Så vær dog normal!

Er du en kamæleon eller en somerfuglepuppe? spørger Nicky Gumbel.

Nicky Gumbel
Engelsk bestseller-forfatter, advokat og præst

En kristen er kaldet til at være en sommerfuglepuppe snarere end en kamæleon. En puppe er en larve, som bliver til en smuk sommerfugl. En kamæleon er et firben med evnen til at skifte farve: mange kan antage former af grøn, gul, flødefarvet eller mørkebrun. Man regner med, den ændrer farve for at passe til baggrunden. Ligeså tilpasser kamæleonkristne sig deres omgivelser, glade for at være kristne i fællesskab med andre kristne, men villige til at ændre deres standarder i et miljø, som ikke er kristent.
Legenden siger, at der blev udført et eksperiment på kamæleonen. Den blev sat på en skotskternet baggrund og kunne ikke klare spændingen og eksploderede! Den kamæleonkristne oplever en næsten uudholdelig spænding i sit liv og når ikke, til forskel fra den sommerfuglelarve-kristne, sit potentiale.
Kristne er ikke kaldet til at tilpasse sig omgivelserne, men til at være anderledes. At være anderledes betyder ikke at være mærkelig. Vi er ikke kaldet til at være underligt klædt eller at begynde at tale i et besynderligt, religiøst sprog. Vi kan være normale!
At anormaliteten skulle være en nødvendig del af kristendommen, som nogle mennesker føler, er noget sludder. Et forhold til Gud gennem Jesus burde bringe integration til vor personlighed. Jo mere vi bliver ligesom Jesus, jo mere ”normale” bliver vi – i den forstand, at vi bliver mere menneskelige.
Når vi følger Kristus, bliver vi frie til at afkaste mønstre og vaner, som tynger os og andre ned. For eksempel betyder det, at vi ikke længere vil gå ind i sladder bag folks ryg. Det betyder, at vi ikke længere kan bruge vor tid til at knurre og beklage os (hvis det var sådan, vi var før). Det betyder, at vi ikke længere kan tilpasse os verdens standarder for seksualmoral.
Dette lyder måske meget negativt, men det burde ikke være det. Vi burde opmuntre, snarere end at dolke folk i ryggen; vi burde konstant forsøge at bygge andre op af kærlighed til dem. Vi burde være fulde af taknemmelighed og glæde frem for at knurre og beklage os. Vi burde demonstrere velsignelse ved at holde Guds standard, frem for at tage del i en amoralsk seksualitet.

Nicky Gumbel er uddannet i jura og teologi. Han var tidligere sagfører, men er i dag præst ved Holy Trinity Brompton, en engelsk statskirke i London. Han er forfatter og bagmand til Alpha-kurset, det kursus i kristendom, som anvendes med stor succes over hele verden. Denne artikel er fra bogen ”Livsvigtige Spørgsmål”, som danner grundlag for Alpha-kurset.