han kan blive “rastløs og nervøs”, hvis der ikke er noget for ham at fokusere på.
“Det meste af tiden føler jeg mig som et fladt dæk; totalt umotiveret, helt livløs,” sagde han. “Jeg kan falde i søvn når som helst i løbet af dagen. Der skal meget til at få mig stimuleret, og jeg er en alt for sensitiv person, hvilket komplicerer tingene. Jeg kan være helt rolig et minut, og så bliver jeg, uden nogen som helst grund, rastløs og nervøs; der synes ikke at være nogen mellemvej.”
Ser ikke dårligt tv
Bob Dylan ser også tv, men han mener, at for meget tv er skadeligt for sjælen. “To eller tre timer foran skærmen er som en overdreven spise-mani for mig. Det er for meget tid at være involveret i skærmen,” sagde Dylan.
”To eller tre timer foran skærmen er som en overdreven spise-mani for mig.
Det er for meget tid at være involveret i skærmen”.
“Jeg har fulgt Coronation Street, Father Brown og nogle tidlige Twilight Zones. Jeg ved, at det er gammeldags serier, men de får mig til at føle mig hjemme. Jeg er ikke fan af program-pakker eller nyhedsudsendelser, så jeg ser dem ikke. Jeg ser aldrig noget ulækkert (foul-smelling) eller ondt.”
Elsker kirkemusik
Dylan afslører også i interviewet, at han er fan af kirkemusik, og endda anser det for at være hans “første kærlighed.”
Dylan blev kristen i 1970’erne. Han har siden indspillet en række kristne albums og med sjældne mellemrum talt om sin tro. Udfordringen bragte en artikel om Dylan i julenummeret.
I 1979 chokerede han alle sine fans ved at udgive pladen ”Slow Train coming.” I sangene bekendte han med stærke kristne tekster, at han var blevet troende kristen. Samme år deltog han i bibelstudieklasser på Vineyard School of Discipleship i Reseda, Californien. To præster fra kirken tog hen til hans hus og holdt en prædiken for ham. Og Dylan svarede: ”Ja, jeg ønsker at have Kristus i mit liv”. Han bad og modtog Jesus Kristus i sit liv.
Derefter fulgte to andre plader, hvor han viste sin begejstring for Jesus. Men så blev der stille omkring hans tro. Han udgav en række verdslige plader, så mange troede, at han havde mistet troen. Og da Dylan næsten aldrig giver et interview, svirede alle mulige rygter, bl.a. om at han skulle være konverteret tilbage til jødedommen.
Gennem årene har bl.a. Larry Norman bekræftet, at Dylan fortsat er troende kristen. Dylan har selv sagt ”I’m a beliver” til magasinet Rolling Stones. Og han bekræfter nu selv med det nyeste interview i finansbladet Wall Street Journal, at han ikke bare tror, men læser meget i Bibelen.